Leder

Det her folketingsvalg handler i høj grad om, at nok er nok, og at mange i sundhedsvæsenet ikke længere vil finde sig i de forhold, de bliver budt. Og så handler det om at udvise et minimum af respekt og tage deres bekymringer alvorligt.

Indretningen af lægevagten er lige nu kastet op i luften i fire ud af fem regioner.

LEDER: Den massive mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren i disse år betyder, at de tektoniske magtplader under sundhedsvæsenet er ved at forskyde sig i en retning, der potentielt kan give de forskellige faggrupper meget mere magt, end de har i dag.

LEDER: Regioner, foren jer, for den nuværende økonomiske dødsspiral på området for lægers vikarløn kan ikke fortsætte.

Det er paradoksalt, at de områder af landet, hvor folk har det dårligste helbred, også er de områder, hvor det er sværest at få læger til at slå sig ned. Den problemstilling har ulmet i en årrække og er taget vedvarende til i styrke i de seneste år.

LEDER: Et stigende antal radiologiske opgaver og et faldende antal uddannede radiologer betyder, at radiologien i det danske sundhedsvæsen mildest talt ikke har det ret godt. Der er brug for langsigtet planlægning og løsninger her og nu.

Man kan kun undre sig over, at der ikke er et eneste politisk parti, der har en strategi for et bæredygtigt sundhedsvæsen med klinisk forskning som en hjørnesten.

Den nye politiske aftale om en sundhedsreform anviser en rigtig retning, men den er langtfra nogen reform af det nære sundhedsvæsen.

Det klinger hult, når koncerndirektøren vedkender sig, at ansvaret for amputationsskandalen ‘principielt er mit’, men i samme åndedrag siger, at han ‘ikke ved, hvordan jeg kunne have båret det ansvar bedre’.

Mange års snak om ‘shared care’ mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet fremstår som tom snak. Processen for udflytning af opgaver fra sygehusvæsenet til det nære sundhedsvæsen i form af kommuner og almen praksis er som at se en ulykke i slowmotion.

Teknologien kommer, og den bliver heldigvis ved med at udvikle sig. Men med de nye teknologiske muligheder følger også en lang række dilemmaer, som det er bydende nødvendigt, at vi forholder os til.

Vi kan leve med fejl, men vi kan ikke leve med, at millioner af mennesker risikerer at dø, hvis vi ikke handler hurtigt nok. Denne ‘as we go’-tilgang kunne man med fordel lære af i forhold til at løse andre store, globale problemstillinger som eksempelvis klimakrisen. Hvorfor ikke slippe forskningen mere løs, hvis alternativet potentielt er katastrofalt?

Sygeplejerskerne har i årevis haft fokus på ledelse som en ligeværdig karrierevej, man tidligt slår ind på. Hvis lægerne for alvor slår ind på samme kurs, har de to faggrupper muligheden for at sætte sig i spidsen for et moderne sundhedsvæsen, der tør tage de problemstillinger ved hornene, som politikerne har ladet ligge og ose de sidste årtier.

I dag er vi blevet så dygtige til at behandle forskellige kræfttyper. Derfor handler det ikke længere kun om at redde liv. Det handler også om prisen for redningen og det liv, patienten får efterfølgende.

Det faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien er et solidt stykke arbejde, der anviser den rigtige vej til et substantielt løft. Politikerne skal forstå, at deres primære opgave nu er at finde den nødvendige finansiering.

Hvis man vil holde fast i at prioritere patientsikkerhed og dermed tillid højt, er vores registre et godt sted at starte. Her kan man relativt billigt og let plukke lavthængende frugter med en enorm impact.

Leder: Siden begyndelsen af nullerne har der været talt om den enorme udfordring, der vil ramme velfærdsstaten. Men ligesom en frø i en gryde ikke hopper op af det kogende vand, hvis vandet opvarmes langsomt, har ingen rigtig for alvor adresseret problemet med den tiltagende ophedning af velfærdssamfundets maskineri.

LEDER: Det er oplagt at spørge, hvor solidariteten er henne hos alle dem, der hylder glansbilledet af familielægen? Solidariteten med patienterne og med de læger, der skal dække de mindre attraktive områder?

I landet, hvor janteloven er opfundet, er vi ikke vant til at løbe rundt og slå os på brystet i begejstring over os selv og vores landsmænd. Men det må være på sin plads at fremhæve, når nogen gør det rigtig, rigtig godt.

Selvom ulighed i sundhed er blevet det prisme, som sundhedsvæsenet ofte bedømmes gennem, så handler det her ikke kun om ulighed. Det handler om, at alle – også prostatakræftpatienter – skal have lige adgang til den bedste diagnostik og behandling.

De fleste kender de otte folkesygdomme, som er karakteriseret ved, at de har stor udbredelse i befolkningen og er forbundet med væsentlig sygdomsbyrde og risiko for forkortet levetid. Måske vi burde tilføje multisygdom som den niende folkesygdom?

De årlige udgifter på 11 mia. kr. for danskernes skøre knogler har været kendt siden 2011 – alligevel er der stort set intet sket i de mellemliggende år.

Det virker helt malplaceret, at det offentlige sundhedsvæsen, betalt af danskernes skattekroner, ikke har mere fokus på, om de metoder, der har vundet indpas gennem årene, rent faktisk er pengene værd.

Magnus Heunicke, smøg ærmerne op. Som sundhedsminister har du chancen for at mindske mange års ulighed mellem det somatiske og det psykiatriske sundhedsvæsen.

Frasen ‘Ingen kommentarer – det er en personalesag’ er blevet en automatafvisning, som offentlige ledere gemmer sig bag, når de har en dårlig sag.