Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Psykiatri

Region Sjælland behandler angst og depression i samme gruppeforløb

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi vil være frontløbere på området og dele vores viden og forskning med resten af den danske psykiatri,« siger Sidse Arnfred, professor og forskningschef, Psykiatrien Region Sjælland.

Psykiatrien i Region Sjælland satser på transdiagnostisk kognitiv terapi til personer med emotionelle lidelser. Professor og forskningschef har store forventninger til terapiformen.


Emotionelle lidelser som angst og depression kan med fordel behandles samtidig. Det er hovedteorien bag transdiagnostisk kognitiv terapi, som psykiatrien i Region Sjælland siden 2022 har udrullet.

»Bedre behandling af psykisk komorbiditet, kortere patientventetid og højere kompetenceniveau for terapeuter er lovende kliniske fordele,« fortæller Sidse Arnfred, professor og forskningschef, Psykiatrien Region Sjælland.

Terapeuterne kan specialisere sig og styrke kompetencerne i én manual i stedet for mange forskellige

Sidse Arnfred, professor og forskningschef, Psykiatrien Region Sjælland

Hun tilføjer, at regionens tre psykiatriske afdelinger har store forventninger til udrulningen af terapiformen.

»Det er en ny tankegang, som gør op med den kognitive terapis tradition for diagnostiske ‘kasser’. Det er vi meget åbne og nysgerrige over for.«

Fokus på underliggende parametre

Netop de diagnostiske ‘kasser’ i form af diagnosespecifikke behandlingsmanualer er standarden inden for kognitiv adfærdsterapi. Den transdiagnostiske tilgang fokuserer i stedet på centrale, fælles psykopatologiske processer. Det betyder, at personer med forskellige emotionelle lidelser kan behandles i gruppeterapi, hvor man normalt samler personer med samme diagnose.

»Der er mange parametre, hvor emotionelle lidelser ligner hinanden, og det giver rigtig god mening at undersøge og forske i fælles behandling af de diagnoser,« siger Sidse Arnfred.

Sidse Arnfred har gennemført et større randomiseret, kontrolleret studie med 291 personer med depression og angstlidelser. Det viste, at behandlingen hos patienter i transdiagnostisk kognitiv gruppeterapi og traditionel kognitiv gruppeterapi var lige effektiv hos begge grupper. Forsøget er det største og mest omfattende på området.

Unified Protocol

Neuroticisme er den væsentligste psykopatologiske risikofaktor for at udvikle angst og depression, viser forskning. Neuroticisme beskriver en biologisk betinget tendens til at opleve meget intense negative følelser. Hos personer med emotionelle lidelser ses ofte et højt niveau af neuroticisme. Med den amerikanske Unified Protocol (UP), en empirisk efterprøvet manual for transdiagnostisk kognitiv terapi, forsøger man i gruppeterapien at nedbringe neuroticisme hos patienterne. I Region Sjælland arbejder terapeuterne med en tilpasset version af Unified Protocol, som passer til de danske pakkeforløb for angst og depression.

»Det er ikke kun UP-manualen, der understøtter den transdiagnostiske tilgang. Vi har iværksat flere initiativer i regionen. Vi undersøger også muligheden for at tilbyde patienter individuelle ‘add-ons’ såsom netværksarbejde eller individuelle terapiforløb sideløbende med gruppeterapien,« siger Sidse Arnfred.

Et andet studie, regionen har igangsat, belyser, hvorvidt terapeuter og patienter kan blive bedre forberedt end normalt, ved at gruppeterapiforløbet begynder med ‘Terapeutisk Assessment’. En metode, hvor patient og terapeut arbejder med patientens tanker om og spørgsmål til vedkommendes udfordringer. Og så bliver en række UP-patienter undersøgt med EEG (ElektroEncefaloGrafi) for at undersøge hjerneaktivitet målt med neurokognitive markører før og efter terapiforløbet. Det skal vise, om behandlingen normaliserer specifikke komponenter i hjernens kognitive respons på stimulering.

»Vi går all in med den transdiagnostiske tilgang, fordi vi virkelig tror på, det kan styrke psykiatrien,« siger Sidse Arnfred.

Store forventninger til udbyttet

Selvom forskningsfeltet er nyt, er de foreløbige resultater og potentielle fordele så lovende, at der er stærkt grundlag for udrulningen, mener Sidse Arnfred.


Selvevaluering via app

Den transdiagnostiske forskningsgruppe i Region Sjælland har netop fået midler til at evaluere udrulningen. Patienterne skal selvevaluere gennem spørgeskemaer, og ambitionen er at udvikle en brugervenlig app til formålet. Det bliver ud fra WHO-5 trivselsindekset, fordi regionen vil sammenligne resultaterne med internationale behandlingsresultater. Forventningen er, at de første data bliver indhentet i efteråret 2023.

Kilde: Sidse Arnfred.


»Ventetiden bliver mindre, fordi man ikke skal vente på, at der er nok patienter med for eksempel social fobi til at starte et gruppeterapiforløb. Terapeuterne kan specialisere sig og styrke kompetencerne i én manual i stedet for mange forskellige. Det betyder også, at udvalget af terapeuter, der kan behandle forskellige lidelser, øges,« fortæller hun.

Og den helt store fordel er, at komorbiditet behandles simultant i stedet for sekventielt. Normalt vil patienter behandles for den primære lidelse, aktionsdiagnosen, først. Behandler man begge lidelser samtidigt, er det en stor fordel for patienterne, og det reducerer tid og udgifter til behandling.

Terapiformen er blevet problematiseret for, at spejlingen og tilhørsforholdet mellem patienterne går tabt, fordi de har forskellige diagnoser, fortæller Sidse Arnfred. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, viser et dansk forsøg. Her beretter patienterne, at de har oplevet identifikation og fællesskab til trods for diagnoseforskelle.

I fremtidig forskning bør man til gengæld være opmærksom på, at kognitiv gruppeterapi generelt udgør en risiko for, at den enkelte patients behandling ikke er tilstrækkeligt tilpasset.

»Vi skal forske mere i, om det er nødvendigt at inddrage diagnosespecifikke elementer i transdiagnostisk kognitiv gruppeterapi og i givet fald hvilke,« tilføjer hun.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere