Psykiatriplan: Speciallæger revser fejlslagen kultur

»Som fagperson ender man med ikke at ville lægge navn og autorisation til«

Efter at have været tilknyttet Region Hovedstadens Psykiatri i syv år valgte psykiater Danny Reving i 2015 at forlade den offentlige psykiatri. I dag er han selvstændig speciallæge og ejer af PsykiatriDanmark.dk, hvor han tilbyder psykiatrisk lægefaglig behandling. Danny Reving mener, at ansvaret for psykiatriens tilstand kan tilskrives et forfejlet tankegods, som huserer på regionernes direktionsgange:

»Psykiatrien er nødlidende og udmagret efter mange års under- og fejlagtig prioritering. Der har været en konstant drift henimod, at psykiatrien skal begrænse sin sengekapacitet, og i dens base skal være ambulant. Den drift ramte også regionerne, og siden har tanken været, at psykiatrien skal være ambulant, at sengekapaciteten skulle reduceres, og at det ovenikøbet er det bedste for patienterne. Det lyder jo besnærende og i øvrigt også billigt, så den er man løbet med. Men vi behøver ikke bekymre os over, om folk mister kompetencer under indlæggelse. De er der slet ikke længe nok til det. Det er ikke et reelt problem,« siger han og konstaterer:

»Man ville aldrig fortælle en kræftpatient efter 10 ud af 15 planlagte kemobehandlinger, at de nu bliver udskrevet og må håbe på det bedste. Det er hverdagen i psykiatrien, og det ender man med som fagperson ikke at ville lægge navn og autorisation til.«

Henvisninger til diskussion

Du kalder bl.a. psykiatrien for nødlidende. Hvordan?

»Jeg er afhængig af, at jeg kan henvise de dårligste patienter til et psykiatrisk behandlingssystem, der kan håndtere det. Der kan jeg se igen og igen, at mange patienter ikke bliver behandlet nok, hvis de overhovedet er så heldige at blive modtaget, når jeg prøver at indlægge dem. Det var tidligere fuldstændig uacceptabelt ikke at modtage en patient, som var blevet henvist af sin speciallæge i primærsektoren. Men det er i dag til diskussion. Det betyder, at man måske afslutter patienten direkte på skadestuen eller giver vedkommende en utrolig kort og helt utilstrækkelig indlæggelse, og så er det ud igen,« forklarer Danny Reving.

»Jeg oplevede i en konkret sag, at en patient, som var til fare for sig selv, og som jeg efter hårdt pres til sidst lykkedes at få indlagt, tog sit eget liv under en udgang. Jeg bebrejder ikke nogen i systemet for, at det skete. Det kan ske. Men det er for at vise, at så dårlige patienter også bliver afvist, selv om jeg som speciallæge lægger et hårdt pres.«

Ingen tillid til regionsdirektører

Hvordan skal problemerne løses?

»Vi bliver nødt til at afstå fra den ideologi, der siger, at psykiatrien primært skal være ambulant. Vi er gået for vidt ud ad den tangent. Vi bliver nødt til at genetablere antallet af sengepladser, så vi kan behandle patienter ordentligt og forsvarligt. Det tvivler jeg dog på, at en etableret regionsdirektion, som har arbejdet med et andet mantra, kan se behovet for. Men hvis ikke de gør det, så sker der ingenting.«

En gruppe fagprofessionelle mener, at der er behov for 400 nye sengepladser og opnormering af 500 eksisterende. Er det ambitiøst nok?

»Hvis der om 5 år fra nu er kommet 400 flere psykiatriske sengepladser, så er vi nået et stykke. Det ville i så fald være noget helt nyt på direktionsgangene, fordi de har sagt det modsatte i et årti. Jeg skal se det, før jeg tror det. Og hvis det skal ske, så skal trykket komme hårdt oppefra – helst på landspolitisk plan. Jeg har ingen tillid overhovedet til, at regionsdirektørerne kommer til at gøre det.«

Mener du, at det tryk fra politisk side bliver lagt i tilstrækkelig grad i dag?

»Nej, det gør det ikke, og det kan jeg på sin vis godt forstå. Jeg mener, at politikerne er blevet vildledt af direktørerne. Efter at have været i kontakt med politikerne på området flere gange tror jeg simpelthen ikke på, at de har fået et retvisende billede af psykiatrien. Regionaldirektørerne har stukket politikerne blår i øjnene, og så har de regionale politikere sovet i timen. Ellers ville vi ikke stå her i dag.«

»Patienter kan blive indlagt med en løkke om halsen og få hjælp med at tage den af for så bagefter at blive sendt hjem igen«

Ida Schoubye Poulsen var tilknyttet sengepsykiatrien i Region Sjælland under sin speciallægeuddannelse. Hun gør opmærksom på, at hun udtaler sig som privatperson.

I dag er hun overlæge i Psykoterapeutisk Klinik, Psykiatrisk Center København. Og nøjagtig som hos Danny Reving er ‘nødlidende’ det første ord, der melder sig, når hun skal beskrive psykiatriens tilstand.

»Jeg oplever, at der hverken er tid eller ressourcer til at gøre arbejdet ordentligt ét sted. Jeg møder mange patienter, som cykler rundt i systemet. Det gælder både mellem sektorer, ambulatorier og mellem sengeafsnit og ambulatorier. Indlæggelser i dag handler alene om, at patienterne ikke skal tage livet af sig selv eller andre. Behandlingssigtet kan ofte være svært at få øje på, som jeg oplever det. Jeg arbejder med selvmordstruede og svært selvskadende mennesker, og i den forbindelse kan der være behov for et samarbejde med sengepsykiatrien. Alle er enige om, at samarbejde er godt og vigtigt, men de arbejdsbetingelser, vi er underlagt, gør opgaven nærmest umulig.«

Hvordan oplever du samarbejdet med sengepsykiatrien?

»Jeg oplever ikke modvilje fra mine kolleger, når jeg henviser patienter til indlæggelse. Men jeg hører patienter fortælle, og jeg kan læse ud af journalerne, at der er et ekstremt stort fokus på udskrivelse. Det tror jeg også, at man som patient mærker, og det efterlader dem med en følelse af, at der hverken er plads eller tid til dem. Vi er underlagt et system, som har som målsætning at reducere eller helt undgå indlæggelse. Jeg mener ikke, at det bør være et mål i sig selv. En styrket ambulant psykiatri er betinget af en velfungerende sengepsykiatri.«

En kamp at få patienter indlagt

Hvad er der så behov for?

»Flere senge, mere uddannelse og tilstrækkelig med tid til at behandle færdig, før man afslutter eller sender en patient videre. Men jeg frygter, at jeg ved at gentage den samme sang om manglende sengekapacitet bliver hørt som en, der ønsker psykiatrien tilbage til de gamle asyler. Når sengepsykiatrien mangler hænder og senge til at stabilisere patienterne, så er det svært for ambulatorierne at tage over, når de bliver udskrevet. Det er der ikke noget nyt i. Det er stærkt utilfredsstillende, at man som behandlingsansvarlig for psykotiske og selvmordstruede patienter skal kæmpe for at få dem indlagt, og at de så udskrives dagen efter. Patienter kan blive indlagt med en løkke om halsen og få hjælp med at tage den af for så bagefter at blive sendt hjem igen. Det må kunne gøres bedre.«

En række fagprofessionelle peger på, at der er behov for en række indsatser, herunder også på det ambulante område. Hvad mener du om det?

»Hvis det blev en realitet, så ville det for mig som ambulatorielæge give bedre tid og ro til behandling og i samarbejde med sengeafsnit løse opgaverne, som vi er fælles om. Jeg mener, at jeg kan gøre mit arbejde langt bedre, når der er tid til at behandle uden at skulle udvande indsatsen og afslutte dem præmaturt. Det tror jeg også vil gøre det lettere at fastholde det personale, som har valgt at arbejde i psykiatrien, men som vi i øjeblikket mister på grund af ringe arbejdsbetingelser.«

Tror du på, at sådan en plan kan blive til virkelighed?

»Det ville overraske mig, hvis 10-årsplanen blev andet end varm luft. Jeg har hørt politikere påstå, at der er blevet og bliver investeret store summer i psykiatrien for at rette op på den, men det har ikke været forandringer, jeg har mærket i den kliniske hverdag. Det er tværtimod bare blevet værre. Der er flere patienter, de er generelt mere syge, og samtidig er der en stigende forventning om, at vi skal behandle dem på kortere tid.«

Læs også:

Fagprofessionelle kommer med bud på prisen for fremtidens psykiatri: »Alternativet er langt dyrere«