Mikkel Rasmussen har forladt hospitalspsykiatrien til fordel for mere tid

Efter et par år som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling i Vejle, stoppede Mikkel Rasmussen uventet for de fleste i foråret. Den lange transporttid fra hjemmet i Aarhus åd af døgnets timer og overskuddet til alt det, han gerne vil involvere sig i.

Det var vigtigt for mig, at det næste job blev lige så meningsfuldt som det i Vejle og var noget jeg kunne stå inde for

Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri

Siden maj har han været til kaffemøder og talt uforpligtende om alt fra lederstillinger i det offentlige til vikarbureauer og private sundhedsforsikringer.

»Jeg vidste, at jeg som psykiater kunne vælge og vrage, jeg vidste bare ikke, hvilken retning jeg ville i. Det har jeg gået og grublet over, og jeg har haft nogle kaffemøder for at blive mere klar på, hvad det næste skulle være,« siger Mikkel Rasmussen.

På forhånd havde han ikke udelukket noget, men han havde dog opstillet ét kriterie: Det skulle være meningsfuldt.

»Det var meningsfuldt at være leder i Vejle, fordi jeg kunne se de kæmpe forandringer, jeg kunne lave i samspil med alle medarbejderne. Og det var vigtigt for mig, at det næste job blev lige så meningsfuldt og var noget jeg kunne stå inde for. Jeg har talt med private firmaer, der alene laver forløb for mennesker med en sundhedsforsikring, og det kunne jeg ikke få mig selv til at gøre. Sundhedsforsikringerne er med til at give en ulighed i sundhed, selvom jeg godt forstår hvorfor, de eksisterer. Det er bare ikke den vej, jeg ønsker, at sundhedsvæsenet skal gå,« siger Mikkel Rasmussen.

Ét job er ikke nok

Svaret er foreløbigt ikke blevet ét job, men et arbejdsliv stykket sammen af flere elementer: tre dage om ugen ser han patienter i speciallægepraksis under ydernummer i det offentlige, én gang om måneden er han konsulent i et kommunalt jobcenter, og resten af tiden fylder han ud med sit eget enkeltmandsfirma, Psykiatri og Perspektiver. Herigennem kan Mikkel Rasmussen bookes til at være moderator på debatter eller være keynote speaker og lave undervisning, foredrag og oplæg.

»Jeg har længe gerne villet have tid til at komme ud og bringe viden videre. Det er samtidig med til at gøre mig skarpere, fordi jeg får også nye inputs, når jeg møder andre interessenter på området. Jeg får rykket egne perspektiver og tanker ved at lære fra mig og møde folk i andre settings, end jeg ellers har gjort,« siger Mikkel Rasmussen.

Det mere fleksible arbejdsliv giver ham også mulighed for at gå mere helhjertet ind i arbejdet som næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, der det seneste lange stykke tid har presset på for en 10-årsplan for psykiatrien. Og så giver det ham mulighed for langt mere tid sammen med familien.

»Jeg er meget mere hjemme, end jeg var før, selvom jeg har gang i mange forskellige ting. Familien så mig ikke så tit før, men nu har jeg helt andre muligheder for at prioritere tid sammen med dem,« siger Mikkel Rasmussen.

En anden type patienter

Jobbet i praksis, der ligger tæt på hjemmet i Aarhus, er tæt på ideelt. Dels har han elimineret transporttiden, og dels får han igen mulighed for at se patienter efter et par år som leder. Selvom Mikkel Rasmussen har en bred psykiatrisk erfaring, så gør han sig nye erfaringer, for hver patient han ser i den psykiatriske speciallægepraksis.

Familien så mig ikke så tit før, men nu har jeg helt andre muligheder for at prioritere tid sammen med dem

Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri

»Jeg har ikke set en eneste af de psykotiske patienter, der fylder meget i det offentlige, mens jeg ser rigtig mange patienter med ADHD, angst og depression. Der går også en del tid til udredning for autisme,« siger Mikkel Rasmussen.

Det er hans første lægejob uden for hospitalernes lange gange, og det er en noget anden hverdag.

»Mængden af patienter med ADHD overrasker mig! Hvis vi så dem i psykiatrien, så var det, fordi der var komorbiditet med misbrug eller andre diagnoser. Men det er godt for mig, fordi det giver mig en masse ny viden og holder mig opdateret, « siger Mikkel Rasmussen.

I jobcenterets kløer

I denne her uge er Mikkel Rasmussen startet på jobbet som konsulent på beskæftigelsesområdet i et jobcenter. Her skal han se borgere og lave psykiatriske vurderinger, screeninger og rådgivning, der blandt andet bruges i sager om tilkendelse af pension, flexjob eller revalidering.

»Det giver mening for mig at få en hands on-erfaring både med praksissektoren og med den kommunale sektor og eksempelvis få en indsigt i, hvordan en kommune tænker og agerer. Man hører meget, men det her job giver mig mulighed for at få uvurderlig viden og erfaring, jeg kan bruge på et overordnet plan som næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab,« siger Mikkel Rasmussen og fortsætter:

»Men jeg er også drevet af en nysgerrighed overfor, hvad der ligger bag både de dårlige historier om folk, der kommer i klemme og samtidig de gode historier jeg også kender til. Ud over at jeg selv bliver klogere er det også meningsfuldt at jeg på denne måde kan give psykiatrisk viden videre.«

Selvom det på overfladen kan ligne et skifte fra fokus på patienten til systemet, så ser Mikkel Rasmussen ikke sådan på det.

»Når man laver en speciallægevurdering, -screening eller -rådgivning, er man patientens eller borgerens advokat. Det gælder stadig. Også når jeg skal lave lægefaglige, psykiatriske vurderinger af borgere med tilknytning til et kommunalt jobcenter. Det gør jeg selvfølgelig ud fra en agenda om hvordan man bedst kan hjælpe borgeren videre,« siger han.

Døren er stadig åben

Det nye arbejdsliv er stadig ved at finde den endelige form, og Mikkel Rasmussen er meget påpasselig med at spå om fremtiden. Måske bliver han så glad for livet væk fra hospitalerne, at han bliver i periferien, men døren er bestemt stadig åbent.

Vi er nødt til at tale det offentlige op. Jeg ved, at mange søger mod det private, men det offentlige system har brug for de dygtigste læger til at se de sværeste og mest komplekse patienter

Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri

»Jeg tror ikke, jeg er færdig med sygehusvæsenet. Jeg er træt af forholdene i psykiatrien, men kunne sagtens se mig komme tilbage. Måske i kombination med tid til noget af alt det andet, jeg gerne vil. Nu må vi se,« siger han.

Mikkel Rasmussen har allerede mærket, at noget af det, han må give køb på, er sparring med kollegaer på tværs af fagligheder, fordi han sidder meget alene. Men det handler mere om faglige ambitioner på den offentlige psykiatris vegne.

»Vi er nødt til at tale det offentlige op. Jeg ved, at mange søger mod det private, men det offentlige system har brug for de dygtigste læger til at se de sværeste og mest komplekse patienter. Det er i det offentlige, at du får din viden og din videreuddannelse, det er i det offentlige, du ser de komplekse sygdomsbilleder og får lov til at udvikle dig fagligt, « siger Mikkel Rasmussen og slutter:

»Det er jeg slet ikke færdig med, og jeg kommer nok tilbage på et tidspunkt. Men om det bliver som medarbejder eller leder, har jeg ikke gjort op med mig selv. «