Psykiatri
Manglende fysiske undersøgelser kan få mennesker med svær psykisk sygdom til at føle sig oversete og misforståede
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nyt dansk studie viser, at fysisk berøring er yderst vigtigt, når mennesker med svær psykisk sygdom går til lægen. »Det er ikke nok, at lægen er empatisk og forstående,« fortæller en af forskerne bag studiet, Iben Emilie Christensen.
Læger undlader ofte den fysiske undersøgelse, når de har at gøre med mennesker med svær psykisk sygdom. Det resulterer i, at mennesker med svær psykisk sygdom oplever, at deres fysiske symptomer ikke bliver taget alvorligt eller anerkendt, og det kan få de psykisk syge til at miste tilliden til lægen, viser ny forskning.
Berøring er utroligt vigtigt, når mennesker med svær psykisk sygdom går til lægen.
Vores studie viser, hvor stor betydning det har for mennesker med svær psykisk sygdom, at de bliver rørt ved i forbindelse med et lægebesøg
Iben Emilie Christensen, ph.d.-studerende, VIVE
Det viser ny dansk forskning, hvor 10 personer med svær psykisk sygdom som skizofreni og bipolar lidelse er blevet fulgt i 15 mdr.
Observationerne i studiet slår fast, at læger faktisk ofte undlader den fysiske undersøgelse af for eksempel ondt i benet eller maven, når de har at gøre med personer med svær psykisk sygdom.
Studiet viser også, at det ofte resulterer i, at personerne med psykisk sygdom føler, at deres fysiske symptomer ikke bliver taget alvorlig. De føler sig heller ikke hverken set, hørt eller forstået.
»Vores studie viser, hvor stor betydning det har for mennesker med svær psykisk sygdom, at de bliver rørt ved i forbindelse med et lægebesøg. Det er ikke nok, at lægen er empatisk og forstående. Den viden er vigtig at have in mente, når vi som samfund har besluttet os for, at vi skal gøre mere for at nedbringe den overdødelighed og høje forekomst af sygdom, som er associeret med det at have fået stillet en alvorlig psykisk diagnose,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende Iben Emilie Christensen fra Det Nationale Forsknings og Analyseinstitut for Velfærd VIVE.
Forskningen er offentliggjort i Culture, Medicine & Psychiatry.
Ukendt hvorfor læger springer fysisk undersøgelse over
I studiet har Iben Emilie Christensen fulgt de ti informanter i femten mdr., hvori hun har været med dem til lægen, på hospitalet og ellers fulgt dem i deres dagligdag.
Fakta
Mennesker med svær psykisk sygdom har kortere levetid på omkring 10-20 år sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Ofte dør de af sygdomme som kræft, blodpropper mm., der kan gøres noget ved, hvis sygdommene bliver opdaget og behandlet i tide.
Hendes observationer viser, at mennesker med svær psykisk sygdom sjældent bliver rørt ved af de læger, som tilser dem. Det gælder også, når de går til lægen med fysiske smerter.
På baggrund af observationerne dykkede Iben Emilie Christensen ned i litteraturen for at finde ud af, om hendes iagttagelser var et generelt billede, og her fandt hun, at der i store træk er en generel berøringsangst, når det gælder lægers håndtering af mennesker med svær psykisk sygdom.
Læger kan have gode kliniske grunde til at undlade en fysisk undersøgelse. Dog kan noget givetvis også skyldes, at lægerne frygter, at berøringer kan blive mistolket, eller at lægerne frygter, at deres berøringer kan afstedkomme uhensigtsmæssige reaktioner hos patienten. En anden mulighed er, at lægen ofte kobler de fysiske symptomer til den psykiske sygdom, og at de derfor springer den fysiske undersøgelse over.
»Der kan være mange årsager til, at lægen ikke foretager en fysisk undersøgelse. I dette studie har jeg dog udelukkende valgt at fokusere på patientens oplevelser, hvor der er et åbenlyst problem, men også potentiale for at få disse mennesker til at føle sig anerkendt som patienter, som kan have somatiske symptomer løsrevet fra deres psykiske sygdom,« forklarer Iben Emilie Christensen.
Søger fysisk berøring andre steder
Summen af Iben Emilie Christensen observationer peger i retning af, at mennesker med psykisk sygdom føler sig utroværdige som patienter, når de gentagne gange oplever, at den fysiske undersøgelse udebliver hos lægen, og de dermed ikke føler deres somatiske symptomer bliver taget alvorlige. Det kan være medvirkende til, at de mister tillid til sundhedsvæsenet.
Patienterne ved også, at det er svært for dem selv at skelne mellem, hvad der er kropslige symptomer, der er knyttet til kroppen, og kropslige symptomer, der er knyttet til de psykiske problemer.
Heldigvis oplever vi, at lægerne er interesserede i at forstå, hvordan de bedst muligt tager hånd om alle de problemer, som denne patientgruppe kan have
Iben Emilie Christensen, ph.d.-studerende, VIVE
Iben Emilie Christensens næste delprojekt handler om at undersøge patienternes erfaringer med netop kropslige symptomer.
Lægen kan dog bidrage til, at patienterne føler sig set, hørt og taget alvorlig ved at gennemføre fysiske undersøgelser i konsultationerne.
Studiet viser også, at mennesker med svær psykisk sygdom ofte benytter sig af andre sundhedsydelser som massører, fysioterapeuter mm., når de har fysiske smerter. Det peger ifølge Iben Emilie Christensen på netop behovet for fysisk berøring.
»Mennesker med svær psykisk sygdom føler sig ofte stigmatiserede, men hvis noget så simpelt som en berøring, og i denne kontekst en fysisk undersøgelse af deres somatiske symptomer, kan få dem til at føle sig ligeværdige både som patienter og mennesker, er det da bare om, at lægerne griber denne mulighed for at få etableret et tillidsforhold. Det kan have stor betydning for ikke bare patienternes fysiske helbred, men også deres psykiske helbred,« vurderer Iben Emilie Christensen.
Læger er positive over for budskabet
Forskningen, som er lavet i regi af SOFIA-projektet, der er etableret med det formål at reducere overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom, er ifølge Iben Emilie Christensen også bragt ud til forskellige læger.
Hun fortæller, at det for mange læger er en øjenåbner, hvor meget den fysiske undersøgelse betyder for deres patienter, og at de også efterfølgende tænker over det i deres omgang med patienterne.
Det drejer sig om tillid, hvilket også er grundstenen i, at personer med psykisk sygdom kommer til lægen, hvor eventuel alvorlig fysisk sygdom kan blive opdaget og taget hånd om.
»Det er essentielt at få udbredt viden om, hvor vigtig fysisk berøring er for disse patienter. Heldigvis oplever vi, at lægerne er interesserede i at forstå, hvordan de bedst muligt tager hånd om alle de problemer, som denne patientgruppe kan have,« siger Iben Emilie Christensen.
Del artiklen: