Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Psykiatri

Internetpsykiatri kan sikre hurtigere hjælp til flere

Udgivet:
Kommentarer (0)

Frygt for stigmatisering, for at det er dyrt, og frygt for at der ikke er hjælp i nærheden af ens bopæl, er ifølge psykolog Kim Mathiasen de største barrierer for, at folk med psykiske problemer opsøger den rette hjælp.

I mere end fire år har borgere i alle fem regioner med internetpsykiatrien kunnet få hurtig hjælp til selvhjælp til angst og depression. Internetpsykiatrien har ingen lange ventetider, og man behøver ikke engang en henvisning. Den type behandling kan være en del af løsningen på ressourcemanglen i psykiatrien, mener forskningsleder.


Først skal man bestille tid ved din praktiserende læge, og så skal man vente på konsultationen. Derefter skal man have en henvisning til en psykolog eller en psykiater, finde en, der også tager patienter ind, og så ellers vente på, at det bliver ens tur. Sådan er forløbet for de fleste patienter med psykiske lidelser. Og i ventetiden risikerer sygdommen at blive værre.


Internetpsykiatri dækker alle fem regioner. I 2021 var der 2.277, der ansøgte om behandling.

Screeningsteamet behandlede 1.793 patientansøgninger.

1.536 patienter blev booket til 1.774 forsamtaler.

612 patienter blev tilbudt behandling, og 70 pct. gennemførte behandlingen.


Men siden 2018 har patienter med angst og depression kunne henvende sig direkte i Internetpsykiatrien, blive screenet og hurtigt komme i gang med et forløb. Internetpsykiatrien rummer derfor et stort potentiale.

»Det er meget enkelt at komme i kontakt med os. Der er ingen indslusning, ingen lang ventetid, og det er gratis at bruge. Det betyder, at der er meget få barrierer for at komme i gang med behandling. Og desto før man kommer i behandling, desto mindre sandsynlighed er der for forværring,« siger Kim Mathiasen, psykolog, ph.d. i e-mental health og forskningsgruppeleder ved Internetpsykiatrien.

Internetpsykiatrien henvender sig særligt til patienter med let til moderate niveauer af depression og angst, mens patienter med flere samtidige lidelser og komplekse problemstillinger får mindst ud af denne type behandling, siger Kim Mathiasen. Han mener, at endnu flere ville kunne få glæde af de digitale løsninger, og at de kan medføre bedre behandling til flere.

Kan afhjælpe presset

Sundhedsstyrelsen anslår i det fagligt oplæg til en 10-årsplan fra januar 2022, at knapt 600.000 danskere har en psykisk lidelse lige nu, og at 40-50 pct. af befolkningen vil få en psykisk lidelse i løbet af livet. Mange må vente meget længe på at få hjælp.

»De tre største barrierer for at opsøge hjælp er, at man frygter stigmaet ved at skulle møde hos en psykiatrisk behandler, at det er en økonomisk udfordring at betale for hjælpen og at der ikke er hjælp i nærheden af, hvor de bor. Her har Internetpsykiatrien en stor fordel og hvis vi taler lighed i sundhed, så er de begrænsninger væk, så længe man har en internetforbindelse,« siger Kim Mathiasen.

»Det har mere end 98 procent af danskerne. Samtidig er det en hjælp, man ikke skal vente i længere tid på behandling. Det har også stor betydning,«, fortsætter han, der ser muligheder i at udbrede digitale terapiformer.

Vi kan relativt enkelt udbrede denne her type hjælp uden at lægge et stort pres på klinikerne og på den måde få stor effekt. Men det kræver, at vi får øget fokus på det

Kim Mathiasen, psykolog, ph.d. i e-mental health og forskningsgruppeleder ved Internetpsykiatrien

Efterlyser mere fokus

I Sundhedsstyrelsens faglige oplæg er der ikke stort fokus på digitale løsninger, men der står dog, at de kan være med til at skabe lettere tilgængelighed. Der står desuden, at ‘Udover lovende resultater for patienterne, er der også meget, der tyder på, at færre fagpersoner kan behandle flere patienter’. Og det ligger helt i tråd med den fremtid, Kim Mathiasen ser for sig.

»Vi ville gerne have haft mere plads til de digitale løsninger i oplægget til en 10-årsplan og jeg synes, der er blevet lagt for lidt vægt på den del. Jeg mener, at vi ved at udnytte teknologien kan hjælpe en stor gruppe meget tidligere og være med til at mindske trykket på den traditionelle psykiatri,« siger Kim Mathiasen og fortsætter:

Der er også moduler fra vores programmer, der kunne anvendes ude på de ambulante afsnit i det, vi kalder ‘blended care’ og dermed bidrage til, at patienterne vil kunne få længere, sammenhængende forløb, samtidig med at klinikerne får frigivet tid.«

Der er mulighed for at udbrede Internetpsykiatri til både andre diagnoser og aldersgruppe, ligesom dele vil kunne anvendes på sengeafsnit i fremtiden. Et program til unge mellem 12 og 18 år med angst er allerede i udvikling, og i Region Syddanmark har de et tilbud rettet mod patienter med nogle typer af spiseforstyrrelser.

»Vi kan relativt enkelt udbrede denne her type hjælp uden at lægge et stort pres på klinikerne og på den måde få stor effekt. Men det kræver, at vi får øget fokus på det.«


Internetpsykiatri

Internetpsykiatri er en klinik under Center for digital psykiatri (tidligere Telepsykiatrisk center), der nationalt tilbyder hjælp til patienter med angst og depression. Alle kan udfylde et skema med ansøgning om behandling uden forudgående henvisning.

Patienter, der vurderes at kunne have relevant glæde af tilbuddet, får en udredende videosamtale med en psykolog, inden de tilbydes internetbaseret, kognitiv adfærdsterapi gennem et forløb på tre måneder.

Forløbet starter og slutter med en samtale med en psykolog og undervejs i de tre måneder, forløbet varer, kan patienten kommunikere skriftligt med psykologen

Selve forløbet består af en række øvelser og psykoedukation, og den tilknyttede psykolog giver løbende feedback. Patienten udfylder hver uge et standardiseret spørgeskema om deres psykiske tilstand, så psykologen kan følge med i, om der er fremskridt.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere