I hælene på Jesper Nørgaard Kjær på P0

Stemningen på P0, Sengeafsnit for Psykotiske Lidelser i Viborg, er hektisk, men rolig. En patient med mani har fået personalet til at udløse en alarm, der er gået ud til alle afdelinger, og mere personale er ilet til for at hjælpe. Der har været brug for tvangsbehandling i form af akut beroligende medicin, og det betyder, at der er praktiske omstændigheder og dokumentation, der pludselig er rykket forrest i køen.

Generelt synes jeg, at psykiatrien er inde i en god udvikling, men der er nok for lidt sengepladser

Jesper Nørgaard Kjær

Dagens Medicin er på afdelingen for at følge med Jesper Nørgaard Kjær på en usædvanligt travl dag. Han er i gang med den allersidste del af sin hoveduddannelse i psykiatri, og siden juni har han været ansat på P0 i Viborg. I første omgang er der derfor kun lige tid til en kort briefing.

Han skal både dokumentere i EPJ og have overblik over det praktiske, inden alle skal samles til en defusing. Der var allerede lagt en plan for, at patienten skulle flyttes til et andet afsnit, og det giver et kort øjeblik anledning til forvirring, da planen bliver lavet om efter alarmen.

Selv måtte Jesper Nørgaard Kjær løbe ud af et netværksmøde om en patient, der snart skal udskrives, da alarmen gik. I stedet for at dokumentere det, leder han i stedet defusingen for personalet, der har været involveret i alarmen, så snart der er faldet ro på.

»Vi så til sidst ingen anden udvej,« konstaterer en af de kollegaer, der kaldte alarmen.

Patienten var i højt manisk niveau og havde ikke sovet i flere dage. Samtidig havde hun ikke taget morgenmedicin, og i den maniske tilstand har hun truet en læge og begyndte at kaste med ting. PN-medicin og forsøg på beroligelse havde ingen effekt.

»Det var godt, at vi fik succes med at få hende til at tage tabletten i stedet for, at vi skulle fastholde hende og give det som injektion. Det kunne godt være blevet voldsomt,« indleder Jesper Nørgaard Kjær selv.

Patienterne på P0 lider hovedsageligt af skizofreni, men fordi der jævnligt mangler sengepladser, kan også patienter med for eksempel depression eller bipolar lidelse være indlagt på afsnittet.

En god kultur

Selvom patienten kun er tre dage inde i denne indlæggelse, er der flere medarbejdere, som har et godt kendskab til hende, og det er i sidste ende den afgørende faktor for, at det ikke ender i en mere alvorlig tvang.

Teamet bruger ti minutter på at tale hele situationen igennem. De identificerer særligt én ting, de gerne vil gøre bedre næste gang: Det skal være mere tydeligt, hvem der kalder alarmen, og hvilken medarbejder der er alarmansvarlig. Undervejs var der dog så godt styr på situationen, at Jesper Nørgaard Kjær kunne nå at slå patienten op i systemet på kontoret.

»Alle patienterne har en akutplan, hvor der er skrevet ned, hvad der tidligere har virket af medicin, så jeg som læge ikke skal til at opfinde en ny løsning. Det fungerer bare rigtig godt, synes jeg,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Defusingen slutter med, at de involverede kigger hinanden i øjnene for at forsøge at sikre, at ingen har en dårlig fornemmelse i maven, før de går hver til sit.

»Det er vigtigt at have en kultur, hvor man både selv kan sige til, men også har øje for, om der måske er en kollega, der sidder og er lidt mere stille end sædvanligt og har brug for at tale i en mindre gruppe. Det synes jeg, vi er gode til her,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Ikke en daglig begivenhed

På vej ud skriver alle deres navn på listen over involverede i episoden. Det skal også dokumenteres, fordi de akkumulerede oplevelser kan få konsekvenser for personalet i fremtiden.

»Jeg kan godt mærke, at pulsen kommer lidt højere op, når der er alarm, og nu hvor jeg ikke længere er forvagt, står jeg ikke i lige så mange af den type situationer. Men jeg har efterhånden prøvet det mange gange, og det kan være hårdt at stå over for psykotiske patienter eller patienter, der er udadreagerende,« siger Jesper Nørgaard Kjær og fortsætter:

»På godt og ondt er jeg nok blevet en lille smule hårdhudet, og vi taler da om, at man aldrig må vænne sig til, at vold og trusler er hverdag.«

Psykiatrien i Region Midtjylland – Sengeafsnit i Viborg

Består af 7 afsnit.

I alt 56 almene sengepladser + overbelægningspladser, 22 retspsykiatriske sengepladser og 16 sengepladser på afsnit for De Særlige Pladser.

Der er ingen psykiatrisk skadestue, så alle patienter bliver indlagt på Sengeafsnit M1 for Intensiv Behandling og Observation, indtil det står klart, hvilket sengeafsnit de skal have en permanent sengeplads på eller om et akut ambulant tilbud er relevant.

Heldigvis er det ikke hver dag, alarmen går på afsnittet, der tæller 14 almindelige senge og 1 overbelægningsplads. Det sidste kommer vi tilbage til.

»Vi er rigtig gode til at lave ‘stille alarm’, når vi kan se, at en situation spidser til, men ikke er akut. Så ringer vi til naboafsnittene, og de kommer ned og hjælper til. På den måde er det mere roligt for både alle de andre patienter og for personalet,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

En svær samtale

Næste punkt på dagsordenen er en samtale med en hjemmeboende ung mand og hans forældre. Han er ikke kendt i psykiatrien, men indlagt for første gang og har endnu ikke en diagnose. Det er en følsom situation, for patienten har ikke givet samtykke til, at forældrene må informeres, og til samtalen giver han også udtryk for, at forældrene ikke må fortælle lægerne noget. Han vil bare gerne udskrives.

»Vi respekterer selvfølgelig patientens ønsker, det er klart. De pårørende kan godt informere os om, hvad de har oplevet, og hvilke bekymringer de har, og deres informationer er utroligt værdifulde. Men vi kan ikke give informationer den anden vej,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Lidt senere møder han de bekymrede forældre og må prøve at berolige dem uden at bryde tavshedspligten. Han skal selv lige konferere med overlægen, men en udskrivelse ligger ikke ligefor.

»Når patienter ikke vil give samtykke, så kan det nogle gange forlænge deres forløb. Men det siger også ofte noget om sværhedsgraden af deres tilstand. En meget lukket patient, som har paranoide tanker, har det jo svært og har brug for hjælp,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Håbet er at overtale den type patienter til at blive frivillig, og det gælder også den unge mand, men ellers ender det i en tvangstilbageholdelse efter behandlingsindikationen.

Overbelægning er med i beregningerne

Dagen er pakket, og Jesper Nørgaard Kjær når kun lige at blive færdig, før han og de andre læger skal mødes til middagskonference et par etager oppe. Her danner de sig hver dag et overblik over udskrivelser, ledige senge og ledige overbelægningspladser.

I den kliniske hverdag har man tit for travlt til at stoppe op og reflektere, men når man skal undervise i et emne, bliver man tvunget til det, og det er meget lærerigt

Jesper Nørgaard Kjær

På P0 er overbelægningspladsen i sanserummet, der ellers er tiltænkt patienter, som har brug for at finde ro, og rummet har har ikke eget toilet, som der er på patientstuerne.

»Den bliver desværre tit brugt, vil jeg sige. Når jeg har bagvagt, er det mig, der skal finde en plads til patienter, der kræver indlæggelse, og hvis vi ikke har plads på afsnittene her, må jeg kigge efter pladser andre steder i regionen og ringe rundt til for eksempel Herning eller Horsens. Vagt handler rigtig meget om logistik og ikke altid så meget om de lægefaglige vurderinger af patienter, der måske skal indlægges,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

For tiden er det dog i Viborg, der er ledige senge, og patienter kommer fra for eksempel Aarhus eller Randers.

»Generelt synes jeg, at psykiatrien er inde i en god udvikling, men der er nok for lidt sengepladser. Ser man på det regionalt, har Region Midtjylland det højeste antal genindlæggelser, og samtidig har vi også det laveste antal sengepladser pr. indbygger i voksenpsykiatrien, så vi har nogle helt andre forhold end i for eksempel Hovedstaden,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

For ham betyder det, at lægegerningen nogle gange bliver skubbet langt i baggrunden af et spil tetris med sengepladser og patienter, der har brug for hjælp. Og det er patienterne, han tænker på.

»Vi har gode ambulante tilbud og gode akutte tilbud, men alle vores afsnit er lukkede, og der synes jeg, at vi mangler nogle afsnit, der kan bruges til at udsluse patienter, der skal tilbage til deres eget hjem, men har fået et lavere funktionsniveau efter især længere indlæggelser på sengeafsnit,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Lærer af at undervise

Efter gennemgangen af kapacitetssituationen, gennemgår en overlæge fra et andet afsnit en ulykkelig case, der har ført til et alvorligt overfald på en medarbejder, men ingen rundt om bordet kan se, at der kunne have været handlet meget anderledes. Det bliver en lang casefremlæggelse af et kompliceret forløb, så tiden er løbet, og Jesper Nørgaard Kjær når derfor ikke at mødes med de andre yngre læger som planlagt.

»Jeg synes, det går bedre med vagterne,« når han lige at melde ind til kollegaerne.

Han har ikke tid til mødet i dag, fordi han skal undervise nogle kollegaer på sengeafsnittet i et skema, der vurderer patientens funktionsniveau. Skemaet han har arbejdet med i forbindelse med sin forskning. Og selvom forskningen har haft fokus på selvskadende adfærd, kan ratingskemaet sagtens bruges som inspiration til arbejdet på P0.

»Jeg lærer meget af at undervise, fordi jeg forbereder mig helt anderledes og måske sætter jeg mig også lidt mere grundigt ind i tingene. Det giver mulighed for at bruge min forskningsmæssige og kliniske viden og får det op på et højere niveau. I den kliniske hverdag har man tit for travlt til at stoppe op og reflektere, men når man skal undervise i et emne, bliver man tvunget til det, og det er meget lærerigt,« siger Jesper Nørgaard Kjær og fortsætter:

»Jeg synes helt sikkert, jeg får mere ud af at undervise end af at blive undervist.«

Familien kommer først

Der er kun tre måneder tilbage af tiden i Viborg, for til februar bliver Jesper Nørgaard Kjær færdiguddannet som speciallæge i psykiatri, og ansøgningen om at få det anerkendt er allerede sendt ind til Sundhedsstyrelsen.

»Sengeafsnittene her er noget mindre, end jeg har prøvet på for eksempel Skejby, og jeg synes, det gør en stor forskel. Vi er en mindre personalegruppe, så man lærer hurtigt folk at kende, og det samme gælder selvfølgelig med patienterne. Det kan jeg egentlig godt lide,« siger han.

Omvendt betyder den mindre personale- og patientgruppe, at Jesper Nørgaard Kjær og det øvrige bagvagtslag skal dække flere vagter end på et større sted. Det er altsammen noget, man opvejer, når man er nybagt far og lige om lidt nybagt speciallæge.

»Fra marts skal jeg arbejde i psykoseklinikken på Skejby, som er et langt større sted. Det betyder, at der er flere at sparre med, mere erfaring at trække på og langt færre vagter. Og fordi det er en klinik, så får jeg mulighed for hjemmearbejdsdage, hvor jeg for eksempel kan tale med patienter over telefonen eller supervisere sygeplejersker. Så selvom jeg skal pendle til Aarhus, giver det ikke mindre tid til familien.«

Da han var yngre, tog han ekstra vagter, men nu er det noget helt andet, der har hans fokus. Det er livet, der vinder, når det kommer til work-life-balance.

»Jeg bruger stadig mere end 37 timer om ugen, har karrieremæssige mål og vil gerne prioritere forskning i fritiden. Men det skal være vigtigt, give mening, og jeg skal have noget ud af det. Men i sidste ende skal hele mit liv gå op, og det er nu, jeg skal være sammen med min søn. Jeg har en lang karriere foran mig, som jeg kan dykke ned i igen, når han bliver teenager. Jeg skal nok nå det.«

Psykiatrien set indefra

I processen med en 10-årsplan for psykiatrien stiller Dagens Medicin i denne serie skarpt på psykiatrien og dens forhold for patienter og ansatte. Ambitionen er at bringe læserne tæt på det arbejdende lægeliv, som det udfoldes i den psykiatriske hverdag.

Derfor følger vi 33-årige Jesper Nørgaard Kjær, der inden længe bliver speciallæge i psykiatri og dermed er en af dem, der skal være med til at tegne fremtiden i et speciale, der i mange år har været underfinansieret og underprioriteret.

Læs de øvrige artikler her:

21. januar 2022: Mens vi venter på en psykiatriplan: »Det er et spændende felt at være i, både nu og i de kommende år«

4. februar 2022: Forskning var altid drømmen

1. april 2022: Fordommene blev gjort til skamme

10. juni 2022: Psykoterapi giver et ekstra værktøj i patientkontakten