Forskning var altid drømmen

Det var hverken et tilfælde eller for at pudse cv’et af, at Jesper Nørgaard Kjær allerede på bachelordelen af medicinstudiet blev involveret i forskning. Tværtimod.

»Da jeg besluttede mig for at søge ind på medicinstudiet, var det bl.a., fordi jeg gerne ville forske. Jeg kom tidligt på korte udvekslingsophold om sommeren i både Frankrig og Tyskland. Begge steder lavede grundforskning. Det var meget langsommelige processer, der var meget langt fra patienterne, og dér lærte jeg, at det nok ikke lige var mig. Jeg interesserer mig for forskning, der er konkret og ret hurtigt kan gøre en forskel for patienterne i mit kliniske arbejde,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Efter at have snuset til grundforskning skrev han bachelor i klinisk forskning og kom derefter i gang med registerforskning om emotionel ustabil personlighedsstruktur (borderline personlighedsforstyrrelse). Her undersøgte han sammen med Povl Munk-Jørgensen bl.a., hvorfor flere var blevet diagnosticeret, efter at kriterierne ændrede sig fra ICD-8 til ICD-10.

»Vi havde en tese om, at det var en diagnose, der blev brugt lidt for bredt til patienter, der var svære at udrede og ofte havde selvskadende adfærd. Vi kunne se i registrene, hvilke diagnoser der var kommet til senere, og resultaterne viste, at 11 pct. af kvinderne og 18 pct. af mændene blev diagnosticeret med en diagnose i det skizofrene spektrum. Det kunne jo se ud til, at symptombilledet havde maskeret skizofreni som borderline,« siger Jesper Nørgaard Kjær og fortsætter:

»Det var jo et ret interessant fund, der gav mig mere blod på tanden i forhold til den kliniske forskning.«

For patienterne kan konsekvenserne være store, fordi borderline hovedsageligt behandles med psykoterapi, mens psykofarmakologisk behandling med antipsykotisk medicin er central for behandlingen af skizotypi, forklarer den kommende psykiater.

Arbejder på nyt redskab

Selvom hans karriere endnu kun er spirende, har han allerede været godt rundt i forskningsverdenen. Men de seneste år er han zoomet ind på forskning i selvskadende adfærd efter at have haft klinisk arbejde på et sengeafsnit med det speciale.

»Jeg har behandlet mange patienter med alvorlig selvskade, og det har virkelig gjort indtryk på mig, så det giver meget mening for mig at arbejde med,« siger han.

Læs også:

Mere forskning er nøglen til bedre forhold for alle i psykiatrien

Mens vi venter på en psykiatriplan: »Det er et spændende felt at være i, både nu og i de kommende år«

Det betyder, at han er med på et projekt sammen med bl.a. professor Ole Mors, der udvikler et redskab til vurdering af selvskade, der ikke er forbundet med selvmordsforsøg. Det skal tjene som erstatning for de 26 forskellige typer af instrumenter til at afdække selvskade i form af diverse spørgeguides og spørgeskemaer, som en litteratursøgning har afdækket.

»Nogle af de eksisterende skemaer er alt for omfattende til den kliniske hverdag, andre er spørgeskemaer med mange spørgsmål, der ikke altid er relevante for patienterne at håndtere, og endelig spurgte mange af skemaerne bredere, end vi var interesseret i. Derfor arbejder vi nu på en interviewguide, der kan bruges som et screeningsredskab ved første samtale eller indlæggelse. På den måde kan vi sikre, at eventuel selvskade bliver fanget fra begyndelsen og bliver en del af billedet af patienten,« siger Jesper Nørgaard Kjær.

Selvskader med mange udtryk

I første omgang er interviewguiden tiltænkt psykiatrien, men håbet er, at guiden på sigt vil kunne bruges f.eks. på en akutmodtagelse eller hos egen læge.

»Selvskade er en stor del af billedet af patienter med borderline, men det er formentlig overset i andre sygdomsgrupper, som skizofreni, depression eller angst. Det kan vi blive meget klogere på, når først vi kommer i gang med at screene. Og så kan vi sikre bedre individuel og fokuseret behandling, så det samlede forløb bliver bedre for hver patient. Det er den store drøm med det her projekt,« siger Jesper Nørgaard Kjær

Selvskade kan have mange udtryk, og i det her projekt har de valgt at fokusere på tre former:

• Direkte selvskade f.eks. i form af at brænde, slå, bide eller skære i sig selv.

• Indvendig selvskade f.eks. i form af at tage for meget medicin, sluge genstande eller drikke farlige væsker.

• Risikoadfærd som f.eks., at man træner, indtil man får en skade, kører bil i farlig høj hastighed, opsøger slåskampe eller stiller sig på kanten af en motorvejsbro.

Psykiatrien set indefra

I processen med en 10-årsplan for psykiatrien stiller Dagens Medicin i denne serie skarpt på psykiatrien og dens forhold for patienter og ansatte. Ambitionen er at bringe læserne tæt på det arbejdende lægeliv, som det udfoldes i den psykiatriske hverdag.

Derfor følger vi 33-årige Jesper Nørgaard Kjær, der om godt et år bliver speciallæge i psykiatri og dermed er en af dem, der skal være med til at tegne fremtiden i et speciale, der i mange år har været underfinansieret og underprioriteret.

Første artikel blev bragt 21. januar.

Den sidste form hører ikke ind under den gængse definition af selvskade.

»Men det er noget, vi ser ofte i vores kliniske hverdag, så selvom det ikke passer ind i den traditionelle kasse, er det vigtigt for os at have det med.«

Næste skridt er et pilotprojekt, der forhåbentlig skal være med til at skaffe forskningsmidler.

Giver faglig ydmyghed

I øjeblikket har Jesper Nørgaard Kjær kun 2-4 timer om ugen til forskningsprojektet, men han håber, at han igen kan komme op på den ene dag om ugen, han tidligere har haft. Også selvom det tager tid væk fra patienterne.

»Vi er et speciale, hvor vi har brug for bedre behandling og mere præcise diagnoser, så vi har brug for forskning til at udvikle os. For de patienter, jeg ser rigtig mange af, og som har kroniske lidelser, der er svære at behandle, så forudsætter mere effektiv behandling simpelthen, at vi forsker og bliver klogere.«

På det personlige plan giver det ham også den afvekslende hverdag, der giver ham arbejdsglæde, ligesom forskningen giver et fællesskab, der betyder noget.

Til sommer skal han igen til European Psychiatric Associations årlige konference og præsentere de faglige resultater, men også i Aarhus oplever han et givende forskningsmiljø. Men interessen for forskning handler også om faglig stolthed.

»Når man kan fordybe sig i et område, giver det meget klinisk viden og betyder, at man får dykket dybere ned i litteraturen. Det giver næsten altid flere spørgsmål om noget, vi ikke allerede ved. Forskning giver mig en ydmyghed over for faget, fordi jeg ser så mange perspektiver i både diagnosticering og behandling.«