Lungesygdomme
Moderna er kommet et skridt nærmere en kombinationsvaccine mod influenza og COVID-19
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Det giver god mening, og til næste år kommer vi formentlig også til at se de første forsøg med en kombination af en influenzavaccine, COVID-19-vaccine og RSV-vaccine,« siger Lars Østergaard.
Resultater fra et klinisk forsøg med en mRNA-vaccine mod både influenza og COVID19 viser, at vaccinen beskytter mod begge virusinfektioner. Det er godt at få afklaret, at vaccinering mod de to virus samtidig ikke mindsker den beskyttende effekt på den ene eller den anden, siger vaccineforsker, professor og overlæge Lars Østergaard.
Den amerikanske vaccineproducent Moderna fremlagde i sidste uge de første kliniske resultater fra et studie med deres bud på en ny dobbeltvaccine mod både COVID-19 og influenza.
Vaccinen viste i studiet at skabe et effektivt antistofrespons hos forsøgsdeltagerne, hvilket har fået Moderna til at igangsætte et fase 3-forsøg med vaccinen med det indtil videre mundrette navn mRNA-1083.
Ifølge Moderna selv vil vaccinen gøre det lettere at få vaccineret en stor del af befolkningen mod begge typer af sæsonvirus og også gøre det lettere for både sundhedspersonale at få vaccinerne ind i armen på folk og lettere for folk at sige ja tak til at blive vaccineret mod begge sygdomme.
»Influenza og COVID-19 repræsenterer en betydelig sæsonbetinget byrde for enkeltpersoner, udbydere, sundhedssystemer og økonomier. Kombinationsvacciner giver en vigtig mulighed for at overholde folkesundhedsanbefalinger og levere værdi for sundhedsvæsener. Vi er glade for at flytte kombinationsvacciner ind i fase 3-udvikling og ser frem til et samarbejde med offentlige sundhedsmyndigheder om at imødegå den betydelige sæsonbetingede trussel mod mennesker fra disse vira,« fortæller CEO i Moderna Stéphane Bancel i en pressemeddelelse.
God beskyttelse mod begge virus
I studiet har Moderna testet mRNA-1083 til personer i aldersgrupperne 50 til 64 år og 65 til 79 år.
Med studiet får vi reelle data, der tyder på, at to mRNA-vacciner, der er rettet mod to forskellige virus, kan gives samtidigt og samme sted på kroppen, uden at det vil gå ud over sikkerheden og beskyttelsen mod hver af de to virus
Lars Østergaard, professor, Aarhus Universitet
I aldersgruppen 50 til 64 år blev vaccinen målt op imod vaccinering med Fluarix mod influenza og Spikevax-booster mod COVID-19, mens vaccinen blev målt op imod den forbedrede influenzavaccine Fluzone HD og Spikevax hos forsøgspersoner i aldersgruppen 65 til 79 år.
Resultatet af fase 1/2-forsøget viser, at mRNA-1083 skaber et lige så godt antistofrespons mod de to virus, som hvis man vaccinerer mod dem hver for sig.
For det første udviklede forsøgsdeltagerne lige så mange antistoffer mod COVID-19 ved vaccinering med mRNA-1083 som ved vaccinering med Spikevax-booster.
For det andet var forsøgsdeltagernes antistofrespons mod fire forskellige typer af influenza lige stærkt ved brug af mRNA-1083 eller Fluarix/Fluzone.
Mindre end fire pct. af forsøgsdeltagerne oplevede systemiske bivirkninger ved vaccination, og der blev ikke rejst nogle nye sikkerhedsbekymringer.
Moderna planlægger at begynde fase 3-forsøget med mRNA-1083 i 2023 og have vaccinen klar til markedet i 2025.
Vigtigt at effekten ikke mindskes
Ifølge professor, ledende overlæge og vaccineforsker ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard giver det mening, at man nu tænker i retning af at kombinere en vaccine til at virke mod både influenza og COVID-19.
Først og fremmest er det mere bekvemmeligt for personer, der skal vaccineres. For dem, der skal udføre vaccinationen, er det også mere bekvemt kun at skulle hive én vaccine frem for to op af skuffen, ligesom det også stiller mindre krav til opbevaring, transport mm.
På den baggrund billiger han også, at Moderna er gået i den retning med deres mRNA-1083, der giver syn for sagen, at vaccinering med to mRNA-vacciner på samme tid ikke mindsker effekten af den ene eller den anden, eller at kombinationen af de to vacciner leder til nye sikkerhedshensyn.
»Med studiet får vi reelle data, der tyder på, at to mRNA-vacciner, der er rettet mod to forskellige virus, kan gives samtidigt og samme sted på kroppen, uden at det vil gå ud over sikkerheden og beskyttelsen mod hver af de to virus. Denne information er vigtig at have, når man vaccinerer mod begge virus på samme tid med to forskellige vacciner,« siger Lars Østergaard.
Forskel i beskyttelse mod influenza og COVID-19
Lars Østergaard ser dog nogle problemstillinger i at kombinere to mRNA-vacciner i én og samme stik.
Det giver god mening, og til næste år kommer vi formentlig også til at se de første forsøg med en kombination af en influenzavaccine, COVID-19-vaccine og RSV-vaccine
Lars Østergaard, professor, Aarhus Universitet
Blandt andet kan det præsentere nogle udfordringer, at influenzadelen af en sådan vaccine vil beskytte mod smitte med influenza, mens en vaccine mod COVID-19 sjældent beskytter mod smitte med denne virus, medmindre vaccinen er helt opdateret til den nyeste variant.
I så fald beskytter denne del af vaccinen kun mod alvorlig sygdom ved smitte med COVID-19, og det skal i hvert fald stå klart.
Omvendt giver det ifølge vaccineforskeren rigtig god mening at kombinere vaccinerne i én, idet målgruppen for vaccinerne er den samme i de fleste vaccinationsprogrammer verden over, hvor sundhedsmyndigheder anbefaler personer over 65 år at lade sig vaccinere mod både influenza og COVID-19 ved indgangen til efteråret.
»Men forestiller man sig, at sundhedspersonale eller medarbejdere i en virksomhed lader sig vaccinere, så er de ganske vist selv beskyttet mod alvorlig sygdom, men det vil formentlig kun være influenza-vaccinen, som beskytter mod, at den vaccinerede bringer smitte videre,« forklarer Lars Østergaard.
Flere kombinationer på vej
Netop når det kommer til beskyttelse mod smitte med COVID-19, kræver det stor grad af overensstemmelse mellem vaccinen og de cirkulerende varianter.
Idet virus ændrer sig meget hurtigt, betyder det, at hvis en dobbelt vaccine skal beskytte mod smitte med begge virus, skal den opdateres ret ofte, og der kan ifølge Lars Østergaard være nogle udfordringer forbundet med, at man har et godkendt produkt, hvor man skal have godkendt begge dele af produktet, hvis man bare ændrer på den ene komponent.
Det vil sige, at hvis Moderna vil opdatere COVID-19-delen af vaccinen til at beskytte mod smitte, skal de også kunne påvise effekt og sikkerhed af influenzadelen, selvom den ikke er blevet ændret.
»Det kan være en ulempe i forbindelse med influenzavaccinen, at den kan blive regulatorisk forsinket,« siger han.
Alligevel er han overbevist om, at vi i fremtiden kommer til at se meget mere til kombinationsvacciner mod flere sæsonbetingede virusinfektioner.
»Det giver god mening, og til næste år kommer vi formentlig også til at se de første forsøg med en kombination af en influenzavaccine, COVID-19-vaccine og RSV-vaccine. Der kommer til at være én vaccine mod en lang række luftvejsvira, for det er ofte den samme risikopopulation, som har brug for at blive vaccineret mod disse vira,« siger Lars Østergaard.
Del artiklen: