KOL
Ulla Weinreich om ny KOL-behandling: »Vi står på tærsklen til en ny æra«
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Hvis vi kan stabilisere KOL-forværringerne, kan vi også stabilisere sygdommen og patienterne. Derfor er denne behandling så interessant, særligt for dem med høj symptombyrde, som ofte også er dem med type 2-inflammation,« siger professor Ulla Weinreich.
Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, godkendte i sommer den første målrettede behandling til visse patienter med KOL. Hvis danske patienter får adgang til behandlingen, vil det være livsomvæltende, siger Ulla Weinreich, professor, overlæge og formand for Lungemedicinsk Selskab.
I sommer tikkede der en nyhed ind, som mange patienter med KOL har drømt om i årevis.
Den handlede om, at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, for første gang nogensinde anbefalede godkendelse af en målrettet behandling til netop patienter med ukontrolleret KOL.
Mere præcist handler det om behandling med lægemidlet dupilumab. Anbefalingen fra EMA var samtidig den første til en ny behandling til patienter med KOL i mere end 10 år.
Om behandlingen så også kommer helt frem til danske patienter, er op til Medicinrådet, men spørger man Ulla Weinreich, professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital og formand for Lungemedicinsk Selskab, er der ingen tvivl om, hvad hun gerne ser.
»Det her er superinteressant. Vi står på tærsklen til en ny æra, hvor vi for første gang i mange år får en ny behandlingsmulighed, som i kliniske studier har vist sig at kunne gøre en stor forskel for patienter, som vi førhen kun har kunnet behandle med inhalationsmedicin. Jeg har samtidig en god fornemmelse af, at Medicinrådet kan se, at det her vil være rigtigt godt for denne gruppe patienter,« siger hun.
Imponerende data fra kliniske studier
Godkendelsen af dupilumab sker på baggrund af resultater fra de to kliniske fase 3-studier BOREAS (med 938 patienter med KOL) og NOTUS (med 936 patienter med KOL).
I studierne blev patienter med KOL og type 2-inflammation med høje eosinofiltal (over 300 celler pr. mikroliter i blodet) randomiseret til behandling med dupilumab eller placebo.
Og det er netop også til denne gruppe af patienter, at dupilumab nu er blevet anbefalet af EMA.
Studierne viste, at behandlingen med dupilumab kan lede til en reduktion på mellem 30 og 34 pct. i årlige KOL-forværringer, til klinisk relevant forbedring i lungefunktion allerede efter to til fire uger og til forbedringer i livskvaliteten.
Ulla Weinreich fortæller, at det faktisk ikke er til at sige, hvor stor en andel af de danske patienter, som har type 2-inflammation, men hun har selv været med i et studie, der netop er blevet præsenteret på den årlige kongres for European Respiratory Society (ERS), og som viste, at 27 pct. af danskere med KOL har haft forhøjede eosinofiltal på et eller andet tidspunkt.
Hvis vi kan stabilisere KOL-forværringerne, kan vi også stabilisere sygdommen og patienterne
Ulla Weinreich, professor og overlæge, Aalborg Universitetshospital
»Vi kan dog ikke sige, at det betyder, at 27 pct. af danske patienter med KOL vil have gavn af dupilumab, men det peger på, at det formentlig gælder en meget stor andel af dem,« siger hun.
Muligt at stabilisere sygdommen
Ifølge Ulla Weinreich er netop dupilumabs evne til at reducere antallet af årlige KOL-forværringer det helt store salgsargument.
Læger har nemlig stort fokus på KOL-forværringer, da de er uløseligt forbundet til både risiko for morbiditet og mortalitet.
Jo flere KOL-forværringer en patient oplever om året, desto mørkere er fremtidsudsigterne.
»Hvis vi kan stabilisere KOL-forværringerne, kan vi også stabilisere sygdommen og patienterne. Derfor er denne behandling så interessant, særligt for dem med høj symptombyrde, som ofte også er dem med type 2-inflammation,« siger Ulla Weinreich.
Livsomvæltende behandling
Ulla Weinreich tøver ikke med at kalde behandlingen for potentielt set livsomvæltende for de patienter, der kan modtage den.
Hvis Medicinrådet kommer frem til samme konklusion, forudser Ulla Weinreich, at behandlingen først skal ud til de patienter, som er allermest syge af KOL, og som har en høj symptombyrde.
I den sammenhæng skeler hun dog også til patienter med astma, der i nogle år har haft dupilumab som en behandlingsmulighed.
Her har der også været indikationer på, at hvis man i tillæg behandler de patienter, som faktisk ikke er så hårdt ramt af deres lungesygdom, kan man måske bringe sygdommen helt i remission.
Det vil alt andet lige være det ultimative ønskescenarie.
»For både patienter med astma og KOL kan det betyde, at de får deres liv tilbage. De kan måske fortsætte med at passe et arbejde og undgå hjemmehjælp. Alt det er selvfølgelig ønsketænkning, men det er et potentiale, som vil være rigtig interessant at undersøge,« siger Ulla Weinreich.
Del artiklen: