KOL
Kalciumkanalblokkere ser ud til at være sikre til KOL-patienter – mulig fordel skal undersøges
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Sidder man som læge med en patient med KOL og forhøjet blodtryk, skal man ud fra vores undersøgelse ikke være bekymret for at sætte ham eller hende i behandling med en kalciumkanalblokker,« siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen.
Nyt dansk studie viser, at kalciumkanalblokkere ikke øger risikoen for KOL-forværringer eller død hos patienter med KOL. Tværtimod ser behandling med kalciumkanalblokkere ud til at være forbundet med forbedret overlevelse blandt patienter med KOL sammenlignet med andre lægemidler til behandling af forhøjet blodtryk. Denne association skal undersøges nærmere, siger forsker.
Behandling af forhøjet blodtryk blandt patienter med KOL er en del af mange lægers hverdag.
Den gennemsnitlige patient med KOL har talrige komorbiditeter og dermed behov for behandling med mange lægemidler.
Førstevalget til behandling af forhøjet blodtryk kan være kalciumkanalblokkere, som påvirker cellulære mekanismer på et grundlæggende niveau, men der har været bekymring for, om det kan påvirke både dødeligheden og risikoen for KOL-forværringer hos patienter med KOL.
Den bekymring skyder et nyt dansk studie offentliggjort i Biomedicines nu til hjørne.
I studiet viser forskerne, at behandling med kalciumkanalblokkere ikke øger risikoen for KOL-forværringer sammenlignet med behandling med andre lægemidler mod forhøjet blodtryk. Til gengæld var behandling med kalciumkanalblokkere forbundet med lavere risiko for død.
»Sidder man som læge med en patient med KOL og forhøjet blodtryk, skal man ud fra vores undersøgelse ikke være bekymret for at sætte ham eller hende i behandling med en kalciumkanalblokker. Det kan man trygt gøre, og fremtidige studier skal så undersøge, om behandling med kalciumkanalblokkere rent faktisk kommer med reduceret risiko for død blandt patienter med KOL sammenlignet med behandling med andre lægemidler til at sænke blodtrykket,« fortæller en af forskerne bag studiet, overlæge på Herlev og Gentofte Hospital samt professor i lungemedicin ved Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet Jens-Ulrik Stæhr Jensen.
Betablokkere kan være farlige
Jens-Ulrik Stæhr fortæller, at patienter med KOL udgør så stor en patientgruppe på verdensplan, at det kun giver god mening at undersøge, om givne behandlinger kommer med et positivt eller negativt patientudfald sammenlignet med patienter uden KOL.
Resultaterne antyder også, at det ligefrem kan nedbringe risikoen for død sammenlignet med andre lægemidler til behandling af forhøjet blodtryk. Denne association kan man dog ikke konkludere noget på på baggrund af et registerstudie
Jens-Ulrik Stæhr, overlæge, Herlev og Gentofte Hospital
Patienter med KOL er gennemsnitligt 70 år gamle, har ofte andre sygdomme, for eksempel hjertesygdom, har tit røget eller ryger stadig og bevæger sig meget lidt. De er derfor ofte i behandling med mange forskellige lægemidler, hvilket øger risikoen for negative effekter gennem polyfarmaci.
Den komplekse situation understøtter ifølge Jens-Ulrik Stæhr, at man undersøger, om mange af de lægemidler, som patienter med KOL ofte er i behandling med, er gavnlige eller ikke-gavnlige for deres generelle helbredstilstand, og om nogle lægemidler til behandling af den ene eller anden tilstand er bedre eller værre end andre lægemidler til behandling af samme tilstand.
»Blandt andet har randomiserede studier vist, at det ikke er en god idé at give betablokkere til patienter med KOL, hvis de ikke har hjertesygdom. Det var et wakeup-call i forhold til, at vi ikke bare kan give denne patientgruppe en masse medicin, uden at vi først undersøger, om de kan tåle det,« forklarer Jens-Ulrik Stæhr.
Næsten 50.000 danskere med i studie
I det nye studie ønskede forskerne at finde ud af, om behandling med kalciumkanalblokkere mod forhøjet blodtryk kommer med øget risiko for død og KOL-forværring sammenlignet med behandling med et andet lægemiddel mod forhøjet blodtryk.
Forskerne fandt derfor 48.488 patienter med KOL i det danske KOL-register, hvoraf 8.228 af personerne var i behandling med kalciumkanalblokkeren amlodipin. I den matchede hovedanalyse deltog 8.542 patienter med KOL, hvoraf halvdelen fik amlodipin og halvdelen fik bendroflumethiazid, som har en anden virkningsmekanisme.
Begge behandlinger er ligestillede som førstevalg i de danske behandlingsvejledninger til personer med forhøjet blodtryk.
Forskerne undersøgte i studiet, om behandling med det ene eller det andet lægemiddel øgede risikoen for KOL-forværringer inden for år, og om det ene eller andet lægemiddel var associeret med øget risiko for død af alle årsager.
Data havde forskerne fra Landspatientregisteret, Dansk Register for KOL (DR-KOL) og Receptregisteret.
»I studiet har vi justeret for blandt andet alder, køn, rygestatus, BMI, komorbiditeter mm., ligesom vi har ekskluderet patienter med erkendt hjertesvigt,« siger Jens-Ulrik Stæhr.
Kalciumkanalblokkere forbedrer muligvis overlevelsen
Resultatet af studiet viser, at der ingen grund er til bekymring omkring brugen af kalciumkanalblokkere som amlodipin til behandling af forhøjet blodtryk hos patienter med KOL.
For det første viser studiet, at der mellem de to grupper ingen forskel var i antallet af svære KOL-forværringer i løbet af ét års opfølgning. Blandt gruppen af patienter i behandling med bendroflumethiazid var der 2.849 svære forværringer, mens tallet i gruppen af patienter i behandling med kalciumkanalblokkere var 2.803. De to tal var ikke signifikant forskellige fra hinanden.
Derimod var behandling med amlodipin associeret med 31 pct. lavere risiko for død i løbet af opfølgningsperioden.
Jens-Ulrik Stæhr vil ikke konkludere, at amlodipin på den måde er bedre end behandling af forhøjet blodtryk med bendroflumethiazid blandt patienter med KOL, men han mener, at man i hvert fald kan slå streg under, at amlodipin ikke er associeret med øget risiko for død og ej heller øget risiko for KOL-forværringer.
»Det virker sikkert af give kalciumkanalblokkere til patienter med KOL, og resultaterne antyder også, at det ligefrem kan nedbringe risikoen for død sammenlignet med andre lægemidler til behandling af forhøjet blodtryk. Denne association kan man dog ikke konkludere noget på på baggrund af et registerstudie.Dertil skal vi bruge et randomiseret studie, som nogen forhåbentlig vil tage sig tid til at lave, så vi kan få syn for sagen,« siger Jens-Ulrik Stæhr.
Han hæfter sig også ved, at skulle der være en forskel i overlevelse ved brug af det ene lægemiddel frem for det andet til patienter med KOL, ser det ikke ud til at have noget med deres KOL-sygdom at gøre, idet der ingen forskel var i forværring mellem de to grupper.
Del artiklen: