KOL
Analyse fra Lungeforeningen: Seks procent af danskerne dør af KOL
Udgivet:
Kommentarer (0)
En ny analyse fra Lungeforeningen viser, at seks pct. af alle danskere dør af KOL, og at indlæggelser i forbindelse med KOL-forværringer ofte er fatale. Vi er nødt til at gøre noget på både kort og lang sigt, siger Lungeforeningens formand og overlæge.
En diagnose med KOL hører ikke til sjældenhederne i Danmark, hvor op imod 400.000 danskere har lungesygdommen.
Det hører heller ikke til sjældenhederne, at folk dør af KOL.
Faktisk viser en ny analyse fra Lungeforeningen, at seks pct. af alle danskere dør af KOL.
Det gør sygdommen til den hyppigste dødsårsag i Danmark.
Konklusionerne i analysen fra Lungeforeningen er desværre ikke overraskende, men peger i retning af, at vi i dag slet ikke gør nok for hverken at forebygge KOL eller tage tidlig hånd om personer med KOL, så sygdommen ikke ender med at koste dem livet. Det siger Lungeforeningens formand, Torben Mogensen.
»Området har været underprioriteret i mange år, og det ser vi resultatet af i disse tal. Vi har slet ikke gjort nok for at sikre, at vi tidligt opdager KOL og får personer med KOL i behandling, så sygdomsudviklingen kan blive bremset. Vi gør heller ikke nok for at afværge dødsfald i forbindelse med KOL-forværringer, ligesom vi heller ikke gør nok for at sikre, at næste generation af danskere ikke også skal have KOL som den hyppigste dødsårsag,« siger Torben Mogensen.
Danmark har kedelig europarekord
Lungeforeningens analyse viser, at i 2021 døde 3.570 danskere af KOL, hvilket svarer til seks pct. af alle dødsfald. Tallene betyder også, at der hver dag i hele 2021 døde 10 personer på grund af KOL.
Ydermere viser analysen, at 49,2 ud af 100.000 danskere dør af KOL, hvilket gør os til indehavere af europarekorden i flest KOL-dødsfald pr. indbygger. Den rekord har vi siddet på siden 2000, dog undtaget årene 2015 til 2019, hvor Ungarn havde flere KOL-relaterede dødsfald pr. indbygger end os.
Det er meget grelle tal, fordi KOL er en sygdom, der er tæt ved 100 pct. forebyggelig. Vi kan både forebygge sygdommen, så folk slet ikke udvikler KOL, men vi kan også tidligt i sygdomsforløbet gribe ind
Torben Mogensen, formand og overlæge, Lungeforeningen
Andenpladsen i 2021 gik til Storbritannien, hvor 36,9 ud af 100.000 indbyggere døde af KOL.
Tallene i analysen viser også, at 17 pct. af de personer med KOL, som bliver indlagt på hospitalet på grund af forværring, ender med at dø på hospitalet.
»Det er meget grelle tal, fordi KOL er en sygdom, der er tæt ved 100 pct. forebyggelig. Vi kan både forebygge sygdommen, så folk slet ikke udvikler KOL, men vi kan også tidligt i sygdomsforløbet gribe ind, så personer med KOL i langt mindre grad oplever forværringer, der i sidste ende kan koste dem livet,« siger Torben Mogensen.
Cigaretter skal koste 100 kroner pr. pakke
Ifølge Torben Mogensen bør vi i Danmark sætte ind flere steder for at sikre, at andelen af danskere, som dør af KOL, falder i fremtiden.
For det første skal der ifølge Lungeforeningens formand gøres meget mere for at sikre, at unge mennesker ikke begynder at ryge.
Til dato har det bedste initiativ til at forhindre danskere i at ryge været tiltagene omkring forbud mod at ryge indendørs.
Der skal dog gøres mere, og her ser Torben Mogensen gerne, at man sætter ind over for både unges forbrug af cigaretter og andre nikotinprodukter.
»Vi er for dårlige til at forebygge, og de skridt, som vi har taget, har været for små og meget sene. Som eksempel burde man sætte prisen på cigaretter op til 100 kr. pr. pakke, da det beviseligt vil få færre unge mennesker til at starte med at ryge,« siger han.
Samme holdning har overlæge på Herlev og Gentofte Hospital samt professor i lungemedicin ved Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet Jens-Ulrik Stæhr Jensen.
»Det, som vi ser i dag, er resultatet af fortidens synder og vores kultur omkring tobak i 60erne til 80erne. Det er cigaretterne dengang, der giver KOL i dag. Derfor er det også til at græde over, når man i dag ser, at unge mennesker begynder at ryge. Politikerne er måske ikke helt bevidste om, hvor giftigt tobak er, men hvis vi ikke gør noget i dag, kommer vi ikke til at se færre KOL-patienter i fremtiden, og det er sørgeligt at tænke på,« siger han.
Måske skal vi have specialiserede centre til patienter med KOL
Jens-Ulrik Stæhr Jensen hæfter sig også ved, at analysen peger på, at 17 pct. af de danskere med KOL, som bliver indlagt på grund af forværring, ender med at dø på hospitalet inden for 30 dage.
Her ser han flere muligheder for at forbedre på det tal.
For det første ser han gerne, at der bliver lavet en mere ensartet og systematisk tilgang til behandlingen af patienter med KOL i forbindelse med indlæggelse.
I mange år har det væres sådan, at personer med KOL-forværringer blot er blevet behandlet med prednisolon og antibiotika, og selvom det er blevet bedre, er der stadig rum for, at personer med KOL kan behandles mere individuelt og dermed også mere effektivt.
Jens-Ulrik Stæhr Jensen peger blandt andet på, at differentieret behandling, hvor en læge med specialistviden sætter sig ind i, om forværring skyldes en bakteriel infektion, en virusinfektion eller eosinofil forværring, kan lede til mere skræddersyet behandling, der formentlig vil minimere risikoen for et fatalt udfald.
»Man kan ikke forlange, at læger, der ikke har specialistviden, ved alt dette, men det er ofte dem, som tager sig af patienter med KOL under indlæggelse. Derfor vil det klart være mere hensigtsmæssigt, hvis man enten gør behandlingen af patienter med KOL mere ensartet på alle afdelinger, der modtager disse patienter, i hele landet, eller at man i stedet sender patienter med KOL-forværring ind på lungemedicinske centre, hvor de kan få den optimale behandling,« siger han.
KOL skal identificeres tidligere
Torben Mogensen ser også gerne, at vi i Danmark gør meget mere for at identificere personer med KOL meget tidligere, end vi gør i dag.
Det kan ske gennem oplysningskampagner, eller ved at de praktiserende læger er mere opmærksomme på at spørge ind til deres patienters rygestatus og lungehelbred.
Kan man fange personer med KOL tidligt, vil det formentligt også være muligt at få en del af dem til at ændre livsstil, samtidig med at man sætter dem i medicinsk behandling for at undgå hurtig sygdomsudvikling.
»Rundt omkring i Danmark er der flere lokale og regionale initiativer, som virker. Blandt andet samarbejder lungemedicinere, almen praktiserende læger og kommunen om at identificere personer med tidlige symptomer på KOL i Aarhus, og et lignende initiativ har man på Sjælland. Den type initiativer skal gøres nationale, så vi tidligt kan opfange og behandle personer med KOL, inden de er nødt til at komme på hospitalet med forværringer. Kan vi stoppe forværringerne i tide, vil det have god effekt på de tal, som vi ser i dag,« siger Torben Mogensen.
Del artiklen: