Infektionsmedicin
Ledende overlæge: Vi bør mere systematisk pode vores patienter for RSV og vaccinere dem med størst behov
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Man gør det systematisk hos børn, men man har ikke gjort det hos voksne. Førhen har man med rette kunne diskutere formålet, fordi der alligevel ikke har været en tilgængelig vaccine til at beskytte folk, men det har vi fået nu,« siger Anders Løkke.
Vi kan i dag vaccinere for RSV, og derfor giver det også mening at pode for virusinfektionen, så vi kan finde ud af, om nogle patienter gentagne gange bliver indlagt med en infektion og derfor nok bør overveje at blive vaccineret, siger ledende overlæge i lungemedicin Anders Løkke.
Der er sket meget i forhold til mulighederne for at beskytte sårbare personer, herunder især ældre med lungesygdom, mod RSV med vacciner.
Først til voksne godkendt og senere blev det muligt for gravide kvinder at lade sig vaccinere og derved beskytte deres endnu ufødte barn mod alvorlig sygdom.
Vi mangler en specifik og akut behandling til personer, der er alvorligt ramt af RSV
Anders Løkke, ledende overlæge, Lungemedicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle
Mulighederne for at vaccinere mod RSV har gjort det mere relevant end nogensinde før at holde hånd i hanke med smitten og som eksempel systematisk pode ældre patienter med lungesygdomme.
Det mener i hvert fald ledende overlæge Anders Løkke fra Lungemedicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
»Man gør det systematisk hos børn, men man har ikke gjort det hos voksne. Førhen har man med rette kunne diskutere formålet, fordi der alligevel ikke har været en tilgængelig vaccine til at beskytte folk, men det har vi fået nu. Man kan som eksempel forestille, at en ældre person med lungesygdom har været indlagt to gange med RSV i løbet af en vinter. I det tilfælde vil det blive opdaget gennem systematisk podning, og man kan så anbefale patienten at lade sig vaccinere,« siger han.
Nyt studie viser god effekt af vaccine
Netop når det kommer til vaccinerne, findes der i dag ingen tilskud til RSV-vacciner til voksne.
Det betyder, at man selv skal finde de omkring 1.700 kr., som en vaccine mod RSV koster.
Til gengæld viser flere studier, at effekten kan vare ved i hvert fald et par år.
Vaccinerne er også ganske effektive i forhold til at beskytte mod RSV.
Resultaterne fra et forholdsvist nyt fase 3-studie med GSKs Arexvy viste som eksempel god beskyttelse i aldersgruppen 50 til 59 år, herunder til den del af gruppen med øget risiko for at blive smittet med RSV i de nedre luftveje på grund af underliggende lungesygdom.
Resultatet flugtede med andre resultater fra studier, hvor vaccinen er afprøvet til personer over 60 år, samt studier med vaccinen til kronisk syge i den yngre aldersgruppe.
1.520 personer fra otte lande deltog i det omtalte studie, og rækken af studier har medvirket til, at vaccinen er godkendt af FDA, EMA og af de japanske sundhedsmyndigheder.
»Det er godt, at vi fortsat ser udvikling i forskningen i vacciner. Selvom der findes vacciner mod virusinfektionen, skal vi bruge flere effektive vacciner og gerne have flere aktører ind på markedet, så vi altid vil have flere muligheder for at vaccinere med noget, som kan beskytte, selv når virus ændrer sig,« siger Anders Løkke.
Mangel på akutte behandlinger
Anders Løkke ser også gerne, at der bliver udviklet bedre muligheder for at behandle personer smittet med virus med antivirale lægemidler, efter at personerne er blevet smittet.
Vaccinerne virker ganske glimrende i det forebyggende arbejde, men når først folk er smittet, og virus deler sig hurtigt, er lægernes værktøjskasse ret tom.
Det ville være rigtig rart, hvis man i hvert fald kunne give støtte til vacciner til dem, som er i størst risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med RSV
Anders Løkke, ledende overlæge, Lungemedicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle
Anders Løkke fortæller, at problemet ofte er, at når først folk udvikler symptomer på smitte med RSV (eller for den sags skyld andre luftvejsinfektioner), har virus delt sig så meget, at det ikke længere hjælper at bremse virus i at dele sig.
I stedet har vi brug for noget, der kan eliminere virus – og helst i en rasende fart.
»Vi mangler en specifik og akut behandling til personer, der er alvorligt ramt af RSV. Vi har gennem tiden set en række antivirale midler, men typisk har lægemidlerne kun været i stand til at forkorte indlæggelsesperioden med en dag eller lignende. Vi skal have noget, der er mere effektiv,« siger Anders Løkke.
Særligt relevant for patienter med KOL
Anders Løkke fortæller, at en meget stor del af patienter med KOL, der oplever sygdomsforværring, gør det på grund af smitte med bakterier og/eller virus.
Cirka 50 pct. af KOL-forværringer skyldes ifølge overlægen infektioner, hvoraf halvdelen igen skyldes virusinfektioner.
Her står RSV formentlig for en ikke ubetydelige del, og det skyldes især, at mange ældre bliver smittet, når de skal passe deres børnebørn, som relativt tit slæber rundt på RSV i luftvejene i vinterhalvåret.
Igen ser Anders Løkke gerne, at tilbuddet til ældre bliver systematiseret og finansieret, så forskellige risikopersoner ikke selv skal stå med alle tankerne og det økonomiske ansvar.
»Det ville være rigtig rart, hvis man i hvert fald kunne give støtte til vacciner til dem, som er i størst risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med RSV. Kombineret med systematisk podning i forbindelse med indlæggelse med infektiøs lungesygdom kunne det være med til at sikre, at langt færre blev alvorligt syge af RSV, og at RSV ledte til forværring af deres eksisterende lungesygdom,« siger Anders Løkke.
Del artiklen: