Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Infektion

Ny professor skal hjælpe i kampen mod flåt-sygdomme

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Jo tidligere, vi kan sætte patienterne i behandling, des mindre risiko er der for, at de får langvarige følger som ansigtslammelse og smerter,« siger Anne-Mette Lebech, ny professor i flåtoverførte sygdomme.

Overlæge Anne-Mette Lebech er ny professor på Rigshospitalet og Københavns Universitet. Med sit professorat skal hun finde en ny metode til at opdage og følge borrelia i nervesystemet.


For, at borrelia kan behandles mest effektivt, er det vigtigt, at sygdommen opdages hurtigst muligt. Det skal et nyt professorat i flåtoverførte sygdomme på Rigshospitalet og Københavns Universitet være med til at fremme. Professoratet er givet til Anne-Mette Lebech, der er overlæge i Afdeling for Infektioner på Rigshospitalet. Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

Anne-Mette Lebech har siden 2017 stået i spidsen for Enhed for flåtoverførte infektioner på Rigshospitalet. Hun fortæller i pressemeddelelsen, at patienter med flåtoverførte sygdomme er stigende på grund af klimaforandringer, og det er derfor vigtigt at finde nye metoder til at diagnosticere patienter:

»Det er vigtigt at opdage og behandle flåtoverførte bakterier og virus så tidligt som muligt, og derfor forsker vi både i nye og enklere metoder til at stille diagnoser og i, hvordan det går for de patienter, som har været smittet,« fortæller hun.

En af de metoder, Anne-Mette Lebech gerne vil finde, er en ny måde at opdage og følge borrelia i nervesystemet. I dag sker det med en rygmarvsprøve, hvilket gør det besværligt for praktiserende læger at stille diagnosen.

»I modsætning til mange andre infektioner, hvor vi kan følge effekten af en antibiotikabehandling i blodprøver, har vi ikke den mulighed hos patienter med Borreliose. Derfor afprøver vi nye måder som DNA, proteinprofiler og scanninger for at se, om vi kan opdage og følge sygdommen på en ny og bedre måde. Jo tidligere, vi kan sætte patienterne i behandling, des mindre risiko er der for, at de får langvarige følger som ansigtslammelse og smerter,« siger Anne-Mette Lebech.

Anne-Mette Lebechs professorat i flåtoverførte sygdomme begyndte 1. juni 2024 og løber fem år frem. Professoratet er det første af sin slags på Københavns Universitet og Rigshospitalet.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere