Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Infektion

HPV-vaccinen øger ikke risikoen for infektionssygdomme

Udgivet:
Kommentarer (0)

Nyt dansk studie viser, at HPV-vaccinen ikke øger risikoen for at blive ramt af andre infektionssygdomme. Faktisk kan det modsatte være tilfældet.

Stort dansk studie frikender HPV-vaccinen for at øge risikoen for andre infektionssygdomme. Måske har vaccinen endda den modsatte effekt.


HPV-vaccinen har været meget igennem, siden den blev lanceret i børnevaccinationsprogrammet i 2009.

Først blev den mistænkt og sidenhen frikendt for at øge risikoen for en lang række tilstande fra autoimmune sygdomme til infertilitet.

Det er bekymrende, hvis vaccinerne har nogle uspecifikke effekter, som vi ikke kender til. Derfor er det vigtigt at få det undersøgt

Anders Hviid, professor, Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved SSI

Sidenhen er den blevet mistænkt for at øge risikoen for at blive ramt af andre infektionssygdomme, men det kan et dansk studie nu afkræfte.

HPV-vaccinen medfører ifølge det nye studie ikke flere hospitalsindlæggelser for infektionssygdomme, der ikke er relateret til HPV. Faktisk ser det ud til, at det modsatte er tilfældet.

»På sociale medier, men også i forskningskredse, har der været bekymringer om, hvorvidt døde vacciner som HPV-vaccinen og COVID-19-vaccinerne øger modtageligheden for andre infektionssygdomme. Derfor er det vigtigt med et stort studie til at kaste lys over tingene, så danskerne kan være trygge ved at lade deres børn vaccinere,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, professor Anders Hviid fra Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut (SSI).

Forskningen er offentliggjort i The Lancet Regional Health Europe.

Indikationer på uspecifikke effekter af vacciner

Tanken om uspecifikke effekter af døde vacciner er ikke fri fantasi.

Studier fra Vestafrika har blandt andet vist, at vaccinerede piger havde større risiko for at dø af andre infektionssygdomme end ikke-vaccinerede.

Andre studier har peget på det modsatte, nemlig at levende vacciner, der består af levende, men svækkede virus eller bakterier, decideret kan træne immunforsvaret i en sådan grad, at vaccinerne er forbundet med lavere risiko for dødsfald på grund af andre infektionssygdomme.

Koppevaccinen er et eksempel på ovenstående, og forskningsresultaterne er fra dansk registerforskning.

Tendensen i medicinalindustrien er dog, at vacciner i stigende grad er ‘døde’ vacciner, hvor vaccinerne ikke længere indeholder levende virus eller bakterier, men blot virus- eller bakterieproteiner, som immunforsvaret lærer at danne et respons imod.

»Forskningen på området er ikke i et sådant omfang, at man ved, om de mulige negative effekter af døde vacciner overhovedet er gældende på vores breddegrader, hvor langvarig de er, eller om de overhovedet er klinisk relevante. Men det er da bekymrende, hvis vaccinerne har nogle uspecifikke effekter, som vi ikke kender til. Derfor er det vigtigt at få det undersøgt,« forklarer Anders Hviid.

853.879 danske kvinder og piger med i studie

I studiet har forskerne fra SSI været på jagt i de danske registre efter data på alle de danske piger og kvinder, som i perioden fra 2007 til 2016 var mellem 10 og 29 år gamle.

I alt drejer det sig om 853.879 piger og kvinder.

Mange har måske været bekymrede for, om HPV-vaccinen har en negativ effekt på immunforsvaret generelt. Det kan vi nu afvise i et stort studie med danske piger og kvinder

Anders Hviid, professor, Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved SSI

Efter at have identificeret pigerne og kvinderne benyttede forskerne Patientregisteret til at finde frem til dem, som havde været indlagt på et hospital på grund af en infektionssygdom.

Herefter var det et spørgsmål om at finde ud af, hvor mange procent af de henholdsvis HPV-vaccinerede og ikke-HPV-vaccinerede piger og kvinder, som havde været indlagt på grund af en infektionssygdom, der ikke var relateret til HPV.

Forskerne kiggede dog ikke i hele perioden, men i en periode, som svarede til tre måneder efter vaccinering.

50.599 piger blev i perioden indlagt med en infektionssygdom. De stod for samlet set 65.293 hospitalsindlæggelser.

37.003 af pigerne var vaccinerede og tegnede sig for 46.955 hospitalsindlæggelser.

HPV-vaccine øger ikke risiko for hospitalsindlæggelse

Forskerne sammenlignede andelen af vaccinerede piger, som var blevet indlagt med en infektionssygdom, med andelen af ikke-vaccinerede piger, som havde været indlagt.

Her viste det sig, at risiko-ratioen var på 0,92, hvilket faktisk betyder, at procentvis flere ikke-vaccinerede piger havde været hospitalsindlagt for en infektionssygdom, der ikke havde noget med HPV at gøre.

Forskellen var dog ikke større end, at den efter tre måneder var væk igen, og vaccinerede og ikke-vaccinerede havde samme risiko for at have været indlagt med en infektionssygdom.

Ifølge Anders Hviid er forskningsresultatet beroligende.

»Vi ved, at den her slags studier generelt får stor opmærksomhed, fordi det er spørgsmål, som interesserer den brede befolkning. Mange har måske været bekymrede for, om HPV-vaccinen har en negativ effekt på immunforsvaret generelt. Det kan vi nu afvise i et stort studie med danske piger og kvinder. Vi kan ikke afvise, at der kan være en sammenhæng i eksempelvis Vestafrika med andre døde vacciner, men læger kan berolige deres patienter, når det kommer til HPV-vaccinen i Danmark,« siger han.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere