Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Infektion

Forskere finder mulig behandling mod meningitis i forsøg med rotter

Udgivet:
Kommentarer (0)

I et nyt studie med rotter har forskere fra Københavns Universitet og Lunds Universitet fundet en mulig måde at behandle bakteriel meningitis på uden brug af ­antibiotika. De er samtidig blevet klogere på, hvad der sker i en hjerne ramt af bakteriel meningitis.


Der findes meget få behandlinger til den alvorlige infektionssygdom bakteriel meningitis, som kan være dødelig. Nu ser det ud til, at forskere fra Københavns Universitet, herunder professor og hjerneforsker Maiken Nedergaard, og forskere fra Lund Universitet har fundet en ny måde at behandle infektionssygdommen på. Den nye forskning, som indtil videre er blevet testet i forsøg med rotter, er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Annals of Neurology.

Det tyder på, at kroppens egen reaktion på infektion i hjernen er en del af forklaringen på, hvorfor vi bliver så syge af bakteriel meningitis

Iben Lundgaard, lektor og leder af forskningsgruppe på Lunds Universitet

Bakteriel meningitis er en infektion af hjernen, hjernehinderne og cerebrospinalvæsken, som bl.a. renser hjernen og fjerner affaldsstoffer. Efter at hjernen er blevet inficeret, svulmer den op – også kaldet hjerneødem – og det skaber et tryk i hjernen. Det tryk kan være meget skadeligt og give langvarig hjerneskade og føre til død.

Forskerne bag studiet ser også ud til at have fundet ud af, hvad der er med til at skabe det tryk i hjernen. Det fortæller Iben Lundgaard, lektor og leder af en forskningsgruppe på Lund Universitet og en af forskerne bag studiet.

»Vi har fundet ud af, at neutrofiler, som er de immunceller, der reagerer på infektioner i hjernen og dens hinder, laver nogle klistrede strukturer, som vi kalder NETs. Det er et relativt nyopdaget fænomen. I et af vores tidligere studier fandt vi NETs i cerebrospinalvæsken. Og det her er første gang, at vi finder det i hjernens hinder og i hjernen selv,« siger Iben Lundgaard.

»Vores resultater tyder på, at de strukturer, som immuncellerne laver, faktisk blokerer for, at cerebrospinalvæsken kan drænes. Der dannes hele tiden ny væske, og det gør, at hjernen svulmer op, når der er den her infektion. Det tyder på, at kroppens egen reaktion på infektion i hjernen er en del af forklaringen på, hvorfor vi bliver så syge af bakteriel meningitis,« forklarer hun.

Opløsning af dna

NETs står for ‘neutrophil extracellular traps’ og består hovedsageligt af dna. De er målet i den mulige behandling, som forskerne har fundet. Først inficerede forskerne rotter med bakterien streptococcus pneumoniae, som er den mest almindelige årsag til bakteriel meningitis.

Vi har fundet et target, som ikke er selve bakterien, men de her NETs og den proces, der gør, at de strukturer bliver dannet i hjernen

Iben Lundgaard, lektor og leder af forskningsgruppe på Lund ­Universitet

Derefter brugte de et enzym – såkaldt DNase, som kan klippe dna i stykker – til at nedbryde de klistrede dna-strukturer, som blev dannet. Enzymet er kun målrettet NETs-strukturerne og ikke selve immuncellerne eller meningitisbakterierne.

»Vi opløste NETs ved at bruge DNase. Det er vigtigt, fordi vi dermed har fundet et nyt target for lægemidler. Det vil sige, at vi har fundet et target, som ikke er selve bakterien, men NETs og den proces, der gør, at de strukturer bliver dannet i hjernen,« siger Iben Lundgaard og fortsætter:

»Hvis vi kan forhindre dannelsen af NETs i hjernen, så tyder vores resultater på, at vi kan mindske den inflammatoriske tilstand, og at hjernen ikke vil svulme så meget op. Den her opsvulmning i hjernen er svær at behandle i dag.«

Muligt alternativ til antibiotika

I øjeblikket er den bedste behandling mod bakteriel meningitis antibiotika. Men hvert år kommer der flere og flere resistente bakterier, og antibiotikaresistens er et stigende problem. Derfor er der brug for at finde nye måder at behandle den dødelige sygdom på.


Meningitis

  • Meningitis kan blive forårsaget af bakterier, svampe, parasitter og virus.

  • Symptomerne er bl.a. kvalme, høj feber, opkastning og kraftig hovedpine.

  • Bakteriel meningitis bliver oftest forårsaget af bakterien streptococcus pneumoniae.

  • Bakterier som hæmophilus influenzae, listeria, streptokokker og stafylokokker kan også give bakteriel meningitis.

  • Hvert år dør cirka 250.000 af bakteriel meningitis verden over ifølge verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Kilde: WHO, SSI.


»Antibiotika er den allervigtigste og nærmest den eneste behandling, vi har imod bakteriel meningitis. Men en relativ høj procentdel af patienterne får alligevel hjerneødem. Det er en ret alvorlig tilstand, fordi vi har et lukket kranie, som ikke giver sig. Så når der sker en opsvulmning i hjernen, så kommer der et øget tryk,« siger Iben Lundgaard.

»Hvis det ikke bliver behandlet, så kan det give langvarig hjerneskade. Derfor er det ret interessant, at det ser ud til, at vi har fundet noget, som kan bremse dannelsen af hjerneødem.«

Enzymet DNase, som forskerne har brugt i studiet, er allerede testet på mennesker og godkendt som lægemiddel til cystisk fibrose. Der er dog lang vej endnu, før det eventuelt vil kunne bruges til at behandle bakteriel meningitis. Nogle af forskerne bag studiet vil gerne stable et klinisk forsøg med patienter med bakteriel meningitis på benene.

Det første skridt vil ifølge Iben Lundgaard blive at teste DNase sammen med antibiotikabehandling. Det vil sige, at alle patienter får normal behandling med antibiotika. En del af patienterne vil derudover også blive behandlet med DNase for at undersøge, om det giver et bedre resultat.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere