Hjerte-kar
Screening for aortaaneurismer: Usikkerhed om finansieringen efter ministersvar
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Indførelse af et nationalt screeningsprogram er én af de mest lavthængende frugter at plukke. Det er nemt og hurtigt at indføre, selve screeningsmetoden er let, hurtig, ufarlig og sikker, og der er gevinst med det samme. I Dansk Karkirurgisk Selskab har vi beregnet, at screening for AAA årligt vil kunne redde ca. 200 mænd fra at dø på grund af en bristet aortaaneurisme,« siger Jes Lindholt.
Der er ikke taget stilling til finansieringen af et nationalt screeningsprogram for abdominale aortaaneurismer, fremgår det af et svar fra sundhedsministeren til Folketingets sundhedsudvalg. Svaret bekymrer professor i karkirurgi.
Forberedelserne til at igangsætte et nationalt screeningsprogram for abdominale aortaaneurismer (AAA) vil ifølge Sundhedsstyrelsen koste 1,5 mio. kr., og ca. 21 mio. kr. i årlige driftsudgifter. Gevinsten ved at indføre et nationalt screeningsprogram er til gengæld en halvering af dødeligheden på grund af AAA, svarende til op til 200 reddede liv årligt, har Dansk Karkirurgisk Selskab beregnet.
Men i et svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (A) i sidste uge til Folketingets sundhedsudvalg fremgår det, at der aktuelt ikke er afsat finansiering til forberedelse eller indførelse af et screeningsprogram. Finansieringsmulighederne af et nationalt screeningsprogram vil bl.a. afhænge af de politiske prioriteringer og processer, fremgår det af ministerens svar.
Svaret bekymrer Jes Lindholt, der er professor i karkirurgi ved Syddansk Universitet og overlæge på hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital.
Indførelse af et nationalt screeningsprogram er én af de mest lavthængende frugter at plukke. Det er nemt og hurtigt at indføre, selve screeningsmetoden er let, hurtig, ufarlig og sikker, og der er gevinst med det samme
Jes Lindholt, professor i karkirurgi ved Syddansk Universitet og overlæge på hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital
»Det er svært at vurdere, om vi fortsat tør håbe på, at finansieringen af Sundhedsstyrelsens indstilling til et nationalt screeningsprogram kommer med på regeringens finanslovforslag for 2023,« siger Jes Lindholt.
Sammen med sin professorkollega Kim Houlind havde han i begyndelsen af februar foretræde for Folketingets sundhedsudvalg, hvor de argumenterede for indførelsen af national screening for AAA.
Efterfølgende stillede sundhedsudvalget ministeren en række spørgsmål, hvor udvalget ønskede svar på, hvorfor screeningsprogrammet ikke var sat i værk endnu, når både Sundhedsstyrelsen og ministeriet bakker op om anbefalingen om indførelse af et screeningsprogram for AAA.
Gevinst med det samme
Allerede i 2021 indstillede Sundhedsstyrelsen til Sundhedsministeriet, at der skulle indføres et nationalt screeningsprogram for abdominale aortaaneurismer. Det skete på baggrund af en henvendelse fra netop Dansk Karkirurgisk Selskab.
I indstillingen skriver Sundhedsstyrelsen bl.a., at en gennemgang af den eksisterende evidens viser, at et screeningsprogram for AAA vil kunne reducere dødeligheden ved AAA, samt at de gavnlige effekter ved indførsel at et nationalt screeningsprogram for AAA overstiger skadevirkningerne.
Jes Lindholt har i mere end 20 år undersøgt forekomsten af AAA blandt danske mænd over 65 år. Som karkirurg ser han hyppigt patienter med bristet aortaaneurisme, hvor et kirurgisk indgreb er udsigtsløst, når de ankommer til hospitalet, eller hvor patienterne dør efter et kortere eller længere ophold på intensivafdelingen efter operationen.
»Indførelse af et nationalt screeningsprogram er én af de mest lavthængende frugter, der er at plukke. Det er nemt og hurtigt at indføre, selve screeningsmetoden er let, hurtig, ufarlig og sikker, og der er gevinst med det samme. I Dansk Karkirurgisk Selskab har vi beregnet, at screening for AAA årligt vil kunne redde ca. 200 mænd fra at dø på grund af en bristet aortaaneurisme,« siger Jes Lindholt.
Sverige begyndte screening i 2009
Dansk Karkirurgisk Selskab stillede allerede i 2015 forslag om indførelse af et nationalt screeningsprogram for AAA, organiseret i regi af landets karkirurgiske afdelinger. I takt med at der internationalt er kommet stadig mere forskning på området og øget dokumentation for nytteværdien af screeningsprogrammer, har lande vi normalt sammenligner os med også indført nationale screeningsprogrammer.
Sverige indførte fra 2006 gradvist screening for AAA, og screeningsprogrammet var nationalt fuldt implementeret i 2015. Interessen for at deltage er høj blandt de 65-årige svenske mænd: 84 pct. takkede ja til tilbuddet, fremgår det af en opgørelse fra 2016.
For hver 667 screenede mænd blev én reddet fra at dø før tiden på grund af et bristet AAA. Årligt ventes screeningsprogrammet i Sverige at forhindre 90 præmature dødsfald på grund af AAA.
National Health Service i England begyndte i 2009 at indføre et screeningsprogram for AAA, som var nationalt fuldt implementeret i 2013. 78 pct. af de inviterede deltog i screeningen.
En analyse af de første 700.000 mænd, som blev screenet, viste en forekomst af AAA på 1,34 pct. 30-dages dødeligheden blandt de mænd, der blev anbefalet en operation, var 0,8 pct.
Ifølge Sundhedsstyrelsens indstilling til sundhedsministeren dør ca. 2,5 pct. af alle mænd over 65 år i Danmark af AAA.
Læs også:
Sundhedspolitikere skal vurdere national screening for abdominale aortaaneurismer
Mørketal for dødelighed ved aortaaneurismer
AAA: Sundhedsstyrelsen anbefaler national screening for Hjerte-karsygdom
Del artiklen: