Hjerte-kar
Region Syddanmark godkender ny hjerteplan
Udgivet:
Kommentarer (0)
Seks nye indsatser skal styrke behandlingen af hjertepatienter i Region Syddanmark. Samtidig skal den nye hjerteplan også være med til at sikre, at patienter med hjertelidelser opdages tidligere.
En ny hjerteplan i Region Syddanmark skal gøre det bedre og mere trygt at være hjertepatient i regionen.
Hjerteplanen skal give regionen et stærkt ståsted, når det kommer til både opsporing og behandling af hjertepatienter i fremtiden
Kurt Espersen, koncerndirektør, Region Syddanmark
Regionsrådet godkendte 25. oktober en ny hjerteplan, som skal være med til at forhindre hjertesygdomme, føre til en hurtigere afklaring af diagnose samt skabe bedre behandlinger for patienterne. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
»Flere end 100.000 syddanskere lever med en hjertesygdom, og det tal ser kun ud til at stige de kommende år. Hjerteplanen skal give regionen et stærkt ståsted, når det kommer til både opsporing og behandling af hjertepatienter i fremtiden og dermed være med til at skabe de bedst mulige rammer for patienterne – både i lokalsamfundet, hos deres praktiserende læge eller hvis de kommer på sygehuset,« fortæller Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.
Oprettelse af flere behandlingstilbud i patienternes nærområde og øget fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på hjerteområdet skal være med til at sikre bedre behandling samt tidligere opsporing af sygdom.
Bidrag fra Hjerteforeningen og hjertepatienter
Den nye hjerteplan er blevet til med inspiration fra Danske Regioner og Hjerteforeningens udspil ‘20 slag for hjerterne’ fra 2019. Derudover har også patienter med hjertesygdomme været en del af processen, hvor de blandt andet har kunne bidrage med erfaringer og input fra deres eget sygdomsforløb.
Adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft er meget positiv over, at regionens politikere har arbejdet fokuseret med at forbedre hjertepatienters vilkår.
»Hjerteplanen indeholder konkrete tiltag, der vil forbedre hjertepatienternes muligheder. Vi glæder os i Hjerteforeningen meget over det store fokus på de psykiske reaktioner i forbindelse med hjertesygdom – vi ved fra undersøgelser, at hver femte hjertepatient svarer, at vedkommende manglede hjælp og støtte fra sundhedsvæsenet til at håndtere svære følelser, bekymringer eller følelsesmæssige problemer i forbindelse med hjertediagnosen,« siger Anne Kaltoft.
Desuden er der et særligt fokusområde i hjerteplanen, som skal styrke familieopsporing til patienter med arveligt forhøjet kolesterol i blodet. Det er vigtigt at opspore forhøjet kolesterol i blodet tidligt for at undgå, at helt unge mennesker får forkalkninger i hjertets kranspulsårer eller i værste tilfælde dør tidligere end den gennemsnitlige befolkning.
Initiativer i den nye hjerteplan
Region Syddanmarks hjerteplan udspringer er regionens budgetaftale for 2020. Der er i budgettet for 2022 afsat i alt 7,25 mio. kr. til etablering og drift af nedenstående initiativer.
Nye og nære behandlingstilbud i Nyborg og Tønder i løbet af 2022, hvor borgerne kan få foretaget f.eks. ekkokardiografi og få monteret døgnblodtryksmåler samt blive tilset af en sygeplejerske eller en hjertelæge. Der skal også ses på et muligt nærtilbud i Haderslev.
Projekt med afprøvning af EKG-apparater med analyse som hjerteafdelingerne bruger ude hos de praktiserende læger og dialog om EKG-apparaternes muligheder ude hos de praktiserende læger.
Psykologer på sygehusenes hjerteafdelingerne, der blandt andet kan hjælpe med at styrke fokus på screening for psykiske eftervirkninger og dialogen med kommuner og almen praksis, da hjertepatienter oftere rammes af angst eller depression end resten af befolkningen.
Et styrket fokus på at få flere læger til at blive uddannet som hjertespeciallæge.
En regional efteruddannelse for sygeplejersker i hjerteafdelingerne.
Del artiklen: