Hjerte-kar
Nu flyver de første danske droner ud med hjertestartere
Udgivet:
Kommentarer (0)
Droneforsøget i Aalborg skal afdække, om det grundlæggende kan lade sige gøre at udbrede denne type drone i Danmark til at redde menneskeliv.
Som en del af et forskningsprojekt flyver de første danske droner nu afsted med hjertestartere ved mistanke om hjertestop. De autonome droner vil i første omgang flyve i og omkring Aalborg by.
Dansk forskningsprojekt står bag de første droneflyvninger med hjertestartere i Danmark. Dronen vil flyve ud med en hjertestarter, der fires ned tæt på en person med hjertestop og på den måde være med til at redde liv. De første flyvninger vil ske i Aalborg.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Bag forskningsprojektet står Region Hovedstadens Akutberedskab, Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, Karolinska Instituttet i Stockholm og det svenske firma Everdrone.
Formand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland Pia Pinstrup (K) er glad for, at regionen kan være med til at fremme nye måder at tænke sundhedshjælp på.
»Hvert minut tæller ved hjertestop. For hvert minut der går, falder overlevelseschancen med cirka 10 pct. Hurtig hjælp og en tilgængelig hjertestarter er alfa omega, og derfor er jeg glad for, at Region Nordjylland vil hjælpe med at høste erfaringer med denne banebrydende måde at tænke sundhedshjælp på,« fortæller Pia Buus Pinstrup.
Stort potentiale
Dronen er den første af sin slags i Danmark, og ifølge Fredrik Folke, der er forsker og professor ved Region Hovedstadens Akutberedskab, er potentialet stort.
»De seneste år er chancen for at overleve et hjertestop øget betydeligt i Danmark. I dag er det cirka 15 pct., der overlever. Men der er stadig et stort potentiale, for vi ved, at der er overlevelsesrater på op til 50 pct. ved eksempelvis lufthavne, forlystelsesområder og lignende,« siger Fredrik Folke, der er en af drivkræfterne bag forskningsprojektet.
Derfor påpeger han også, hvor vigtigt det er at afprøve teknologien for at indsamle viden og erfaring omkring brugen.
Den højteknologiske drone vil blive sendt afsted, når den sundhedsfaglige 112-operatør mistænker et hjertestop. Dronen flyver via GPS og kamera hen til vedkommende, som har ringet til alarmcentralen. Når dronen ankommer til det pågældende sted, vil en operatør tage over og sikre, at hjertestarteren fires ned et passende sted.
Forskningsprojektet har været flere år undervejs, og det har krævet mange tilladelser at nå hertil, hvor forskerne står i dag. Sikkerheden skal være i top, og derfor starter dronen med at flyve i Aalborg, hvor dronen skal monitoreres i et kontrolleret luftrum.
De første indledende flyvninger starter i dag, og det forventes, at dronen vil være i operativ drift i uge 26.
Del artiklen: