Hjertesvigtspatienter med atrieflimren har oftere brug for hospitalshjælp

Hvis personer med hjertesvigt i tillæg får en diagnose med atrieflimren, stiger deres behov for hjælp fra hospitalet markant.

Det er ikke overraskende, at man som patient med ikke én, men to, kroniske sygdomme har flere kontakter til hospitalet, men vi blev alligevel overraskede over, at forskellen er så stor. Det har både kliniske og administrative implikationer

Nicklas Vinter, læge og ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg

Det viser ny dansk forskning med udgangspunkt i 28.000 danskere med hjertesvigt.

Resultatet af forskningen viser, at personer med både hjertesvigt og atrieflimren har kortere tid til første kontakt til hospitalet, flere ambulante- eller indlæggelseskontakter og flere sengedage på hospitalet.

Faktisk er forskellen så stor, at det overraskede forskerne bag det nye studie.

»Det er ikke overraskende, at man som patient med ikke én, men to, kroniske sygdomme har flere kontakter til hospitalet, men vi blev alligevel overraskede over, at forskellen er så stor. Det har både kliniske og administrative implikationer,« fortæller læge og ph.d.-studerende Nicklas Vinter fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg.

Forskningen er offentliggjort i ESC Heart Failure.

28.000 danskere med i studie

I forskningen har Nicklas Vinter med sine kollegaer gransket data fra Hjertesvigtsdatabasen under Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

Data er fra perioden fra 2008 til 2018 og inkluderer ca. 28.000 personer med hjertesvigt. Personer, som ved inkludering i databasen allerede havde atrieflimren, blev ekskluderet fra undersøgelsen.

Data fra databasen koblede forskerne sammen med data fra Landspatientregisteret, Receptregisteret og CPR-registeret for at finde ud af, hvem der i undersøgelsesgruppen også havde atrieflimren i tillæg til diagnosen med hjertesvigt samt for at identificere andre karakteristika ved forsøgsdeltagerne.

Efterfølgende sammenlignede forskerne hospitalsbehovet for personer, der i undersøgelsesperioden udviklede atrieflimren, med personer, som ikke udviklede atrieflimren.

Forskerne matchede patienterne med og uden atrieflimren i forholdet 1:4 og justerede deres data for blandt andet køn, alder og andre faktorer.

Gennemsnitsalderen for deltagerne i analysen var ved baseline 74 år, og 29 pct. var kvinder.

Atrieflimren giver større hospitalsbehov

Resultatet af undersøgelsen viser, at på alle parametre har personer med både hjertesvigt og atrieflimren et større behov for hospitalsvæsenet end personer med kun hjertesvigt.

Efter et år havde personer med både hjertesvigt og atrieflimren hurtigere kontakt til hospitalet både i form af indlæggelse eller ambulant. De havde også flere indlæggelseskontakter og ambulatoriekontaker. Til sidst, men ikke mindst, havde de også et større sengedagsforbrug.

De mere præcise tal er som følger:

• 24 pct. af personerne med hjertesvigt, men uden atrieflimren, havde inden for et år efter opfølgningsstart været indlagt. For personer med både hjertesvigt og atrieflimren var tallet 56 pct. For ambulante indlæggelser var tallene 43 pct. og 70 pct. Samlet set svarer det til 80 pct. højere risiko for indlæggelse inden for et år, hvis man som person med hjertesvigt får en diagnose med atrieflimren.

• Antallet af indlæggelseskontakter efter et år var i hjertesvigtsgruppen fire kontakter i løbet af 1.000 risikodage sammenlignet med ni kontakter i løbet af 1.000 risikodage for personer med begge hjertelidelser. Antallet af indlæggelseskontakter var på den måde 120 pct. højere for patienter med både hjertesvigt og atrieflimren. For ambulatoriekontakter var tallene 5 og 11 pr. 100 risikodage, hvilket svarede til en 100 pct. stigning for patienter med begge hjertelidelser.

• Sengedagsforbruget var for personer med hjertesvigt, men uden atrieflimren, én pct. af risikodagene i løbet af et år mod seks pct. af risikodagene for personer med både hjertesvigt og atrieflimren. Det modsvarer et forhold på 5,3 gange højere risiko for at være indlagt en given dag.

• Ca. hver fjerde hjertesvigtspatient havde fået en diagnose med atrieflimren 10 år efter hjertesvigtsdiagnosen.

»På alle målepunkter klarer personer med atrieflimren i tillæg til hjertesvigt sig dårligere sammenlignet med personer med kun hjertesvigt. De har også et større behov for hjælp fra hospitalet, end vi havde troet,« siger Nicklas Vinter.

Har klinisk og administrativ betydning

Der er flere praktiske perspektiver i det nye studie, mener Nicklas Vinter.

For det første er det relevant for sundhedsvæsenet at kende tallene, så de bedre kan planlægge ud fra, hvor meget patientgruppen med hjertesvigt med/uden atrieflimren trækker på hospitalernes sengekapacitet. Resultaterne kan i den sammenhæng benyttes som en guide til bedre administration.

Hvis man behandler patienter med hjertesvigt med den bedst mulige behandling, falder deres risiko for udvikling af atrieflimren. Det kan reducere den markant forøgede belastning af hospitalerne, som en dobbeltdiagnose med både hjertesvigt og atrieflimren fører med sig

Nicklas Vinter, læge og ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg

For det andet er der også det kliniske perspektiv, at læger får en bedre forståelse af, hvor meget værre det kommer til at stå deres patienter, hvis de i tillæg til hjertesvigt også får en diagnose med atrieflimren.

I den sammenhæng har den forskningsgruppe, som Nicklas Vinter er en del af, tidligere i år publiceret et studie, der viste, at behandlingskvaliteten for patienter med hjertesvigt kan sige noget om risikoen for en tillægsdiagnose med atrieflimren.

Patienter, der i undersøgelsen modtog behandling af en høj kvalitet og i henhold til guidelines, havde lavere risiko for udvikling af atrieflimren end patienter, hvis behandling ikke på samme måde var af høj kvalitet og flugtede med nationale guidelines.

»Det skal man have for øje på den kliniske front. Hvis man behandler patienter med hjertesvigt med den bedst mulige behandling, falder deres risiko for udvikling af atrieflimren. Det kan reducere den markant forøgede belastning af hospitalerne, som en dobbeltdiagnose med både hjertesvigt og atrieflimren fører med sig sammenlignet med kun hjertesvigt,« siger Nicklas Vinter.

Forskeren peger også på, at et andet fokusområde i den kliniske praksis kan være at lave flere screeninger for uopdaget atrieflimren hos personer med hjertesvigt.

»Kan man opdage atrieflimren hos hjertesvigtspatienter tidligt, kan man også behandle sygdommen tidligere, hvilket kan forebygge blandt andet stroke. Det skal man som kliniker overveje, når man sidder overfor en patient med hjertesvigt,« siger Nicklas Vinter.

Projektet er støttet af Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond og Hjerteforeningen.