Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Hjerte-kar

Fremgang i overlevelsen efter hjertestop er stagneret

Udgivet:
Kommentarer (0)

Efter 20 år med en markant stigning i overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er den positive udvikling stagneret, viser nye tal fra Dansk Hjertestopregister.


Selv om både den tidlige indsats i forbindelse med hjertestop uden for hospital og overlevelsen i Danmark er blandt de bedste internationalt, er mange års konstant stigning i overlevelsen nu stagneret. Det viser tal fra årsrapporten for 2022 fra Dansk Hjertestopregister.

I 2022 var der 5.059 hjertestop uden for hospital i Danmark. Vidner, hjerteløbere eller andre førstehjælpere trådte til med hjertelungeredning i 80 pct. af hjertestoppene, og 13 pct. af hjertestoppatienterne fik stød med en hjertestarter, før ambulancen ankom. 14 pct. – svarende til 699 personer – overlevede hjertestoppet.

Borgernes engagement i forbindelse med hjertestop uden for hospital illustreres også af, at antallet af døgntilgængelige hjertestartere er steget fra 8.365 i 2017 til 15.357 i 2022.

I samme periode er antallet af borgere, der har meldt sig som frivillige hjerteløbere, mere end tidoblet: Fra 14.500 til 148.599, fremgår det af årsrapporten.

Selv om overlevelsen efter hjertestop i Danmark siden 2001 er firedoblet, har overlevelsen kun rykket sig ganske lidt de senere år.

Vil ikke acceptere stagnation

Derfor vil Dansk Råd for Genoplivning nu gå forrest i en indsats, som skal koordinere forskningen og inspirere aktørerne på genoplivningsområdet til at undersøge, hvordan vi kan forbedre overlevelsen yderligere i Danmark.

»Det er vigtigt at sige, at vi er nået fantastisk langt i Danmark, og sammenlignet med andre lande, er vi med i front, når det gælder overlevelsen efter hjertestop. Men vi er nået til et punkt, hvor der ikke sker forbedringer. Det skal vi naturligvis ikke acceptere, men i stedet samle de forskningsmæssige og politiske kræfter for at finde ud af, hvordan vi sikrer en fortsat positiv fremgang på genoplivningsområdet. Vi er lykkedes rigtig godt med at engagere borgerne i at træde til ved hjertestop, og den professionelle behandling fra det præhospitale system og hospitalerne er effektiv og af høj kvalitet. Så der er brug for, at vi tænker nyt og undersøger, hvordan vi kan få overlevelsen til at stige yderligere,« siger Stine Strandkjær, sekretariatschef for Dansk Råd for Genoplivning, i en pressemeddelsele.

Fredrik Folke, der er forskningsleder i Region Hovedstadens Akutberedskab, overlæge i kardiologi på Herlev-Gentofte Hospital og professor ved Københavns Universitet, mener, at der kan ligge et uudnyttet potentiale i at forbedre samarbejdet mellem den person, der ringer 1-1-2, og den sundhedsfaglige person, som besvarer opkaldet på regionernes vagtcentraler.

»Vi ved for lidt om, hvad der sker i tiden fra, der ringes 1-1-2, og hjertestoppet erkendes, og frem til, at ambulancen når frem. Vi skal have fokus på endnu bedre hjertelungeredning, og at endnu flere får stød med en hjertestarter inden ambulanceankomst. Det kan være ganske små ting, der, hvis de bliver justeret, kan gøre en vigtig forskel,« siger Frederik Folke i pressemeddelelsen fra Dansk Råd for Genoplivning.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere