Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Hjerte-kar

Efter afsløring om ESC-formand melder danske kardiologer ud: Vi kan stå inde for de danske behandlingsvejledninger

Udgivet:
Kommentarer (0)

»ESC skal dække hele Europa fra syd til nord, og det kan medføre, at ESC´s anbefalinger ikke altid passer direkte ind i danske forhold,« siger Jens Flensted Lassen.

Dansk Cardiologisk Selskab tager klart afstand fra interessekonflikten, der er kommet frem i TV2-dokumentar om hjertemedicinen Ivabradin og den tidligere ESC-formand. Selskabet står inde for de danske behandlingsvejledninger for medicinen, siger formand.


For nogle hjertepatienter og hjertelæger kom en nylig TV2-dokumentar som et chok.

I dokumentaren blev det oplyst, at den tidligere formand for European Society of Cardiology, Kim Fox, havde modtaget op imod en halv mia. kr. af en lægemiddelproducent, hvis lægemiddel (Ivabradin) han senere var med til at anbefale i guidelines til patienter med hjertekramper.

Det har givetvis påvirket troværdigheden til Ivabradin, ligesom tilliden til guidelines på området har fået et knæk.

Herhjemme har formand for Dansk Cardiologisk Selskab (DCS), klinisk professor Jens Flensted Lassen, set dokumentaren, og DCS tager naturligvis klart afstand fra de oplysninger, der er kommet frem.

Han oplyser samtidig, at DCS har revurderet de danske guidelines på området for at være sikre på, at patienter kan fortsætte i eventuel behandling med Ivabradin, og her er meldingen, at det kan de roligt gøre.

»Dokumentaren rammer lige ned i en diskussion om samarbejde med industrien, dobbeltroller, habilitet i forhold til rådgivning og lægeetik. Det er noget, som vi dagligt arbejder med for at sikre, at man kan have tillid til vores rådgivning og de arbejdsgrupper, som laver vores nationale behandlingsvejledninger til patienter med hjertesygdom. Vi har i DCS for længst vedtaget stramme habilitetskrav, så vi som selskab kan stå på mål for vores anbefalinger, også dem som vedrører Ivabradin,« siger Jens Flensted Lassen.

Høje habilitetskrav

Jens Flensted Lassen fortæller, at sagen om Ivabradin formentlig langt fra er den eneste af sin slags i verden. Men det vigtigt også at nævne, at sagen har sit udspring for 15 år siden.

I den mellemliggende periode har der været strammet op med habilitetskrav inden for området. Det har der været i hele verden, og også i Danmark

Vi kan stå på mål for vores behandlingsvejledninger

Jens Flensted Lassen, formand, Dansk Cardiologisk Selskab (DCS)

»Som selskab har vi pålagt os selv yderligere habilitetskrav for at sikre transparens. Det betyder, at vi ud over de habilitetskrav, der eksisterer i dansk lovgivning i forhold til samarbejder med medico- og lægemiddelindustrien, har regler, der sikrer, at personer på tillidsposter og formænd for arbejdsgrupper lever op til nogle yderligere habilitetskrav. Det handler om transparens og om vores troværdighed, og derfor er det et centralt fokusområde for selskabet,« siger Jens Flensted Lassen.

Lille plads i behandlingsvejledningen

Når det kommer til Ivabradin, oplyser Jens Flensted Lassen, at lægemidlet ikke har haft en stor plads i den danske behandlingsvejledning.

Ivabradin er anbefalet som en mulighed til patienter med hjertekramper og hjertesvigt og kan overvejes, når andre muligheder er afprøvede, og hvis patienterne samtidigt ikke har risiko for bivirkninger ved brug af lægemidlet.

Jens Flensted uddyber også, at det klart fremgår af vejledningerne, at lægemidlet ikke sikrer længere overlevelse, men kan give lidt færre hospitalsindlæggelser ved brug.

»Det er meget tydeligt i vores anbefalinger, hvornår Ivabradin er indiceret, og vores udmelding i dag til kolleger og patienter, der benytter Ivabradin, er, at følger man de anbefalinger, som er i de danske vejledninger for brug af lægemidlet, er man fuldt ud dækket af den evidens, som findes på området,« siger han.

DCS har sendt en mail ud til selskabets medlemmer i Danmark, hvor de skriver, at de står til rådighed, hvis der kommer spørgsmål fra nervøse patienter eller deres læge.

Danske guidelines genbesøges hvert år

Ifølge Jens Flensted Lassen bør man hverken som patient med hjertesygdom længere være bekymret for, at lægemidler, hvor evidensen for brugen af lægemidlet er fedtet ind i interessekonflikter, forbliver en del af de danske guidelines.

Men de nuværende regler om transparens er det usandsynligt, at nogen med så klare interessekonflikter som i TV2-dokumentaren vil sidde ved bordet, når der bliver opdateret guidelines.

Det er heller ikke sådan, at DCS bare kopierer de europæiske guidelines på området, og derfor bliver de danske anbefalinger altid vurderet nøje.

Det gælder både, når ESC laver nye anbefalinger, som DCS skal tage stilling til, og årligt, når DCS opdaterer de danske vejledninger for at se, om der eventuelt er kommet nye lægemidler på markedet, eller om evidensen for de allerede eksisterende har ændret sig.

»ESC skal dække hele Europa fra syd til nord, og det kan medføre, at ESC´s anbefalinger ikke altid passer direkte ind i danske forhold. Derudover er det kernen i dansk kardiologi, at vi opdaterer de nationale behandlingsvejledninger (NBV) hvert eneste år – også for at se, om der er kommet noget kritik af det, som vi har anbefalet tidligere. Derfor kan jeg også godt sige, at vi kan stå på mål for vores behandlingsvejledninger, og at vi selvfølgelig tager afstand fra det, som er kommet frem i dokumentaren,« siger Jens Flensted Lassen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere