Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Hjerte-kar

Danske forskere undersøger K-vitamin mod forkalkning af hjerteklappen

Udgivet:
Kommentarer (0)

Ligesom kranspulsårerne og hovedpulsåren kan aortaklappen kalke til. Læger fra blandt andet Odense Universitetshospital undersøger lige nu, om K-vitamin kan forsinke forkalkningen af aortaklappen og dermed afholde patienter fra at skulle opereres.


Hver fjerde ældre har forkalkninger på aortaklappen, og hvert år skal flere end 1.000 danskere under hjertekirurgens kniv for at få indopereret en ny, fordi deres egen er kalket til.

Forkalket hjerteklap leder til symptomer som åndenød, hjertebanken og brystsmerter, og på sigt tager hjertet skade. Når der først er symptomer, risikerer patienterne at dø inden for et halvt til et helt år.

Som tingene ser ud i dag, findes der ingen gode forebyggende behandlinger til personer med forkalket hjerteklap. Blandt andet har statiner ingen effekt på forkalkning af hjerteklappen.

Det kan dog måske være muligt at forsinke forkalkningen af hjerteklappen med behandling med simpelt K-vitamin.

Det er i hvert fald den teori, som har ledt danske forskere og læger til at undersøge det i et stort igangværende studie.

»Jeg håber, at det virker, for det vil være fantastisk for denne patientgruppe, der ikke har andre muligheder end en stor og risikabel operation. Men samtidig kan det lyde for godt til at være sandt, selvom vi har set indikationer på, at behandlingen godt kan virke,« fortæller en af de ledende forskere bag studiet, overlæge og professor i hjertesygdomme Axel Diederichsen fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Forskningsarbejdet bliver lavet i samarbejde med læger fra sygehusene i Svendborg, Silkeborg og Vejle.

K-vitamin agonist koblet til øget risiko

Udgangspunktet for det nye studie er en stor screeningsundersøgelse, hvori Axel Diederichsen med sine kollegaer observerede, at personer i behandling med det blodfortyndende middel Marevan, der er en K-vitamin-agonist, oftere havde forkalkning af hjerteklapperne sammenlignet med dem, der var i behandling med andre former for blodfortyndende medicin.

Marevan blokerer for K-vitamin i kroppen, og det fik forskerne til at spekulere i, at det kunne være en medvirkende årsag til udvikling af forkalkning af hjerteklappen. Det fik også forskerne til at tænke over, om store doser med K-vitamin måske kunne havde den modsatte effekt, altså forsinke forkalkningen af hjerteklapperne.

»Specielt K2-vitamin er centralt i forhold til knogledannelse og i bindevæv i øvrigt. I litteraturen fandt vi også flere dyrestudier, der havde fundet den samme sammenhæng med Marevan, og også at K-vitamin som tilskud kunne have en forebyggende effekt,« forklarer Axel Diederichsen.

Håber på 20 pct. reduktion i forkalkning

For at teste deres teori etablerede forskerne i 2018 et klinisk studie, hvori de ville behandle 400 patienter med K2-vitamin eller placebo over to år for at finde ud af, om behandlingen kan have en forsinkende effekt på forkalkning af hjerteklappen.

Forsøgsdeltagerne er alle mænd omkring 70 år med påviselig tidlig forkalkning af hjerteklappen. Forsøgsdeltagerne fik i studiet enten behandling med ekstremt høje doser K2-vitamin eller placebo.

De benyttede doser K-vitamin er meget højere, end det der kan købes i håndkøb.

I de to år, hvor lægerne har fulgt patienterne, er patienterne blevet undersøgt tre gange med blandt andet CT-skanninger og ultralydsskanninger for at fastlægge graden af forkalkning på hjerteklappen, men forskerne har også undersøgt forkalkninger på pulsårerne samt knoglemineralindholdet.

»Vores forhåbning er, at behandlingen med K-vitamin kan forsinke forkalkningen af hjerteklappen med 20 pct. Det vil være et rigtig tilfredsstillende resultatet,« siger Axel Diederichsen.

Data fra de sidste forsøgspersoner er allerede indhentet, men forskerne har endnu ikke påbegyndt arbejdet med at behandle data, men regner med at have gjort det til den store europæiske hjertekongres i slutningen af august.

Skal også vise klinisk relevans

Axel Diederichsen forventer, at hvis behandlingen viser sig at have den forventede effekt, vil der komme et krav fra patienter om lettere adgang til høje doser af K2-vitamin som forebyggende behandling.

Det næste skridt bliver at finde ud af, om behandlingen ikke bare har en effekt på forkalkningen af hjerteklappen, men også har en klinisk relevant effekt, eksempelvis hvis hjerteoperationer kan udskydes eller helt undgås.

»Jeg krydser fingre for, at det virker, for lige nu har vi ikke noget godt alternativ til operation. Samtidig er det bare et vitamin og ikke et lægemiddel, og det vil være fantastisk, hvis noget så simpelt kan forebygge forkalkninger,« siger Axel Diederichsen.

Forskningen er støttet af Region Syddanmark, Hjerteforeningen og Novo Nordisk.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere