Hæmatologi
Overlæge: Glofitamab bør godkendes til denne gruppe lymfekræftpatienter
Udgivet:
Kommentarer (0)
Peter de Nully Brown, overlæge og klinisk lektor, siger, at det er en overraskelse, at vi kan se så stor en overlevelsesfordel blot efter en median opfølgning på 20,7 måneder.
Stort studie med også danske patienter med refraktær eller relaps diffust storcellet B-celle lymfom viser, at behandling med glofitamab giver en overlevelse, som ikke før er set ved nogen anden behandling. Det bør blive den nye standard til denne patientgruppe, siger overlæge Peter de Nully Brown.
Opdaterede data fra STARGLO-studiet med glofitamab plus kemoterapi til patienter med refraktær eller relaps diffust storcellet B-celle lymfom blev præsenteret på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA) her i slutningen af juni i år, og det var resultater, der tegner godt for denne patientgruppe.
Efter en median opfølgning på 20,7 mdr. var overlevelsen ved behandling med glofitamab plus kemoterapi mediant 25,5 mdr. mod 12,9 mdr. ved behandling med kemoimmunterapi med rituximab.
Det modsvarer en reduktion i risikoen for død på 41 pct.
Patienterne i STARGLO-studiet var uegnede til højdosis kemoterapi med stamcellestøtte, og de tilhørte derfor en gruppe patienter med meget begrænsede terapeutiske muligheder.
I Danmark er anbefalingen blandt andet, at denne patientgruppe kan indgå i kliniske forsøg.
Det er netop, hvad en del danske patienter har gjort i STARGLO-studie, hvor overlæge og klinisk lektor Peter de Nully Brown har været investigator på den danske del af studiet.
Ifølge ham er resultaterne med behandlingen med glofitamab overbevisende.
»Til denne patientgruppe over 65 år med tilbagefald efter førstelinjebehandling har vi i dag kun adgang til behandlinger, hvor to tredjedele ikke har gavn af andenlinjebehandlingen. Derfor er det fantastisk, når et studie som STARGLO viser, at bispecifikke antistoffer som glofitamab kan give en så overbevisende overlevelsesfordel. Det er en overraskelse, at vi allerede på dette tidspunkt med en median opfølgning på kun 20,7 mdr. kan se så stor en overlevelsesfordel. Det ser også ud til, at en stor del af patienterne er kureret for deres kræftsygdom, da der tegner sig et plateau,« siger Peter de Nully Brown.
Overbevisende resultater
I STARGLO blev 274 patienter med refraktær eller relaps diffust storcellet B-celle lymfom randomiseret 2:1 til glofitamab plus kemoterapi eller rituximab plus kemoterapi.
Sidstnævnte er standardbehandling i Danmark til patienter i denne indikation.
Jeg forventer, at det bare er starten på, hvad vi kommer til at se af gode effekter med det her lægemiddel til ikke bare ældre patienter, men også til de yngre, når vi kombinerer med højdosis kemoterapi
Peter de Nully Brown, overlæge og klinisk lektor, Rigshospitalet
62,8 pct. af patienterne havde kun fået én tidligere behandlingslinje, 55,8 pct. havde primær refraktær sygdom, mens 60,8 procent var refraktære over for den seneste behandlingslinje.
Patienterne var alle uegnede til autolog stamcelletransplantation (ASCT) på grund af enten alder over 70 år, komorbiditeter, performancestatus over 2 eller havde et ønske om at undgå stamcelletransplantation.
Patienterne i behandling med glofitamab modtog mediant 11 serier behandling, mens tallet i gruppen i behandling med rituximab var fire.
Foruden den markante overlevelsesfordel ved behandlingen med glofitamab viste studiet også, at glofitamab gav bedre progressionsfri overlevelse (mediant 13,8 mdr. mod mediant 2,6 mdr.) og forbedret komplet responsrate (58,5 pct. mod 25,3 pct.).
Der blev dog konstateret flere alvorlige bivirkninger i grad tre til fire hos gruppen af patienter i behandling med glofitamab. Her oplevede 69,4 pct. alvorlige bivirkninger mod 36,4 pct. i gruppen i behandling med rituximab.
Kan måske reducere behovet for højdosis kemoterapi
Peter de Nully Brown fortæller, at studiet blot er det seneste i en række til at understrege det store behandlingspotentiale, som findes i de bispecifikke antistoffer som glofitamab.
De bispecifikke antistoffer fungerer ved at bringe immunforsvaret og kræftcellerne sammen, så immunforsvaret får lettere ved at slå kræftcellerne ihjel.
De første forsøg med denne behandlingsform var med glofitamab som monoterapi, og allerede der blev potentialet tydeligt.
I de seneste forsøg, som STARGLO er en del af, har forskere kombineret glofitamab med kemoterapi for at finde ud af, om det giver en ekstra effekt.
STARGLO viser, at det er tilfældet.
»STARGLO er et af de første studier til at vise denne store overlevelsesfordel ved at kombinere et bispecifikt antistof med kemoterapi til patienter med diffust storcellet B-celle lymfom, men der er flere studier på vej. Jeg forventer, at det bare er starten på, hvad vi kommer til at se af gode effekter med det her lægemiddel til ikke bare ældre patienter, men også til de yngre, når vi kombinerer med højdosis kemoterapi. Måske kan vi endda udelade højdosis kemoterapi og give lidt mildere kemoterapi, samtidig med at vi kurerer mange flere. Det er jeg meget optimistisk omkring,« siger Peter de Nully Brown.
Relevant for en lille gruppe patienter efter tilbagefald
Peter de Nully Brown er overbevist om, at glofitamab sammen med andre bispecifikke antistoffer kommer til at blive godkendt til behandling af patienter med diffust storcellet B-celle lymfom efter tilbagefald.
Resultaterne er simpelthen for gode, til at de er til at overse.
Hvis vi og vores patienter bliver præsenteret for muligheden for CAR T eller bispecifikke antistoffer som glofitamab, vil i de fleste tilfælde nok vælge de bispecifikke antistoffer
Peter de Nully Brown, overlæge og klinisk lektor, Rigshospitalet
Om behandlingerne bliver godkendt i første hug, er dog et spørgsmål. Det kræver nok også, at prisen er rigtig.
Derfor kan det ifølge Peter de Nully Brown være, at vi skal frem til 2025, før glofitamab kan benyttes til danske patienter i denne indikation.
Hvor mange patienter drejer det sig så om?
Peter de Nully Brown fortæller, at det ikke er mange, hvis man kun kigger på ældre over 70 år efter tilbagefald. Dem er der omkring fire til fem af om året.
Det skyldes primært, at førstelinjebehandlingen til personer med lymfekræft er god i dag, og at de fleste bliver kureret allerede i første linje.
I dag bliver ca. 90 pct. af patienter med en gunstig prognose kureret ved førstelinjebehandlingen med kemoimmunterapi.
»Men bliver behandlingen også bredt ud til de yngre patienter under 65 år, kommer vi måske op på 20 patienter om året, som ellers ikke ville blive helbredt. Det er et tal, hvor det giver god mening for mig, fordi det for dem vil betyde, at de kan få en betydelig overlevelsesgevinst,« siger Peter de Nully Brown.
Foretrækker glofitamab over CAR T
Selvom Peter de Nully Brown ser glofitamab som en del af behandlingen af patienter med diffust storcellet B-celle lymfom efter tilbagefald, mener han ikke, at behandlingen nødvendigvis har noget at gøre i første linje, selvom den måske vil være mere effektiv.
Det skyldes for det første, at den nuværende førstelinjebehandling med kemoimmunterapi kurerer langt de fleste patienter, og at behandling med glofitamab for det andet er dyrere.
For det tredje er behandlingen med glofitamab forbundet med flere bivirkninger, og det er ifølge overlægen spørgsmålet, om det giver mening at udsætte flere patienter for en bivirkningstung behandling, for at enkelte ikke oplever tilbagefald.
I forhold til konkurrencen med CAR T-celleterapierne ser Peter de Nully Brown også, at de bispecifikke antistoffer kan komme til at trække sig sejrrigt ud af den kamp.
»CAR T er også en god behandling, men den er dyrere og mere bøvlet at få sat i gang, og så skal patienterne også indlægges. Hvis vi og vores patienter bliver præsenteret for muligheden for CAR T eller bispecifikke antistoffer som glofitamab, vil i de fleste tilfælde nok vælge de bispecifikke antistoffer, fordi det er en behandling, som vi kan tage ned fra hylden og påbegynde med det samme,« siger han.
Del artiklen: