Ixazomib øger sandsynligheden for langtidsoverlevelse hos ældre og skrøbelige med myelomatose

Behandling af ældre og skrøbelige patienter med myelomatose kan være en kompliceret affære, fordi de dårligt tåler højdosis kemoterapi, der er standardbehandlingen til yngre patienter.

I et nyt internationalt forsøg, hvor danske patienter også er indgået, har læger i stedet behandlet denne skrøbelige patientpopulation med lave doser af en kombination af ixazomib (Ninlaro), thalidomid og dexamethason efterfulgt af vedligeholdelsesbehandling med ixazomib med det formål at undersøge, om vedligeholdelsesbehandling kunne forbedre patienternes progressionsfrie overlevelse og overlevelse.

Kravet for at deltage i vedligeholdelsesdelen af studiet var, at patienterne skulle have opnået mindst partiel remission efter induktionsbehandlingen med ixazomib, thalidomid og dexamethason

Niels Abildgaard, professor, OUH

Resultatet af studiet viser ikke bare, at behandlingen gør flere patienter til langtidsoverlevere, men indikerer også, at behandling med ixazomib kan gøre sygdommen mere behandlingsfølsom ved tilbagefald, hvilket måske sker via en gunstig påvirkning af mikromiljøet i knoglemarven.

»Selvom vi ikke så en forskel i tiden til første sygdomsprogression, fandt vi alligevel en markant forskel i overlevelsen efter fem år. Resultatet har gjort, at vi har iværksat et studie, der skal undersøge netop, om behandling med ixazomib har effekt på knoglemarvens mikromiljø,« fortæller klinisk professor i hæmatologi Niels Abildgaard fra Forskningsenheden for Hæmatologi ved Odense Universitetshospital.

Forskningen er offentliggjort i HemaSphere.

Niels Abildgaard var nordisk medsponsor på studiet.

Målte ixazomib som vedligehold op mod placebo

I fase 2-studiet (HOVON-126/NMSG 21.13) ønskede forskerne at teste en ny behandling, der ikke i samme grad som kemoterapi presser immunforsvaret, til ældre og skrøbelige patienter med myelomatose.

Hovedproblemstillingen i studiet var at undersøge, om patienterne efter endt indledende behandling med ixazomib, thalidomid og dexamethason kunne profitere af vedligeholdelsesbehandling med ixazomib.

I studiet rekrutterede forskerne først 143 nydiagnosticerede ældre patienter til indledende behandling med ixazomib, thalidomid og dexamethason. Herefter blev 78 randomiseret til vedligeholdelsesbehandling med ixazomib eller placebo.

Data fra den nye undersøgelse er efter median opfølgning på 60 mdr.

»Kravet for at deltage i vedligeholdelsesdelen af studiet var, at patienterne skulle have opnået mindst partiel remission efter induktionsbehandlingen med ixazomib, thalidomid og dexamethason. Den behandling virkede godt på de fleste, hvorefter vi foretog randomiseringen,« forklarer Niels Abildgaard.

Markant bedre langtidsoverlevelse

Da de første data fra studiet blev offentliggjort i 2019, viste de, at vedligeholdelsesbehandlingen med ixazomib ikke gjorde den store forskel i forhold til tid til sygdomsprogression sammenlignet med placebo.

Hos de yngre patienter, som havde modtaget højdosis kemoterapi med stamcellestøtte, viste efterfølgende vedligeholdelse med ixazomib en forbedring i progressionsfri overlevelse på cirka otte mdr. Det var nok lidt mindre end forventet

Niels Abildgaard, professor, OUH

Først nu, hvor forskerne har data efter langtidsopfølgning, kan de dog se den fulde effekt, og den slår igennem på overlevelse.

Hele 71 pct. af de patienter, der havde været behandlet med ixazomib som vedligeholdelse, var fortsat i live efter 60 mdr., mens det samme kun gjaldt 30 pct. af de patienter, som havde modtaget placebo.

Ydermere så forskerne, at selvom der ikke havde været den store forskel i den første progressionsfrie overlevelse mellem aktiv vedligeholdelsesbehandling og placebo, var der tegn på forskel i den progressionsfrie overlevelse efter første relapsbehandling.

Det er ifølge Niels Abildgaard uventet, men alligevel enormt spændende, da det indikerer, at langtidsbehandling med ixazomib kan gøre sygdommen mere behandlingsfølsom, så efterfølgende behandlinger virker bedre – måske gennem indvirkning på knoglemarvens mikromiljø.

»Vi kunne med behandlingen med ixazomib ikke forhindre, at kræften begyndte at vokse igen, men alligevel var der markant forskel i overlevelsen efter 60 mdr. ved denne behandling sammenlignet med placebo. Man kan derfor forestille sig, at behandlingen ikke bare har effekt på myelomcellerne, men også på knoglemarven i sig selv, så den ikke længere ”beskytter” kræftcellerne, hvilket gør kræftcellerne mere følsomme for andenlinjebehandling og forbedrer tiden til anden progression, og det afspejles i en forbedret overlevelse,« siger han.

Har igangsat nyt forsøg

På baggrund af de spændende data har forskerne fra Danmark taget initiativ til et nyt forskningsstudie, BONE-projektet, under ledelse af overlæge Thomas Lund fra Odense Universitetshospital, hvori forskerne vil undersøge, hvad ixazomib gør ved de raske støtteceller og knogleceller i knoglemarven. To ph.d.-projekter er knyttet til denne forskning.

Forskerne vil blandt andet undersøge, om ixazomib fremmer opheling af de knogledestruktioner, som patienter med myelomatose typisk har som led i sygdommen.

Derudover venter forskerne også på endelige data fra to store firma-sponsorerede vedligeholdelses-studier med ixazomib – et med yngre patienter efter højdosis kemoterapi, og et med ældre patienter – for at se, om de ser det samme, som blev fundet i det omtalte studie.

»Hos de yngre patienter, som havde modtaget højdosis kemoterapi med stamcellestøtte, viste efterfølgende vedligeholdelse med ixazomib en forbedring i progressionsfri overlevelse på cirka otte mdr. Det var nok lidt mindre end forventet, men hvis behandlingen også påvirker langtidsoverlevelsen hos disse patienter, kan det gå hen og blive rigtig spændende,« siger Niels Abildgaard.