Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ERS

Underernæring øger risikoen for død efter indlæggelse med lungebetændelse – og svær overvægt øger risikoen for genindlæggelse

Udgivet:
Kommentarer (0)

Data fra patienter på Nordsjællands Hospital viser, at når underernærede ældre bliver indlagt med lungebetændelse, har de markant forhøjet risiko for at dø på både kort og lang sigt. Det har svært overvægtige ældre ikke, men de har til gengæld forhøjet risiko for at blive genindlagt.


Ernæringsstatus spiller en afgørende rolle for, hvordan det går patienter, der har været indlagt med en lungebetændelse.

Det viser nye data, der netop er blevet præsenteret på den årlige kongres for European Respiratory Society (ERS).


ERS 2022:

Find alle vores artikler fradækningen af årets ERS her.


Data stammer fra patienter på Nordsjællands Hospital og viser, at hvis man er blevet indlagt med en lungebetændelse og samtidig er underernæret, har man tre gange eller mere forhøjet risiko for at dø inden for både 30 og 180 dage sammenlignet med normalvægtige.

Svært overvægtige har ikke samme risiko for at dø på hverken den korte eller lange bane, men de har til gengæld forøget risiko for at blive genindlagt på hospitalet.

Ifølge en af de forskere, som har været med til at lave studiet, bør patienters ernæringsstatus have større lægefaglig fokus, idet det kan have betydning for deres videre forløb i sundhedsvæsnet.

»Vi skal nok være bedre til systematisk at ernæringsscreene vores patienter og behandle ernæringsrelaterede problemer under indlæggelser. Vores resultater kan vi bruge til at identificere risikopatienter, ligesom det vil være godt med et samarbejde med primærsektoren, hvor man nok skal holde bedre øje med særligt de underernærede, der er i øget risiko for at dø,« fortæller ph.d.-studerende Maria Hein Hegelund fra Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling ved Nordsjællands Hospital.

310 danske patienter med i studie

På Nordsjællands Hospital har forskningsgruppen siden 2019 løbende indsamlet data på patienter, der er blevet indlagt med lungebetændelse. I alt er lidt over 800 patienter med i den database, som Maria Hein Hegelund har gjort brug af.

310 personer, som har været indlagt med lungebetændelse, er med i undersøgelsen. Gennemsnitsalderen for studiepopulationen var 71 år, 58 var underernærede, og 70 var svært overvægtige.

Det viser, hvor vigtigt et fokusområde ernæring bør være, når vi har at gøre med patienter, som bliver indlagt med lungebetændelse

Maria Hein Hegelund, ph.d.-studerende, Nordsjællands Hospital

Forskerne definerede svær overvægt som BMI på 30 eller derover, mens underernæring blev defineret som BMI under 18,5 eller vægttab i kombination med BMI under 20 for personer under 70 år, BMI under 22 for personer over 70 år, fedtfri vægtmasseindeks under 15 for kvinder eller fedtfri vægtmasseindeks under 17 for mænd.

Forskerne så på risikoen for død eller genindlæggelse inden for hhv. 30 og 180 dage for svært overvægtige og underernærerede og brugte normalvægtige som referencegruppe.

I studiet justerede forskerne for flere faktorer, herunder blandt andet alder, komorbiditet og køn.

»Tidligere har studier peget på, at det at være underernæret er associeret med øget risiko for død af ikke bare lungebetændelse, men også andre sygdomme. Der er dog ikke lavet meget forskning på risikoen for genindlæggelse blandt svært overvægtige. For de svært overvægtige har tidligere undersøgelser vist, at svær overvægt faktisk kan lede til bedre overlevelse ved indlæggelse for forskellige sygdomme. Man kalder det for fedmeparadokset, men det så vi ikke i vores studie, da svært overvægtige havde samme risiko for at dø som normalvægtige,« forklarer Maria Hein Hegelund om baggrunden for hendes undersøgelse.

Underernæring øger risikoen for død

Resultatet af undersøgelsen viser flere interessante ting:

  • På tværs af hele undersøgelsesgruppen blev 26 pct. genindlagt inden for 30 dage, og fire pct. døde. Inden for 180 dage lød tallene på hhv. 42 pct. genindlagte og 13 pct. døde.

  • Det at være underernæret var ikke associeret med øget risiko for genindlæggelse inden for hverken 30 eller 180 dage.

  • Svært overvægtige havde heller ingen øget risiko for at blive genindlagt inden for 30 dage, men over 180 dage havde de 40 pct. forøget risiko for genindlæggelse.

  • Selvom underernærerede ikke havde øget risiko for genindlæggelse inden for hverken 30 eller 180 dage, havde de øget risiko for død. Inden for 30 dage var risikoen tre gange forøget, dog med et signifikansniveau lige over grænsen. Inden for 180 dage var risikoen forøget 3,4 gange, og her var resultatet statistisk signifikant.

  • Ingen svært overvægtige døde inden for 30 dage, og der var ingen forskel på risikoen for død inden for 180 dage sammenlignet med de normalvægtige.

»Vores resultater peger meget klart på, at underernæring er associeret med øget risiko for død på både kort og lagt sigt efter indlæggelse for lungebetændelse, mens svær overvægt er associeret med øget risiko for genindlæggelse på lang sigt. Det viser, hvor vigtigt et fokusområde ernæring bør være, når vi har at gøre med patienter, som bliver indlagt med lungebetændelse og formentlig også mange andre sygdomme,« siger Maria Hein Hegelund.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere