Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ERS

Topforsker om årets ERS: »Vi glæder os først og fremmest til at mødes«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Charlotte Suppli Ulrik er professor og overlæge på lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

Professor, overlæge og chef for Lungemedicinsk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital Charlotte Suppli Ulrik glæder sig til igen at møde sine internationale kollegaer på den årlige lungekongres for European Respiratory Society, der snart begynder. Hun forventer også, at der vil blive præsenteret interessante resultater med medicin til forskellige lungesygdomme, som i dag er svære at behandle.


I denne weekend begynder dette års store tilløbsstykke, hvis man interesserer sig for, hvad der foregår inden for forskning i lungesygdomme. Det sker, når det store kongrescenter i Barcelona slår dørene op til årets kongres for European Respiratory Society (ERS).


ERS 2022:

Find alle vores artikler fradækningen af årets ERS her.


Danmark sender som sædvanlig en lille hær af dygtige læger og forskere til kongressen, og blandt dem er professor, overlæge og chef for Lungemedicinsk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital Charlotte Suppli Ulrik. Hun kommer ikke bare til kongressen som tilskuer, men som en del af bestyrelsen i ERS.

Dagens Medicin har talt med Charlotte Suppli Ulrik om hendes forventninger til årets kongres, og hun glæder sig især til én bestemt ting.

»Først og fremmest glæder vi os alle sammen som små børn til at kunne mødes igen efter flere år med aflysninger på grund af COVID-19. Det bliver godt, og det er også meget vigtigt at mødes med sine internationale kollegaer, ikke mindst for de unge forskere, der får muligheden for at tale med nogle af de forskere, som de ellers kun kender fra videnskabelige artikler. Det er noget helt andet at mødes fysisk sammenlignet med at have et møde over Skype eller Zoom,« fortæller Charlotte Suppli Ulrik.

Skal lede slagets gang ved flere sessioner

Når smil og håndtryk er overstået, kommer dette års kongres også til at byde på verdensklasse forskning, og Charlotte Suppli Ulrik har sat nogle krydser i sin konferencekalender.

For det første skal hun selv være såkaldt chair på forskellige sessioner om betydningen af miljø for forskellige lungesygdomme, selvom det ikke er hendes spidskompetenceområde.

»Men det er godt at blive klogere på andre dele af forskningen i lungesygdomme end den, som man selv laver. På den måde lærer man på kongressen noget nyt og bliver klogere,« siger Charlotte Suppli Ulrik.

Store forsøg med medicin mod astma

Den rutinerede danske overlæge og professor glæder sig også til at høre nyt inden for behandling af astma og andre lungesygdomme, og på den front forventer hun en masse nye resultater, der kan komme til at være praksisændrende i fremtiden.

Inden for behandling af astma er der de seneste år kommet mange nye former for biologisk behandling frem, og i programmet er der fastlagt flere præsentationer med resultater fra forsøg med brugen af disse lægemidler i den virkelige verden.

Det er klart, at en del af de her studier er drevet af, at medicinalindustrien gerne vil vise, hvor gode de er blevet til at behandle astma. Men det siger også noget om, hvor vi er på vej hen i forhold til mere effektivt at kunne behandle patienter med en række lungesygdomme

Charlotte Suppli Ulrik, professor og overlæge, Hvidovre Hospital

Der vil også blive præsenteret det fulde overblik over, hvor vi står i forhold til behandling af astma lige nu og her, og hvad vi mangler at få styr på.

»Det er klart, at en del af de her studier er drevet af, at medicinalindustrien gerne vil vise, hvor gode de er blevet til at behandle astma. Men det siger også noget om, hvor vi er på vej hen i forhold til mere effektivt at kunne behandle patienter med en række lungesygdomme,« siger Charlotte Suppli Ulrik.

Nye behandlinger på vej mod forskellige lungesygdomme

I samme genre ser Charlotte Suppli Ulrik også en mulighed for, at der vil blive præsenteret nogle interessante forskningsresultater på ERS med ny medicin til behandling af bronkiektasier.

Bronkiektasier er kendetegnet ved, at der er for meget plads i de små luftrør dybt nede i lungerne, og symptomerne er hoste og slim fra lungerne. Patienter skal tit behandles med antibiotika, men indtil nu er der ikke udviklet effektive behandlinger til at reducere hyppigheden af akutte forværringer.

Det ser dog ud til, at der kan være gennembrud på vej.

»Også mange patienter med astma og KOL har bronkiektasier, og det ser ud til, at der kommer en del studier med mere effektive behandlinger mod sygdommen. Det bliver interessant at se, for det er ikke som for eksempel med inhalatorer til patienter med KOL, hvor der jo nærmest kommer noget nyt på markedet hvert andet år,« siger Charlotte Suppli Ulrik.

På samme måde er der i programmet også en del oplæg med mulige behandlinger til patienter med kronisk hoste, hvor der i nogen tid har været medicin på vej, men som desværre er forbundet med forskellige betydende bivirkninger, blandt andet tab af smagssans.

»Ud fra programmet kan man se, at det også ser ud til, at der er ved at være nogle nye behandlinger klar til denne patientgruppe,« siger Charlotte Suppli Ulrik.

COVID-19 er til stede på ERS

Endelig forventer Charlotte Suppli Ulrik også, at der naturligvis kommer til at være en hel del præsentationer af forskning, som har med koblingen mellem COVID-19 og lungesygdomme at gøre.

Selvom mange formentlig er ved at være rimelig trætte af at snakke om COVID-19, er det ifølge professoren og overlægen vigtigt, at vi kommer klogere ud på den anden side af pandemien, end da vi gik ind i den.

»Vi har lært, hvor hurtigt vi kan rykke med vacciner og behandling, når det er nødvendigt, og hvor gode vi er til at samarbejde. Der vil på ERS være nogle sessioner, hvor vi kigger på, hvad vi har lært af pandemien. Det er vigtigt, for så kan vi være bedre forberedte, næste gang verden står i en lignende situation,« siger Charlotte Suppli Ulrik.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere