ERS
Skandinavisk studie på ERS leder til praksisændring efter lungetransplantation
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Vi finder en meget stor forskel på risikoen for kronisk afstødning ved de to behandlinger, og vi er ret overbeviste om, at denne forskel også vil komme til udtryk som en forskel i bedret overlevelse, når vi kigger flere år frem i tiden,« Thomas Kromann Lund.
Stort skandinavisk studie (ScanCLAD) viser, at behandling af patienter efter lungetransplantation med tacrolimus kommer med markant lavere risiko for udvikling af kronisk afstødning sammenlignet med behandling med ciclosporin. Studiets resultater har allerede inden offentliggørelsen ledt til praksisændring på hospitaler i hele Norden.
Kronisk afstødning er noget, alle transplanterede frygter. Det betyder nemlig, at det organ, man har fået, langsomt stopper med at virke.
Patienter har efter lungetransplantation stor risiko for udvikling af kronisk afstødning på sigt, og kronisk afstødning er den hyppigste årsag til død blandt lungetransplanterede efter det første år og en af årsagerne til, at patienter blot har en gennemsnitlig forventet levetid efter lungetransplantation på syv år.
ERS 2023:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ERS her.
Hidtil har patienter modtaget behandling med det immundæmpende lægemiddel ciclosporin efter lungetransplantation for at holde immunsystemet i ro og for at mindske risikoen for kronisk afstødning, men der findes også én anden mulighed på markedet, nemlig lægemidlet tacrolimus.
De to lægemidler er aldrig før målt op imod hinanden i forhold til at sænke risikoen for kronisk afstødning hos lungetransplanterede efter de nye gældende retningslinjer på området, men det har skandinaviske forskere nu gjort. Resultatet peger entydigt på, at behandling med tacrolimus langt bedre reducerer risikoen for kronisk afstødning.
Resultaterne, som netop er blevet offentliggjort på den årlige lungekongres for European Respiratory Society (ERS), ledte allerede inden offentliggørelsen til praksisændring i de nordiske lande her i sommer.
»Vi finder en meget stor forskel på risikoen for kronisk afstødning ved de to behandlinger, og vi er ret overbeviste om, at denne forskel også vil komme til udtryk som en forskel i bedret overlevelse, når vi kigger flere år frem i tiden,« fortæller tovholderen på den danske del af det nordiske studie, lungemediciner, overlæge og ph.d. Thomas Kromann Lund fra Afsnit for Lungetransplantation og Lungesygdomme på Rigshospitalet.
Forskningen er samtidig med præsentationen på ERS offentliggjort i Lancet Respiratory Medicine. Den ledende forsker bag hele studiet er den svenske thoraxkirurg Göran Dellgren.
249 patienter med i studie
I studiet har 249 patienter fra Danmark, Norge, Finland og Sverige deltaget.
Patienterne var alle terminalt lungesyge med behov for dobbelt lungetransplantation. De var gennemsnitligt 55 år gamle ved transplantationen, men spændte over alderen fra 18-65 år.
Vi er overrasket over, at resultatet er så klart, som det er. Mange flere data vil følge i årene, der kommer, da vi har valgt at følge patienterne i op til 6 år
Thomas Kromann Lund, overlæge, Rigshospitalet
Patienterne var for størstedelens vedkommende lungesyge på grund af KOL eller lungefibrose, men der var også patienter med forskellige mere sjældne sygdomme som cystisk fibrose.
Patienterne blev i studiet, der er såkaldt investigator-initieret, altså på initiativ fra lægerne selv, randomiseret til behandling med enten ciclosporin eller tacrolimus.
Endepunktet i studiet var andelen af patienter, som i løbet af de første tre år efter transplantation fik konstateret kronisk afstødning.
»Kronisk afstødning giver åndenød, nedsat lungefunktion, dårligere livskvalitet og på sigt øget dødelighed. Den kroniske afstødning kan ikke effektivt stoppes, så det gælder om at udsætte den,« forklarer Thomas Kromann Lund.
Markant fordel
Resultatet af studiet viser, at behandling med tacrolimus kommer med den klart mest attraktive profil, når det kommer til risikoen for kronisk afstødning.
Mens 39 pct. af patienter i behandling med ciclosporin havde oplevet kronisk afstødning inden for de første tre år efter transplantation, var tallet for patienter i behandling med tacrolimus blot 13 pct.
Tallene for ciclosporin passer desuden meget godt med det, som lægerne kender fra den kliniske hverdag, hvor man plejer at sige, at 50 til 60 pct. af patienter vil opleve kronisk afstødning inden for fem år efter en lungetransplantation.
»13 pct. er et meget lavt tal, og således er der en klar fordel ved den ene behandling frem for den anden, og det er også grunden til, at vi allerede i sommer gjorde tacrolimus til standardbehandling efter lungetransplantation i hele Skandinavien,« siger Thomas Kromann Lund.
Han uddyber, at forskerne i studiet ikke fandt nogen forskel i bivirkningsprofil mellem de to behandlinger, og at de indledende analyser af subgrupper af patienter peger i retning af, at behandling med tacrolimus også kommer med en overlevelsesfordel over ciclosporin.
»Dette er et stort studie, når det kommer til en niche-patientgruppe, som lungetransplanterede jo er, og vi er overrasket over, at resultatet er så klart, som det er. Mange flere data vil følge i årene, der kommer, da vi har valgt at følge patienterne i op til 6 år, « siger Thomas Kromann Lund.
Thomas Kromann Lund understreger, at tidligere transplanterede som udgangspunkt ikke skal skifte medicin, da et skifte kan give andre ulemper.
Del artiklen: