Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ERS

Elektronisk næse identificerer tegn på afstødning efter lungetransplantation

Udgivet:
Kommentarer (0)

Et nyudviklet elektronisk næse kan med 86 pct. præcision afgøre, om lungerne er ved at blive afstødt af kroppen.


Forskere fra Holland har på den igangværende årlige kongres for European Respiratory Society (ERS) demonstreret, at en elektronisk næse (eNose) med 86 pct. præcision kan identificere, om en lungetransplantation er ved at blive afstødt.


ERS 2021:

Find alle vores artikler fradækningen af årets ERS her.


Den elektronisk næse kan ifølge en af udviklerne blive et vigtigt redskab i forhold til tidligt at sætte ind med behandling ved kronisk afstødning efter en lungetransplantation.

»Kronisk afstødning er hovedårsagen til dødsfald efter lungetransplantationer, og i øjeblikket er der ingen muligheder for at få den kroniske afstødning til at gå tilbage. Derfor er det vigtigt at se på, hvordan vi kan forudsige eller diagnosticere dysfunktion i en transplanteret lunge, så vi kan behandle så tidligt som muligt,« fortæller ph.d.-studerende Nynke Wijbenga fra Erasmus University Medical Center, Rotterdam, i en pressemeddelelse.

Skelnede mellem stabile transplantationer og afstødning

Den elektroniske næse er et lille apparat med sensorer, der kan identificere nogle specifikke volatile organiske molekyler, som er til stede i omkring én pct. af vores udåndingsluft, og som varierer i forhold til de metaboliske processer i kroppen, eksempelvis i lungerne.

Vi håber, at vores fremtidige forskning vil afsløre, om eNose-teknologien kan skelne mellem RAS og BOS

Nynke Wijbenga, ph.d.-studerende, Erasmus University Medical Center

Når patienter puster i eNose, kan apparatet ikke bare måle på tilstedeværelsen af de volatile organiske molekyler, men også tage højde for den indåndede luft. “Fingeraftrykket” fra udåndingen kan forskerne med hjælp fra kunstig intelligens bruge til at identificere forskellige lungesygdomme.

I studiet har forskerne rekrutteret 91 patienter, som havde fået transplanteret en lunge. De 91 patienter blev bedt om at ånde ind i eNose, og forskerne sammenlignede derefter resultatet fra eNose med den diagnose, som patienternes læger havde stillet.

Patienterne var mellem 35 og 73 år gamle, 47 pct. var mænd, og gennemsnitligt havde patienterne fået en transplantation for 3,6 år siden. Resultatet af undersøgelsen viser, at eNose med 86 pct. præcision var i stand til at identificere de 68 patienter med stabile transplantationer og de 23 patienter med kronisk afstødning.

»Disse resultater indikerer, at eNose er et lovende værktøj til at identificere kronisk afstødning. Der skal dog mere forskning til, før det kan bruges i klinikken,« siger Nynke Wijbenga.

Hun uddyber, at forskerne også kigger på muligheden for at bruge eNose til at skelne mellem to typer af kronisk afstødning, BOS og RAS, hvor RAS er den klart mest alvorlige.

»Vi håber, at vores fremtidige forskning vil afsløre, om eNose-teknologien kan skelne mellem RAS og BOS. Derudover vil vi undersøge, om teknologien også kan benyttes til at identificere andre komplikationer efter lungetransplantation,« siger Nynke Wijbenga.

Patienterne i studiet bliver fortsat overvåget med eNose ved alle besøg i klinikken for hele tiden at holde øje med eventuel udvikling i tilstanden af de transplanterede lunger.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere