Meget lille gevinst ved rutinemæssig PET-skanning af patienter med MEN1

Omkring 150 danskere lider af den meget sjældne sygdom MEN1, som er kendetegnet ved hormonproducerende neuroendokrine tumorer i hypofysen, bi-skjoldbrugskirtlerne (primær hyperparathyreoidisme) og bugspytkirtlen.

Til patienter med MEN1 er det rutine at skanne dem hvert eller hvert andet år i kontrolbesøg for at følge sygdomsudviklingen, men der er internationalt ikke konsensus om, hvilken skanningsmetode der er bedst.

Nu viser ny dansk forskning, at brug af PET formentlig er som at skyde gråspurve med kanoner, og at man risikerer at unødigt øge patienternes risiko for udvikling af kræft ved at benytte gentagne PET-CT-skanninger, samtidig med at der kun gøres meget få fund på PET, som ikke kan findes med andre og mere skånsomme scanningsmetoder.

Resultatet af studiet har allerede fået konsekvenser for, hvordan man gør tingene på Rigshospitalet.

»Vi kan se, at PET-delen ikke bidrager med særligt meget i forhold til rutinekontrollen til patienter med MEN1. Resultaterne har fået os til at bruge PET-CT mindre, end vi har gjort før, og så er vi primært gået over til at bruge MR i opfølgningen på patienterne. Der er selvfølgelig et kapacitetsproblem ved brug af MR, men vores studie åbner øjnene for, at vi påfører mange af vores patienter en unødig stråledosis, uden at det for langt de flestes vedkommende kommer med et resultat, man ikke kan komme frem til på anden måde. Ved PET-CT er det primært CT-delen, der bidrager med stråling, men aktuelt har vi ikke mulighed for i den daglige praksis at kombinere PET med MR,« fortæller en af forskerne bag studiet, overlæge på Endokrinologisk Klinik på Rigshospitalet Mikkel Andreassen.

Forskningen er offentliggjort i Journal of Neuroendocrinology.

Kigget på data over de seneste 10 år

I studiet har forskerne meget simpelt undersøgt, hvad der på Endokrinologisk Klinik på Rigshospitalet inden for de seneste 10 år er opdaget af fund ved brug af PET, som ikke kunne være fundet på andre måder, og hvad det har ledt til af ændringer i behandling.

Det kunne som eksempel være, at fund på en skanning har ledt til ændringer i den medicinske behandling eller til en operation.

Ved MR eller PET-CT leder lægerne efter nogle helt specielle hormonproducerende knuder i primært hypofysen, bi-skjoldbrugskirtlen eller bugspytkirtlerne og sjældnere i lunger og thymus. Fundene kan bruges til at vejlede lægerne i den fremadrettede behandling.

I løbet af 10 år har vores 60 patienter fået foretaget 470 scanninger i forbindelse med kontrol, og heraf var 209 PET-skanninger

Mikkel Andreassen, overlæge, Rigshospitalet

På Rigshospitalet har man i en årrække benyttet PET-CT meget, idet det er den mest nøjagtige skanningsmetode til at identificere neuroendokrine tumorer hos patienter med MEN1, men på cirka 10 pct. af skanningerne identificeres tilfældige bifund, der skal undersøges nærmere, og så viser sig ikke at være noget alligevel.

I den sammenhæng har man ved brug af PET-CT gjort patienterne unødigt nervøse, ligesom man formentlig har brugt ekstra ressourcer på yderligere undersøgelser. Så er der selvfølgelig også hele problematikken ved at blive udsat for stråling i forbindelse med kontrolundersøgelser.

»Patienterne vil gerne undersøges med de metoder, som kommer med den klareste svar, men der er en bagside af medaljen, hvilket er, at de bliver udsat for stråling, som øger deres risiko for at dø af kræft, og at de kan få nogle svar, som kræver ekstra undersøgelser, der er ressourcekrævende og skaber bekymring,« forklarer Mikkel Andreassen.

Meget få ekstra fund med PET-CT

Data fra 60 danske patienter med MEN1 er indgået i studiet.

Inklusionskriteriet var, at de skulle have været undersøgt med PET-CT mindst én gang inden for de seneste 10 år.

Forskerne undersøgte, hvor mange af patienterne der havde fået ændret deres medicinske behandling eller havde fået foretaget en operation på baggrund af fund på PET-CT-skanningen, og hvor mange af de fund, som også ville være fundet med brug af bare CT- eller MR-skanning.

Ud af de 60 patienter havde 26 fået ændret deres behandling i undersøgelsesperioden. 14 havde fået foretaget en operation, og 12 havde fået ny medicin.

Og så må det jo aldrig være sådan, at vi skanner folk med en metode, der kan øge risikoen for kræft, og at vi ender med at gøre kontrolforløbet farligere end selve sygdommen

Mikkel Andreassen, overlæge, Rigshospitalet

Ud af de 26 fund med PET-CT var blot tre formentlig ikke fundet ved brug af kun CT- eller MR-skanning, viser forskningsresultatet.

De tre tilfælde drejede sig om ét fund, som ledte til en total fjernelse af bugspytkirtlen, mens de to andre fund resulterede i opstart på medicinsk behandling for spredning af metastaser til knogler.

»I løbet af 10 år har vores 60 patienter fået foretaget 470 scanninger i forbindelse med kontrol, og heraf var 209 PET-skanninger. Vi må om ikke andet stille os selv spørgsmålet, om det egentlig er det værd at lave så mange PET-scanninger for at gøre fund hos tre patienter, som vi ikke ville have kunnet finde ved en anden skanningsmetode,« siger Mikkel Andreassen.

Kontrol kan være farligere end sygdom

Mikkel Andreassen fortæller, at resultatet af studiet har fået lægerne på Rigshospitalet til at ændre praksis, så det ikke længere er rutine at benytte PET-CT-skanninger i kontrollen med patienter med MEN1.

Det betyder ikke, at lægerne aldrig benytter PET-CT, men at de gør det meget mere selektivt end førhen.

I stedet er lægerne gået over til at bruge MR meget mere, og hvis de finder noget på en MR-skanning, som kræver yderligere undersøgelse, sender de patienterne forbi PET-CT-scanneren.

»Hvis vi havde set, at vi med PET-CT gjorde en masse fund, som ledte til ændret behandling, var sagen en anden. Tre ud af 26 fund og med rutinemæssig brug af PET-CT til 60 patienter med MEN1 over 10 år peger bare ikke i den retning, hvilket har gjort, at vi har ændret på vores tilgang til disse patienter,« siger Mikkel Andreassen.

Han uddyber, at forskningen også spiller ind i hele debatten om, hvorvidt man i sundhedsvæsenet undersøger for meget og laver for mange scanninger i det hele taget, fordi man ofte finder noget, som ikke er farligt, og som ikke ville være opdaget uden en skanner.

»Og så må det jo aldrig være sådan, at vi skanner folk med en metode, der kan øge risikoen for kræft, og at vi ender med at gøre kontrolforløbet farligere end selve sygdommen,« siger Mikkel Andreassen.