Diabetes
Type 2-diabetes forringer prognosen ved CLL
Udgivet:
Kommentarer (0)
Dansk forskningsarbejde viser, hvad en diagnose med type 2-diabetes gør for prognosen for patienter med CLL, og hvad det gør ved deres behandling.
Lidt over 10 pct. af de danske patienter med kronisk lymfatisk leukæmi har også type 2-diabetes. Det forringer deres prognose samt tid til behandling, viser ny forskning.
Patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) debuterer ofte med sygdommen sent i livet, og derfor har mange patienter også andre diagnoser, eksempelvis type 2-diabetes.
Data kan bruges til at gøre klinikere opmærksomme på, hvordan det går patienter med CLL med type 2-diabetes, og at der kan være forskelle på, hvordan vi behandler dem
Emelie Curovic Rotbain, forsker og ph.d., Rigshospitalet
Kombinationen af flere sygdomme kan forringe prognosen for patienterne, især når sygdommene har fælles patogenese.
Nu viser et nyt dansk forskningsarbejde, hvad en diagnose med type 2-diabetes gør for prognosen for patienter med CLL, og hvad det gør ved deres behandling.
Forskningen er netop offentliggjort på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA).
»Man må formode, at hvis man har begge sygdomme, vil det alt andet lige forringe prognosen, men vi kan se, at en dobbeltdiagnose ud over øget dødelighed også kommer med længere tid til behandling. Data kan bruges til at gøre klinikere opmærksomme på, hvordan det går patienter med CLL med type 2-diabetes, og at der kan være forskelle på, hvordan vi behandler dem,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d. og forsker Emelie Curovic Rotbain fra Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet.
Over 10 pct. med CLL har type 2-diabetes
Studiet er et registerstudie, hvori forskerne har samlet data fra Det Danske CLL-register, Landspatientregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret.
I data fandt forskerne frem til alle de patienter, som i perioden fra 2002 til 2018 fik stillet en diagnose med CLL, samt hvem af disse patienter der ydermere havde en diagnose med type 2-diabetes.
EHA 2022:
Find alle vores artikler fradækningen af årets EHA her.
Forskerne fulgte patienterne frem til 2018 og kunne dermed se, hvordan de var blevet behandlet, samt om de var døde, og hvad de var døde af.
I alt 7.446 patienter med CLL er med i undersøgelsen, hvoraf 802 havde en diagnose med type 2-diabetes.
Den gennemsnitlige alder ved diagnosetidspunktet for CLL var 71 år, og 60 pct. var mænd.
Blandt patienter med både en diagnose med CLL og type 2-diabetes var 66 pct. mænd.
Dør tre år tidligere end patienter med kun CLL
Resultatet af undersøgelsen viser for det første, at patienter med en dobbeltdiagnose lever kortere tid end personer med kun en diagnose med CLL.
Fra diagnosetidspunktet for CLL overlevede patienter med kun CLL mediant 10 år, mens personer, der i tillæg til CLL også havde type 2-diabetes, blot overlevede syv år.
Desuden fandt forskerne, at chancen for at komme hurtigt i behandling for CLL faldt, hvis patienterne også havde en diagnose med type 2-diabtes.
25 pct. af patienter med kun CLL var i behandling inden for fire år af diagnosetidspunktet, mens 25 pct. af patienterne med en tillægsdiagnose med type 2-diabetes var i behandling for CLL inden for fem år.
»Det kommer ikke bag på mig, at man dør tidligere, hvis man har to sygdomme sammenlignet med kun at have én sygdom. Men det er bekymrende, at patienter med type 2-diabetes modtager senere behandling for CLL,« siger Emelie Curovic Rotbain.
Flere mulige årsager til sen behandling
Emelie Curovic Rotbain peger på flere mulige årsager til, at personer med to diagnoser kommer i behandling senere.
Det er bekymrende, at patienter med type 2-diabetes modtager senere behandling for CLL
Emelie Curovic Rotbain, forsker og ph.d., Rigshospitalet
For det første kan det skyldes, at de oftere får taget blodprøver, og at CLL derfor opdages tidligere hos personer med type 2-diabetes. Derfor vil tiden til behandling også være længere, da man ikke normalt behandler sygdommen, før den bliver symptomatisk.
En anden mulighed kan være, at patienter med type 2-diabetes ikke i samme grad er opmærksomme på symptomer på CLL, fordi de i forvejen har mange symptomer på deres metaboliske sygdom.
En tredje mulighed er, at læger er mere tilbageholdende med at give denne gruppe af patienter medicin, fordi de ofte er mere skrøbelige.
»Men her er det også vigtigt at sige, at når vi kigger på dødsårsagerne, så dør de ikke kun af type 2-diabetes og relaterede sygdomme. De dør også tidligere af CLL,« siger Emelie Curovic Rotbain.
Vigtig viden til både læger og patienter
Emelie Curovic Rotbain mener, at data kan være vigtige for klinikere at holde for øje i tilgangen til patienter med type 2-diabetes og CLL.
Måske er der en forskel i behandlingen, som skal adresseres.
»Vi skal også bruge data til at informere og rådgive patienter med begge sygdomme. De har mindre sandsynlighed for at blive inkluderet i kliniske studier, og derfor er det vigtigt, at vi nu kan fremlægge data for, hvordan det kommer til at gå dem,« siger Emelie Curovic Rotbain.
Del artiklen: