Diabetes
Topnyheder fra første dag på EASD
Udgivet:
Kommentarer (0)
Et af højdepunkterne på dag 1 af EASD kongressen var, blandt andet at sort te beskytter bedst mod type 2-diabetes.
Den årlige kongres for European Association for the Study of Diabetes er skudt i gang, og vi tager en overflyvning på de mest interessante internationale forskningsnyheder fra førstedagen.
Semaglutid forbedrer blodsukkerkontrollen og stimulerer vægttab i op til tre år i den virkelige verden. Det viser et nyt studie, der netop er blevet præsenteret resultater fra på den årlige kongres for European Association for the Study of Diabetes (EASD).
I studiet havde israelske forskere gennemgået data fra diabetesregisteret i Maccabi Health Services, der indeholder data på 200.000 personer med diabetes.
EASD 2023:Dagens Medicins journalist Cecilie Krabbe rapporterer direkte fra årets EASD i Hamborg. Følg dækningen her.
I data identificerede forskerne 23.442 personer, der havde været i behandling med semaglutid for type 2-diabetes i perioden fra august 2019 til december 2022.
Forskerne satte som krav, at forsøgsdeltagerne havde fået foretaget en måling af deres blodsukker 12 mdr. før og seks mdr. efter behandlingsopstart med semaglutid.
49 pct. af forsøgsdeltagerne var kvinder, gennemsnitsalderen var 62 år, og de vejede ved baseline gennemsnitligt 94,1 kilo med et gennemsnitligt BMI på 33,7 kg/m2. Ved baseline var det gennemsnitlige HbA1c 7,6 pct.
I studiet undersøgte forskerne for ændringer i HbA1c i op til tre år efter behandlingsopstart blandt hele population og separat for personer, der var påbegyndt behandlingen inden for to år af studieperiodens afslutning.
Forskerne undersøgte også, hvor vedholdende deltagerne i studiet var i forhold til at blive i behandling.
Forud for påbegyndt behandling med semaglutid havde 30 pct. af studiedeltagerne været i behandling med insulin, og 31 pct. havde været i behandling med en anden GLP-1-receptoragonist.
Den mediane opfølgning i studiet var 17,6 mdr., og blandt 75 pct. af studiedeltagerne holdt 60 pct. fast i behandlingen inden for de første seks måneder efter behandlingsopstart.
Resultatet af studiet viser, at efter seks mdr. efter behandlingsopstart havde studiedeltagerne i gennemsnit trimmet deres HbA1c med 0,77 procentpoint og reduceret deres kropsvægt med 4,7 kilo.
Både forbedringen i HbA1c og vægttab var størst blandt dem, som ikke førhen havde været i behandling med en anden GLP-1-receptoragonist.
Større vedholdenhed til behandlingen var også associeret til større sænkning af HbA1c og større vægttab.
Yderligere analyser viste, at både reduktionen i HbA1c og vægt blev bevaret over tid og fortsatte med at være der i mere end tre år efter behandlingsopstart.
»I dette store studie med data fra den virkelige verden var vi i stand til at vise vedblivende reduktioner i HbA1c og kropsvægt med relation til vedholdenhed til behandling. Data er på linje med resultater fra kontrollerede forsøg og viser en langvarig og stabil effekt af ugentlig semaglutid,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Avraham Karasik fra Institute of Research and Innovation ved Maccabi Health Services.
Sort te beskytter bedst mod type 2-diabetes
Vil man helt undgå behandling for diabetes, kan te måske være svaret, da den sorte drik mindsker risikoen for i det hele taget at få sygdomme.
Det viser i hvert fald et andet studie, der er præsenteret resultater fra på EASD. I studiet viser forskere ikke bare, at te reducerer risikoen for udvikling af diabetes. Studiet viser også, hvad den potentielle bagvedliggende beskyttende mekanisme kan være.
I studiet havde forskerne inkluderet 1.923 personer fra Kina, hvoraf 562 var mænd, og 1.361 var kvinder.
Forsøgsdeltagerne var mellem 20 og 80 år gamle, og 436 havde diabetes, mens 352 havde prædiabetes. 1.135 af forsøgspersonerne havde normale blodsukkerniveauer.
Forskerne undersøgte i studiet sammenhængen mellem det at drikke te, hvor ofte forsøgspersonerne drak te og mål for udskillelse af glukose i urinen, insulinresistens og glykæmisk status.
Resultatet af studiet viser for det første, at det at drikke sort te dagligt var associeret til 53 pct. lavere risiko for udvikling af prædiabetes og 47 pct. reduceret risiko for at udvikle type 2-diabetes. Resultatet var justeret for forskellige risikofaktorer for udvikling af diabetes.
Vores fund antyder en øget risiko for udvikling af diabetes blandt redningsfolk, der blev udsat for lave doser af stråling
Huan Hu, læge, National Institute of Occupational Safety and Health
Skeler man til tallene for det at drikke en hvilken som helst form for te, var et dagligt indtag af te associeret til en stigning i glukoseudskillelse i urinen på 0,11 mmol/mmol og en reduktion i insulinresistens på -0,23 TyG. En hvilken som helst te var associeret til en reduktion på 15 pct. i risikoen for udvikling af prædiabetes og en reduktion på 28 pct. i forhold til udvikling af type 2-diabetes.
At drikke sort te dagligt var i studiet associeret til større stigning i udskillelse af glukose i ruinen og større reduktion i insulinresistens.
»Disse resultater antyder, at effekten af bioaktive molekyler i sort te direkte eller indirekte modulerer glukosesekretionen i nyrerne, hvilket er en effekt, som til nogen grad efterligner effekten af SGLT2-hæmmere, der er en ny form for antidiabetisk lægemiddel, som ikke bare beskytter mod type 2-diabetes, men også har substantiel effekt på hjertet og nyrerne,« fortæller en af forskerne bag studiet, lektor Tongzhi Wu fra University of Adelaide, Australien, i en pressemeddelelse.
Forskerne formoder, at de helbredsfordele, som er associeret til det at drikke sort te, ligger i den måde, hvorpå sort te bliver produceret.
Processen involverer blandt andet fermentering, hvori mikrober producerer bioaktive molekyler, som alkaloider, frie aminosyrer, polyfenoler, polysakkarider mm., der kan være potente antioxidanter og have antiinflammatorisk effekt.
Begge dele kan bidrage til forbedret insulinsensitivitet og funktionen af de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen, ligesom de kan ændre ved kompositionen af bakterier i tarmen i en mere sundhedsfremmende retning.
Fukushima har øget risikoen for diabetes
Endelig viser et studie fra Japan, at de redningsfolk, der arbejdede i katastrofeområdet omkring atomkraftværket Fukushima, har haft øget risiko for udvikling af diabetes i de ti år siden katastrofen.
6.000 ud af 20.000 redningsfolk er indgået i studiet, hvori forskerne identificerede de personer, der havde udviklet diabetes, og sammenholdt fundet med den mængde stråling, som redningsfolkene havde været udsat for.
Resultatet af studiet viser, at sammenlignet med den gruppe, som havde været udsat for mindst stråling (nul til fire millisevert), havde personer udsat for fem til ni millisevert seks pct. højere risiko for i perioden fra 2012 til 2021 at have udviklet diabetes.
For personer udsat for 10 til 19 millisevert var risikoen 47 pct. højere og 33 pct højere for personer udsat for 20 til 49 millisevert.
»Vores fund antyder en øget risiko for udvikling af diabetes blandt redningsfolk, der blev udsat for lave doser af stråling. Selvom den potentielle mekanisme er ukendt, har forskellige studier sandsynliggjort, at stråling kan påvirke bugspytkirtlens celler for insulinproduktion og derigennem bidrage til udviklingen af diabetes. Derudover er der en kobling mellem stråling og inflammation i kroppen, hvilket er en velkendt faktor for udvikling af insulinresistens og diabetes,« fortæller læge Huan Hu fra National Institute of Occupational Safety and Health, Japan, i en pressemeddelelse.
Del artiklen: