Diabetes
Tirzepatide forhindrer prædiabetes i at udvikle sig: »Aldrig set før«
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Dybest set kunne vi forebygge diabetes hos 94 pct. af personerne, og det var meget, meget få, der udviklede diabetes. Det er helt forbløffende,« siger lektor i medicin Leigh Perreault fra University of Colorado Anschutz Medical Campus.
Et udtræk af data fra det store SURMOUNT-1-studie med behandling af personer med overvægt med Eli Lillys vægttabsmiddel tirzepatide viser, at behandlingen forhindrede næsten alle forsøgsdeltagere med prædiabetes i at udvikle type 2-diabetes. Det er absolut forbløffende og ikke set før, siger forsker.
Ugentlig tirzepatide (Zepbound, i Danmark Mounjaro) til behandling af svær overvægt reducerer risikoen for udvikling af type 2-diabetes blandt personer med prædiabetes til næsten ingenting.
Det viser nye data, der netop er præsenteret på den årlige overvægtskongres Obesity Week.
Resultaterne stammer fra SURMOUNT-1-studiet og viser desuden, at selv efter tre år i behandling med tirzepatide fastholder forsøgsdeltagerne stadig det vægttab, som de har opnået med behandlingen.
Dog viser data også, at effekten af behandlingen begynder at forsvinde, så snart folk stopper med at tage medicinen.
Ud over til Obesity Week bliver resultaterne også publiceret d. 13. november i New England Journal of Medicine.
Obesity Week 2024:
Følg dækningen af årets Obesity Week her.
»Vægttabet var holdbart i hele undersøgelsens varighed. Det er data over tre år og fire måneder, så det er et meget, meget langsigtet datasæt. Dybest set kunne vi forebygge diabetes hos 94 pct. af personerne, og det var meget, meget få, der udviklede diabetes. Det er helt forbløffende. Det er noget, der aldrig er set før,« fortæller den af forskerne bag studiet, lektor i medicin Leigh Perreault fra University of Colorado Anschutz Medical Campus til Medscape Medical News.
Næsten ingen udvikler type 2-diabetes
1.032 personer med prædiabetes deltog i SURMOUNT-1.
Her udviklede blot 1,2 pct. af dem, der blev behandlet med tirzepatide, type 2-diabetes i løbet af undersøgelsens 176 uger.
Det gjaldt på tværs af alle doseringer af lægemidlet.
Til sammenligning udviklede 12,6 pct. i placebogruppen type 2-diabetes, hvilket modsvarer en reduktion på 94 pct. i risiko ved behandling med tirzepatide.
Antallet af personer, der skulle behandles med tirzepatide for at forhindre, at én person udviklede type 2-diabetes, var ni.
Jeg tror, vi kommer til et punkt, hvor vi får bedre ideer om, hvilken medicin vi skal starte med til hvilken patient, og hvor vi ved, hvorfor de udvikler deres svære overvægt. Så kan vi bedre skræddersy vores medicin
Susan Yanovski, senior scientific advisor, Office of Obesity Research ved National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases
Næsten alle personer med prædiabetes i behandling med tirzepatide fik normale glukoseniveauer i blodet, mens det kun gjaldt for 60 pct. i kontrolgruppen.
Vedrørende vægttab, spændte de fra 15,4 pct. ved den lave dosis til 22,9 pct. ved den høje dosis.
Vægttabene blev opnået tidligt i studieperioden og blev beholdt i alle 176 uger. I placebogruppen tabte forsøgsdeltagerne blot 2,1 pct. af deres kropsvægt.
Ydermere blev forbedringer i livvidde, blodtryk og lipider også beholdt gennem hele undersøgelsesperioden.
Medscape har bedt senior scientific advisor Susan Yanovski fra Office of Obesity Research ved National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases, om at kommentere på resultaterne.
»Det, alle gerne vil vide om disse lægemidler, når vi nu siger, at folk skal tage dem i lang tid, er, hvad der sker, når man tager dem i lang tid. Jeg synes, det er meget imponerende data, at folk kunne fastholde vægttabet i så lang tid,« siger hun.
Medicinstop leder til vægtforøgelse
Fra resultaterne står det dog også klart, at det begynder at gå galt igen, når personer i behandling med tirzepatide stopper med at tage medicinen.
I løbet af et 17 uger langt behandlingsstop efter de 176 uger tog forsøgsdeltagerne omkring syv pct. af deres kropsvægt på igen.
Yderligere otte personer i behandling med tirzepatide udviklede type 2-diabetes efter behandlingsstoppet, hvilket fordoblede det totale antal, og blodsukkerniveauerne steg også.
Ud af de 1.032 personer, der deltog i analysen, forblev 69,6 pct. i behandlingen med fem mg tirzepatide, mens 72,7 pct. forblev i behandlingen med 15 mg tirzepatide.
I kontrolgruppen forblev blot 50,4 pct. i behandlingen.
At folk tager på igen, når de stopper i behandling med tirzepatide, bekymrer ikke forskerne bag studiet.
»Folk, der bruger inhalatorer mod astma, som bruger antidepressiva mod depression, folk, der bruger diabetesmedicin – vi har en struktur med kronisk medicinsk behandling af visse tilstande, og det er på tide at se på svær overvægt som en af de kroniske tilstande,« siger Leigh Perreault.
Stadig tidligt i udviklingen
Susan Yanovski fortæller, at hun er optimistisk omkring de nye vægttabsbehandlinger, herunder tirzepatide.
Vi er ifølge forskeren stadig i en periode, hvor denne form for medicin er meget ny, og hvor de første resultater vedrørende positive effekter på overvægtsrelaterede komorbiditeter først er begyndt at komme frem.
»Jeg tror, vi kommer til et punkt, hvor vi får bedre ideer om, hvilken medicin vi skal starte med til hvilken patient, og hvor vi ved, hvorfor de udvikler deres svære overvægt. Så kan vi bedre skræddersy vores medicin til den enkelte patient. GLP-1-lægemidlerne ser ud til at virke for rigtig mange patienter og har mange sundhedsmæssige fordele. Jeg tror, det er noget, som klinikerne helt sikkert vil tage i betragtning, hvis deres patienter kan få dem,« siger Susan Yanovski.
Del artiklen: