Diabetes
Tegn på epigenetisk kobling mellem mors type 1-diabetes og barnets sundhed senere i livet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ny dansk forskning indikerer, at koblingen mellem mors type 1-diabetes og barnets risiko for at blive overvægtig eller udvikle type 2-diabetes skal findes i epigenetikken.
Børn af mødre med type 1-diabetes har generelt højere risiko for at blive overvægtige eller udvikle type 2-diabetes.
EASD 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EASD her.
Nu viser et nyt dansk studie, at koblingen mellem de to muligvis skal findes i epigenetikken.
I hvert fald har børn af mødre med type 1-diabetes ændret epigenetik sammenlignet med børn af mødre uden type 1-diabetes.
Forskningsresultatet er blevet præsenteret på den årlige kongres for European Association for the Study of Diabetes (EASD).
»Koblingen mellem mors type 1-diabetes og risikoen for overvægt og udvikling af forstadier til type 2-diabetes hos barnet har vi tidligere påvist klinisk i EPICOM-studiet med 600 børn af kvinder med type 1-diabetes og raske kontroller. I dette nye studie er vi dykket dybere ned for at finde ud af, hvad sammenhængen kan skyldes,« fortæller læge og postdoc Sine Knorr fra Steno Diabetes Center Aarhus.
40 personer med i studie
Hypotesen, som ligger til grund for det nye forskningsarbejde, er, at børn af mødre med type 1-diabetes allerede under fosterudviklingen bliver udsat for højere blodsukkerkoncentrationer, og at det kan påvirke den epigenetiske programmering.
I deres undersøgelser af den mulige sammenhæng har forskerne fra Steno Diabetes Center Aarhus og Molekylær Medicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital ledt efter epigenetiske mismatch mellem 20 børn af mødre med type 1-diabetes og 20 børn af mødre uden type 1-diabetes.
Forskerne har specifikt kigget på de epigenetiske forandringer, som kaldes for methyleringer.
Det er dog vigtigt at slå fast, at vi faktisk ikke kan sige noget om, hvorvidt den anderledes epigenetik øger risikoen for udvikling af overvægt og type 2-diabetes
Sine Knorr, læge og postdoc, Steno Diabetes Center Aarhus
»Vores teori er, at børn af mødre med type 1-diabetes får programmeret deres gener på en uhensigtsmæssig måde, og at det så kommer til udtryk senere i livet som sygdom eller uhensigtsmæssig metabolisme,« forklarer Sine Knorr.
Seks gener påvirket epigenetisk
Resultatet af undersøgelsen viser, at der mellem børn af mødre med og uden type 1-diabetes findes forskelle i det epigenetiske aftryk i 14 forskellige områder på arvemassen.
Ni af områderne havde i studiet mindre grad af methylering hos børn af mødre med type 1-diabetes, mens fem af områderne havde højere grad af methylering.
Ud over methylering undersøgte forskerne også genudtrykket og fandt forskelle i børnenes transkriptom 39 steder. Sine Knorr understreger dog, at forskerne hverken kunne genfinde methylerings- eller transkriptomforandringerne, når de strengt statistisk korrigerede tallene.
Da forskerne undersøgte de områder af epigenetikken, der var anderledes hos personer af mødre med type 1-diabetes, fandt de desuden, at de epigenetiske forandringer passede med ændringer i seks gener. Det ene gen var TPM1-genet, der i forvejen er kendt som værende associeret med udvikling af metabolisk sygdom. Et andet gen var CIITA, der er associeret med adipøs inflammation og insulinresistens.
»Man kan sige, at vi har fundet nogle epigenetiske forskelle i nogle gener, som er ret relevante i forhold til risikoen for at udvikle type 2-diabtes eller overvægt. Det er dog vigtigt at slå fast, at vi faktisk ikke kan sige noget om, hvorvidt den anderledes epigenetik øger risikoen for udvikling af overvægt og type 2-diabetes, eller om epigenetikken er beskyttende. Det er noget, som vi skal kigge på fremadrettet,« siger Sine Knorr.
Del artiklen: