Subgruppe af patienter med type 2-diabetes kan have højere risiko for neuropati

Et dansk studie præsenteret på EASD i Stockholm viser, at en undergruppe af patienter med type 2-diabetes kan være særligt disponeret for at udvikle diabetisk neuropati. Det er Frederik P. Kristensen, læge og ph.d.-studerende fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der har præsenteret undersøgelsen på kongressen.

EASD 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EASD her.

»Vores undersøgelse viser, at forekomsten af diabetisk neuropati er højere blandt type 2-diabetespatienter med hyperinsulinæmi end blandt andre subgrupper af diabetespatienter,« siger Frederik P. Kristensen.

Neuropati er en hyppigt forekommende diabeteskomplikation. Blandt nydiagnosticerede patienter med type 2-diabetes har 10-20 pct. neuropati, og op mod halvdelen af alle med type 2-diabetes vil udvikle neuropati på et tidspunkt, fortæller Frederik P. Kristensen.

Der har hidtil været sparsom viden om, hvorvidt hyperinsulinæmi – defineret ved lav insulinfølsomhed og høj betacellefunktion – kan føre til diabetisk neuropati. I den aktuelle undersøgelse blev ca. 3.400 nydiagnosticerede type 2-diabetespatienter fra den såkaldte DD2-kohorte inddelt efter tre fænotyper.

Sammenhæng mellem hyperinsulinæmi og neuropati

Internationalt eksisterer en række forskellige modeller for fænotypning af diabetespatienter, men denne undersøgelse blev baseret på en nyere dansk model for subklassificering af diabetespatienter: hyperinsulinæmisk (lav insulinfølsomhed, høj betacellefunktion), klassisk (lav insulinfølsomhed, lav betacellefunktion) og insulinopænisk (høj insulinfølsomhed, lav betacellefunktion).

Resultaterne peger på, at gruppen af patienter med hyperlipidæmi bør have ekstra opmærksomhed

Frederik P. Kristensen, læge og ph.d.-studerende, AUH og AU

Målet var at undersøge en eventuel association mellem hyperinsulinæmi og neuropati.

27 pct., svarende til 900 af de 3.400 nydiagnosticerede type 2-diabetespatienter, havde hyperinsulinæmi. Denne patientgruppe havde også den højeste forekomst af central fedme, og mere udtalt dyslipidæmi og hypertension end de to øvrige subgrupper af type 2-diabetespatienter.

Efter justering for køn, alder og varighed af diabetessygdom var der en 44 pct. højere forekomst af neuropati i hyperinsulinæmi-gruppen, sammenlignet med patienterne med den klassiske fænotype. Efter yderligere justering for forskelle i taljemål, dyslipidæmi, hypertension og HbA1c var forekomsten af neuropati fortsat 32 pct. højere i hyperinsulinæmi-gruppen.

»Resultaterne kan være med til at gøre os klogere på de patofysiologiske risikofaktorer for udvikling af neuropati. Der er meget fokus på højt glukoseniveau i forhold til udvikling af komplikationer, men resultaterne bidrager med viden om, at der kan være god grund til at inddrage andre faktorer i det komplikationsforebyggende arbejde. Vi mangler fortsat mange brikker i vores forståelse af den store grad af heterogenicitet, som kendetegner type 2-diabetespatienter,« siger Frederik P. Kristensen, der mener, at resultaterne kan bruges direkte i det kliniske arbejde:

»Alle type 2-diabetespatienter skal naturligvis løbende undersøges for neuropati, men resultaterne peger på, at gruppen af patienter med hyperlipidæmi bør have ekstra opmærksomhed.«

Frederik P. Kristensen ser også muligheder for at undersøge, om tidlig brug af nyere diabeteslægemidler kan forebygge neuropati.

»Vi ved, at fedme og insulinresistens leder til neuropati. Derfor vil det være interessant at undersøge, om tidlig behandling af nydiagnosticerede type 2-diabetespatienter med for eksempel GLP-1-analoger kan reducere risikoen for udvikling af neuropati,« siger Frederik P. Kristensen.