Stor dansk kortlægning: Markante skift i medicinsk diabetesbehandling siden 2005

Der var engang, hvor behandling af personer med type 2-diabetes bestod af valget mellem det ene lægemiddel eller det andet eller måske en kombination af de to, primært afhængigt af personens blodsukkerniveau.

Sådan er det ikke i dag, hvor der inden for de seneste år er væltet et hav af lægemidler i form af blandt andet GLP-1-receptoragonister, SGLT-2-hæmmere og DPP-4-hæmmere ud på markedet.

De mange nye lægemidler har imidlertid markant øget kompleksiteten af behandlingen af type 2-diabetes og gjort det sværere for klinikere at overskue, hvem der har mest gavn af hvad, hvornår og i hvilken kombination.

Nu har danske forskere lavet en stor kortlægning af forbruget af medicin til personer med type 2-diabetes i Danmark fra 2005 og frem til i dag.

Det giver faktisk ikke længere mening i lægemiddelstatistik at sige, at personer, der benytter diabetesmedicin, nødvendigvis har diabetes. Det hele er blevet meget mere kompliceret

Anton Pottegård, professor, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet

Kortlægningen peger blandt andet på, hvordan udviklingen af nye lægemidler har ændret på den medicinske behandling af type 2-diabetes, og hvordan fordelingen mellem de forskellige lægemidler og lægemiddelkombinationer ser ud i dag sammenlignet med for 17 år siden.

Forskningen viser også, hvem der primært udskriver recepterne på medicin til type 2-diabetes, og hvor mange der behandles i hver aldersgruppe.

»Kompleksiteten i behandling er eksploderet. Som bare ét eksempel kan vi se, at både praktiserende læger og hospitaler er begyndt at opstarte patienter i behandling med SGLT-2-hæmmere eller GLP-1-receptoragonister som førstevalg. Det skyldes formentlig, at disse lægemidler nu også indiceres til personer med for eksempel hjertesvigt eller nyresvigt, eller at de benyttes til personer med overvægt, men uden type 2-diabetes. På denne måde er hele dette farmakologiske felt fuldstændig omkalfatret. Det giver faktisk ikke længere mening i lægemiddelstatistik at sige, at personer, der benytter diabetesmedicin, nødvendigvis har diabetes. Det hele er blevet meget mere kompliceret,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Anton Pottegård fra Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet.

Forskningen er for nylig offentliggjort i Diabetes, Obesity & Metabolism.

Mere end en fordobling

I studiet har forskerne haft fat i store mængder danske sundhedsdata for at identificere forbruget af diabetesmedicin i Danmark. Det drejer sig blandt andet om data fra Lægemiddelstatistikregisteret og Landspatientregisteret.

I alt har forskerne kortlagt forbruget af diabetesmedicin blandt 441.205 personer, som i perioden fra 2005 til 2021 fik udskrevet en første recept på et blodsukkersænkende lægemiddel.

For det første fandt forskerne, at raten af nye brugere af diabetesmedicin steg kraftigt i perioden fra 2005 til 2011. Derefter ramte den et plateau i perioden fra 2013 til 2019, men efter 2020 har der igen været en drastisk stigning.

I 2005 var 2,1 pct. af danskerne i behandling med et diabeteslægemiddel. Det tal var i 2021 steget til hele 5,0 pct. Blandt ældre over 60 år er tallet nu på over 10 pct.

En anden af forskerne bag studiet, professor Reimar W. Thomsen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet, fortæller, at stigningen blandt andet er drevet af, at andelen af danskere med svær overvægt er støt stigende, hvilket i dag er kombineret med mere intensiv diagnostik og behandling af type 2-diabetes.

I de seneste år kan en del af stigningen også tilskrives, at personer uden diabetes nu får recepter på diabetesmedicin.

»Det er jo ret voldsomme tal, fordi vi taler om, at stort set alle disse danskere skal leve med en kronisk sygdom resten af deres liv. De får en både tiltagende kompleks og ret dyr behandling, skal til regelmæssige kontroller i sundhedsvæsenet, og mange skal senere behandles for komplikationer til diabetes. Der er et grundlæggende behov for, at vi finder ud af, hvordan vi løser denne samfundsudfordring,« siger Reimar W. Thomsen.

Tallene minder os også om, at det er almen praksis, der i altovervejende grad er dem, som opstarter behandlinger til personer med type 2-diabetes

Anton Pottegård, professor, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet

Det er også essentielt, at disse lægemidler altid overvejes til den rette person, på det rette tidspunkt – også selvom det ofte drejer sig om en dyr og livslang behandling, fortæller en tredje af forskerne bag studiet, overlæge Tina Vilsbøll fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

»Disse nyere lægemidler er ekstensivt undersøgt i en lang række store og langvarige studier, som har vist, at lægemidlerne udover markante kliniske effekter på velkendte faktorer som blodsukker, kropsvægt og blodtryk tillige ændrer livshistorien for personer med type 2-diabetes. Studier har vist, at disse lægemidler kan lede til nedsat udvikling af hjerte-kar-sygdom og nedsat dødelighed heraf, hvilket har medført omskrivning af nationale og internationale retningslinjer og har været en kæmpe gamechanger i moderne diabetesbehandling,« siger hun.

Voldsomt skifte i behandlingen

Går vi ned på de enkelte lægemidler, viser studiet også, hvordan fordelingen af lægemidlerne har ændret sig markant fra 2005 og frem til i dag.

I 2005 bestod behandlingen næsten udelukkende af metformin, sulfonylurinstoffer og insulin. Sulfonylurinstofferne udgjorde omkring 60 pct. af behandlingerne.

I 2021 var sulfonylurinstofferne næsten helt forsvundet ud af behandlingen, så den i dag består af metformin (39 pct. af det samlede medicinforbrug til type 2-diabetes), insulin (17 pct.), SGLT-2-hæmmere (17 pct.), GLP-1-receptoragonister (16 pct.) og DPP-4-hæmmere (7,5 pct.).

56 pct. af personer, der indløser recepter på type 2-diabetesbehandling, modtager lægemidlerne som monoterapi. 28 pct. benytter to lægemidler, mens 13 pct. tager tre lægemidler, og 2,8 pct. tager fire lægemidler.

I 2005 var behandlingen domineret af seks forskellige standardbehandlinger. I dag er det tal steget til 15 kombinationsmuligheder, som mere end én pct. af personer med type 2-diabetes er i behandling med.

Interessant er det også, at almen praksis i 2021 startede 20 pct. af patienter, der bruger diabetesmedicin, direkte i behandling med en GLP-1-receptoragonist, mens hospitalerne opstartede 70 pct. af patienterne direkte på en SGLT-2-hæmmer.

»Tallene minder os også om, at det er almen praksis, der i altovervejende grad er dem, som opstarter behandlinger til personer med type 2-diabetes. Almen praksis opstarter 5,5 gange flere personer med type 2-diabetes i behandling sammenlignet med hospitalerne. Almen praksis udskriver i alt 30 mio. døgndoser om året af de her midler, mens hospitalerne sniger sig ind på 4 mio. døgndoser. Almen praksis står dermed med det helt klare ansvar for at sikre behandlingen til personer med type 2-diabetes,« siger Anton Pottegård.

Har behov for støtte

Anton Pottegård mener, at tallene entydigt peger på, at det er blevet en meget mere kompliceret opgave at behandle personer med type 2-diabetes. For det første er der kommet mange flere personer med sygdommen. For det andet er kompleksiteten i behandlingen blevet enorm.

Selvom der findes gode guidelines på området, er det vigtigt, at de praktiserende læger får støtte til at løfte opgaven.

Den hjælp skal komme fra hospitalernes diabetesklinikker, ikke primært med input til at træffe beslutninger om hver enkelt patient, men i stedet som støttefunktioner, som arbejder ud mod praksis for at lette opgaven der.

»Man vil ved anvendelse af de nye og effektive type 2-diabeteslægemidler som SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister forventeligt kunne spare mange personer for alvorlige komplikationer forårsaget at type 2-diabetes samt forebygge mange diabetesrelaterede dødsfald. Det er derfor godt, at almen praksis så hurtigt har taget de nye og effektive behandlingsmuligheder til sig. Helt som ønsket ser vi opgaveflytning til almen praksis, og tidligere undersøgelser har vist, at almen praksis leverer høj kvalitet på området. Den tiltagende kompleksitet i behandlingen understreger dog, at der er behov for tværsektorielt samarbejde og kliniske støtteredskaber til de praktiserende læger med henblik på at sikre up to date behandling af denne gruppe patienter,« forklarer professor og praktiserende læge Jens Søndergaard fra Institut for Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.

Jens Søndergaard er en fjerde af forskerne bag studiet.

Behov for mere forebyggelse

Anton Pottegård fortæller, at tallene for brugen af diabetesmedicin i Danmark gør det muligt at diskutere emnet vedrørende behandling af personer med type 2-diabetes i Danmark på et oplyst grundlag.

I diskussionen bør det ifølge forskerne bag studiet indgå, hvordan vi som samfund tackler den enorme opgave, som ligger foran os.

I den snak skal medicinforbruget og behandlingssammensætningen selvfølgelig indgå, men også med et endnu større fokus på at forebygge og diskutere, hvornår medicinsk behandling bedst og mest effektivt anvendes som supplement til livsstilsintervention.

»Det er fantastisk, at vi nu har adgang til flere lægemidler, der både beskytter hjertet og nyrerne meget bedre mod alvorlige konsekvenser af type 2-diabetes, men det er kun en delvis løsning på et mere fundamentalt problem, nemlig at så mange af os bliver syge i et omfang, hvor vi skal i livslang behandling. Der er brug for større fokus på både individuel og strukturel forebyggelse. Og indtil da har vi oplagt brug for at finde ud af, hvordan almen praksis kan støttes i at tage sig af den her opgave. Der vil både være god økonomi i det, og det vil være godt for patienterne, hvis vi kan sikre, at den her meget store patientgruppe behandles optimalt,« siger Anton Pottegård.