Diabetes
Smerter i hænder og skuldre er et overraskende stort problem ved type 1-diabetes
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ledende overlæge Henrik Ullits Andersen, der er leder af Steno Diabetes Center Copenhagens Type 1-Klinik.
Danske læger og forskere har lavet en stor kortlægning af, hvor mange personer med type 1-diabetes der kæmper med problemer med bevægeapparatet. Det er en overraskende høj andel, siger ledende overlæge, der kalder på mere fokus på problemet.
Personer med type 1-diabetes slås ofte med problemer med skuldre og hænder.
Vi ser de her personer til daglig, og når det så alligevel er overraskende, at så mange kæmper med problemer i bevægeapparatet, peger det jo på, at vi måske ikke har haft nok opmærksomhed på området
Henrik Ullits Andersen, ledende overlæge, leder af Steno Diabetes Center Copenhagens Type 1-Klinik
Det er konklusionen i et nyt dansk studie, hvor forskere har spurgt over 2.000 danskere med type 1-diabetes, om de døjer med for eksempel en frossen skulder eller en springfinger.
Hele 75 pct. af de adspurgte danskere med type 1-diabetes svarede, at de har problemer med bevægeapparatet, og det er et overraskende højt tal, hvis man spørger en af forskerne bag undersøgelsen.
Det er også to til fire gange højere end i den brede befolkning.
»Problemets omfang er bekymrende, fordi mange af de her gener er af en karakter, så man ikke kan passe sit arbejde eller har smerter hele tiden. Man kunne have håbet på, at personer med type 1-diabetes ikke ville have flere problemer med bevægeapparatet sammenlignet med den brede befolkning, men det står nu klart, at en stor del har en dagligdag, som både er besværet og smertefuld,« fortæller ledende overlæge Henrik Ullits Andersen, der er leder af Steno Diabetes Center Copenhagens Type 1-Klinik.
Forskningen er offentliggjort i Diabetes Care og er resultatet af et samarbejde mellem klinikken, Enheden for Sundhedsfremmeforskning og Klinisk Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen.
Flere end 3.000 danskere med i studie
I studiet har forskerne indhentet svar på spørgeskemaer fra 2.245 danskere med type 1-diabetes og 871 raske kontrolpersoner. Medianalderen var 56 år, og 51 pct. var mænd.
Forsøgsdeltagerne skulle blandt andet svare på spørgsmål, som ledte forskerne på sporet af, om forsøgsdeltagerne døjede med en af fire forskellige problemer relateret til bevægeapparatet.
Det drejede sig om:
Frossen skulder, hvor skulderens bevægelighed er nedsat, og som ofte kan være smertefuldt og forbundet med problemer med at sove om natten.
Karpaltunnelsyndrom, hvor en nerve er blevet afklemt i håndleddet.
Kuskefingre, hvor knudrede strenge i bindevævet i håndfladen trækker fingrene sammen og gør det svært at bruge hånden normalt.
Springfinger, hvor der kan forekomme en hævelse af senen, der holder fingeren fast i bøjet stilling, hvorefter det kan være svært at strække den ud.
»Disse problemer kan både være periodiske og kroniske, men det er klart, at de alle er forbundet med stort ubehag, smerter og gener, som kan komme i vejen for en normal hverdag,« siger Henrik Ullits Andersen.
To til fire gange højere risiko
Resultatet af undersøgelsen viser, at forekomsten af alle fire gener relateret til bevægeapparatet er højere blandt personer med type 1-diabetes end blandt kontrolpersonerne.
60 pct. af kontrolpersonerne kunne nikke genkendende til en af de nævnte diagnoser, mens det samme var gældende for 75 pct. af personer med type 1-diabetes.
Blandt personer med type 1-diabetes havde hele 50 pct. svaret, at de sloges med en frossen skulder. Derefter kom karpaltunnelsyndrom efterfulgt af kuskefingre og springfinger.
Andelen af personer, som sloges med en af de fire tilstande, var to til fire gange højere hos personer med type 1-diabetes end i den brede befolkning. 48 pct. af personer med type 1-diabetes havde i undersøgelsen fået en decideret diagnose for problemer relateret til bevægeapparatet. Tallet for kontrolpersonerne var blot 22 pct.
Flere personer med type 1-diabetes kæmpede også med flere tilstande på samme tid, og lang diabetesvarighed var forbundet med forhøjet risiko for alle fire former for gener.
Ifølge Henrik Ullits Andersen har problemer relateret til bevægeapparatet i for mange år gået under radaren, og der har derfor ikke før nu været et overblik over, i hvor høj grad personer med type 1-diabetes døjer med denne type problemer.
»Man kunne have håbet på, at når vi nu har set en forbedring i behandlingen af type 1-diabetes i de seneste år og en forbedring i blodsukkerkontrollen, at vi også ville have set en forbedring i disse tilstande, men det er altså ikke tilfældet,« siger han.
Brug for mere forskning
Henri Ullits mener, at studiet peger på et stort problem, der bør gøres noget ved.
Først og fremmest ser han gerne, at der bliver forsket mere i sammenhængen mellem type 1-diabetes og gener relateret til bevægeapparatet. Derudover ønsker han mere forskning i behandling af generne.
For det tredje ser han gerne, at der bliver sat mere fokus på det i klinikken, og at personer med type 1-diabetes bliver spurgt ind til gener i bevægeapparatet i forbindelse med de kontrolbesøg, som de alligevel går til.
»Vi ser jo de her personer til daglig, og når det så alligevel er overraskende, at så mange kæmper med problemer i bevægeapparatet, peger det jo på, at vi måske ikke har haft nok opmærksomhed på området, fordi vores fokus har været på blodsukkerkontrol og problemer relateret til for eksempel øjne og nyrer,« siger Henrik Ullits Andersen.
Heldigvis er der inden for forskningsområdet flere grupper i Danmark, og Henrik Ullits Andersen håber, at de ved at slå pjalterne sammen kan belyse problemets omfang endnu mere og på den måde skabe opmærksomhed på behovet for løsninger.
»Blandt andet er en del af vores undersøgelse også at se på, hvad gener relateret til bevægeapparatet har af betydning for sygedage og erhvervsevne. Det kan meget vel vise sig, at disse problemer ikke bare er til gene for personer med type 1-diabetes, men at det også koster samfundet dyrt,« siger han.
Type 1-diabetes i Danmark
Omkring 32.000 danskere har type 1-diabetes. I 2022 blev der konstateret 826 nye tilfælde.
De fleste får stillet diagnosen i alderen 5 til 14 år, men ældre voksne og ældre får også i stigende grad stillet diagnosen.
Del artiklen: