Skrøbelige patienter tilbydes for sjældent ny behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister

Behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister har vist sig at være særligt gavnligt for en række patienter med type-2 diabetes, hjertekarsygdom og nyresygdom.

Flere studier har også vist, at behandlingerne i hvert fald har lige så god – og nogle gange større – effekt hos skrøbelige patienter, der er skrøbelige på grund af alder, komorbiditeter eller almen fysisk svækkelse.

En stor undersøgelse af opstart i behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister i Danmark i perioden fra 2015 til 2021 viser dog, at skrøbelige patienter med type-2 diabetes med hjertekarsygdom alt for sjældent tilbydes netop disse behandlinger, på trods af at de ingen registrerede kontraindikationer havde.

Man kan godt forestille sig, at nogle læger har fravalgt at sætte terminalt syge patienter i ny behandling, eller at andet kan være en legitim årsag til fravalget af behandling på individniveau, men vi ser alligevel et tydeligt mønster, og det er vigtigt at gøre opmærksom på

Mariam Elmegaard Malik, læge, Gentofte Hospital

»I de seneste par år har der været meget fokus på den skrøbelige patient og effekten af disse nye lægemidler, samt om behandlingerne kommer med højere risiko for bivirkninger hos denne patientgruppe. Studier på SGLT2-hæmmere har vist, at behandlingerne ofte har en større effekt hos den skrøbelige patient, og at de skrøbelige patienter samtidig ikke ser ud til at opleve flere eller alvorligere bivirkninger. Derfor er der ofte ingen grund til at lade være med at vælge SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister til skrøbelige patienter, selvom man godt kan forestille sig, at det alligevel sker, fordi læger er nervøse for at starte patienter med mange sygdomme op i ny behandling,« forklarer professor og forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason.

Forskningen er offentliggjort i The Lancet Healthy Longevity.

Data på over 100.000 danskere med i studie

I studiet har forskerne brugt de landsdækkende danske registre til at identificere personer med type 2-diabetes og hjertekarsygdom, der i perioden fra 2015 til 2021 blev opstartet i behandling med SGLT2-hæmmere og/eller GLP-1-receptoragonister.

Fra registrene havde forskerne blandt andet adgang til personernes andre sygdomme, hvilket blev brugt som markør for graden af skrøbelighed. Det er en metode, som tidligere er blevet valideret og brugt i andre store europæiske studier.

I alt 103.790 personer blev i perioden opstartet i behandling, og af dem blev 65.959 klassificeret som ikke-skrøbelige, 29.250 blev klassificeret som moderat skrøbelige, mens 7.630 blev klassificeret som alvorligt skrøbelige.

Gennemsnitsalderen var 71 år.

I løbet af en femårig periode blev omkring 20 pct. af personerne i studiet opstartet i behandling med en SGLT2-hæmmer og/eller en GLP-1-receptoragonist.

Markant færre skrøbelige patienter opstartes i ny behandling

Resultatet af studiet viser, at der faktisk er markant forskel på, hvor stor sandsynligheden er, for at skrøbelige patienter opstartes i behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister.

Sammenlignet med ikke-skrøbelige patienter havde de mest skrøbelige patienter tre gange højere sandsynlighed for i perioden ikke at blive opstartet i behandling med et af de to lægemidler.

Jo mere skrøbelige patienterne var, des større var sandsynligheden for ikke at blive opstartet.

I undersøgelsen har forskerne både taget højde for brug af anden medicin, komorbiditeter, social klasse, køn, alder mm., og alligevel står resultatet klart.

»Man kan godt forestille sig, at nogle læger har fravalgt at sætte terminalt syge patienter i ny behandling, eller at andet kan være en legitim årsag til fravalget af behandling på individniveau, men vi ser alligevel et tydeligt mønster, og det er vigtigt at gøre opmærksom på,« siger læge, ph.d.-studerende og førsteforfatter på studiet Mariam Elmegaard Malik fra Afdeling for Hjertesygdomme på Gentofte Hospital.

Vigtigt ikke at diskriminere skrøbelige patienter

Både diabetologer, hjertelæger, nefrologer og praktiserende læger er blandt dem, der opstarter patienter i nye behandlinger med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister, og de skal alle være bedre til at sikre sig, at de ikke fravælger disse behandlinger til skrøbelige patienter.

Vi skal være bedre til at tale om guidelines, og hvilke guidelines vi retter os efter. Når det gælder disse lægemidler, vil det være meget bedre, hvis vi havde nogle fælles guidelines, så vi er enige om, at vi til disse patienter benytter den ene eller anden behandling

Gunnar Gislason, forsker, Hjerteforeningen

Det mener Gunnar Gislason, der fortæller, at det er vigtigt, at man som læge ikke kommer til at diskriminere patienter på baggrund af skrøbelighed, ligesom man skal være varsom med ikke at diskriminere på baggrund af alt muligt andet.

»Det er et risiko-behandlings-paradoks, at de patienter, som måske har allermest brug for disse behandlinger, og hvor potentialet er størst, ikke får dem tilbudt. Det kalder på, at der kommer mere fokus på brugen af disse nye behandlinger, og at behandlingsvejledningerne bliver opdateret, så man ikke er i tvivl, om, at man sagtens kan opstarte skrøbelige patienter i behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister,« siger han.

Fælles guidelines kan være vejen frem

Gunnar Gislason mener, at det er de faglige selskaber, myndighederne og eksperternes ansvar at sikre, at læger hele tiden er informeret om, når behandlingsvejledningerne bliver ændret, og hvordan de skal fortolkes.

Det er ifølge Hjerteforeningens forskningschef dog ofte lægemiddelfirmaerne, som informerer om nye behandlingsmuligheder, og det kan umiddelbart fremkalde en vis skepsis hos lægerne i forhold til behandlingen.

»Derfor er det vigtigt, at information om nye behandlinger formidles uafhængigt af industrien for at skabe den nødvendige tiltro til informationen. Det skal vi gøre, fordi vi med disse lægemidler ser en effekt på nogle hårde endepunkter som hjertekarsygdom, nyresygdom og død. Der er meget at vinde her,« siger han.

Gunnar Gislason peger på, at det er et selvstændigt problem, at så mange specialer er involveret, når behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister tages i brug.

De praktiserende læger har deres egne guidelines, og det samme gælder nefrologerne, kardiologerne og diabetologerne.

»Vi skal være bedre til at tale om guidelines, og hvilke guidelines vi retter os efter. Når det gælder disse lægemidler, vil det være meget bedre, hvis vi havde nogle fælles guidelines, så vi er enige om, at vi til disse patienter benytter den ene eller anden behandling – også selvom de er skrøbelige. Det vil gøre det lettere at finde rundt i for alle, og det vil også komme patienterne til gavn,« siger Gunnar Gislason.