Diabetes
Praktiserende læger må ikke blive bange for at tale om overvægt
Udgivet:
Kommentarer (0)
Flere og flere danskere er overvægtige, og det kan være både stigmatiserende og følsomt at tale om. Men praktiserende læger må ikke blive bange for det, siger speciallæge i almen medicin Frede Lyck.
For danskerne er almen praksis ofte første kontakt med sundhedsvæsenet, og den praktiserende læge kommer på den måde til at have en afgørende betydning for det fortsatte patientforløb. Det gælder i høj grad også for hver femte dansker over 16 år, der har svær overvægt.
Det kunne være godt, hvis vi som lægestand huskede, at overvægt faktisk er langt mere kompliceret og nuanceret end den gængse opfattelse
Frede Lyck, speciallæge i almen medicin
»Dem bør vi være bedre til at håndtere,« siger praktiserende læge Frede Lyck.
Han har en praksis i Solrød Strand og har været speciallæge i almen medicin siden oktober 2002, men på trods af en lang karriere som praktiserende læge synes han alligevel, det kan være udfordrende at tale med patienter om overvægt.
»Jeg har været læge så længe, at jeg har været med, da vi ikke turde tale om tobak, og da vi ikke turde tale om alkohol, og nu er det så overvægt. Det er meget personligt, og det kan være svært at vide, hvornår og hvordan man som praktiserende læge skal bringe emnet op. Det er noget, der kræver lidt øvelse,« siger Frede Lyck.
Man skal turde spørge
Når en læge sidder over for et menneske med overvægt, så er det vigtigt, at man ikke bliver berøringsangst, men tør spørge ind, mener Frede Lyck.
»To ud af tre mennesker med overvægt, vil gerne kunne tale om det, så jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke bliver bange for at tale om det eller for at sige det forkerte,« siger Frede Lyck.
Læs også:
3 ting alle (også læger og eksperter) glemmer om overvægt
Fokus på mennesker i stedet for vægt
Mennesker med overvægt stigmatiseres i sundhedsvæsenet
Selv prøver han at spørge åbent og uforpligtende ‘Skal vi snakke vægt i dag?’, når han tænker, at det kunne være relevant for patienten.
»Det handler om at være respektfuld og lade valget være op til patienten, fordi de selvfølgelig kan sige nej. Men jeg oplever, at de fleste gerne vil tale om det,« siger Frede Lyck.
En god relation kan gøre forskellen
Med et BMI på 31 befinder du dig officielt i kategorien som ‘svært overvægtig’, men bag ved det stempel kan der sagtens gemme sig et sundt og raskt menneske.
»Det er ikke nødvendigvis sygeligt at veje for meget, så vi er nødt til at få identificeret, hvem der har følgetilstande, der skal behandles, og hvem der ikke har,« siger Frede Lyck.
Det er her, samtalen nogle gange kan blive så følsom, at det kan virke nemmere at springe den over.
»Når jeg sidder over for en patient, der er overvægtig og har forhøjet blodtryk, kan jeg godt bare udskrive en tablet, men når jeg ved, at vægten kan være årsagen, kan jeg også prøve at starte dén samtale. Men det er svært, for nogle patienter vil bagefter føle, at ‘nu hængte han igen det hele op på min vægt’,« indrømmer Frede Lyck villigt.
Det er en vanskelig balancegang, der kræver varsomhed fra lægens side. Han oplever dog, at den gode læge-patient-relation, også her, kan spille en afgørende rolle.
»Jeg synes, jeg kender mange af mine patienter, så jeg godt kan tage de her samtaler uden at risikere, at jeg aldrig ser dem igen. Men hvis jeg får besked på, at det ikke har interesse, må jeg notere det i journalen og tage det til efterretning,« siger Frede Lyck.
Skævt fokus
Mens nogle læger måske holder sig tilbage fra at tage en svær samtale, så ligger overvægt først på tungen hos andre, og det kan være mindst lige så uhensigtsmæssigt.
Det er ofte ikke selve vægttabet, men i stedet en øget livskvalitet og sundhed, der betyder noget
Frede Lyck, speciallæge i almen medicin
»Jeg har tit patienter, der kommer hjem fra specialafdelinger på sygehuse, for eksempel ortopædkirurgisk, med beskeden om, at behandlingen af det dårlige knæ er ‘gå hjem og tab dig 10 kg’. Dér er læger ikke bedre end andre mennesker og møder patienter med, at overvægt udelukkende skyldes inaktivitet og for meget mad, selvom vi burde vide, at det ikke passer,« siger Frede Lyck.
Han vil nødigt fremstå hellig, for han har ikke alle svarene. Men på patienternes vegne, kunne Frede Lyck godt tænke sig, at lægerne fik en anden indgangsvinkel.
»Det kunne være godt, hvis vi som lægestand huskede, at overvægt faktisk er langt mere kompliceret og nuanceret end den gængse opfattelse. Det ville være en god start,« siger Frede Lyck.
Han drømmer om langt mere oplysning om mekanismerne og kompleksiteten af overvægt, både i det brede samfund og når det kommer til sundhedsprofessionelle.
»Jeg har interesseret mig for området længe, og derfor er jeg også blevet bedre til at italesætte det over for mine patienter. Det betyder faktisk, at jeg har fået en meget bredere opfattelse af succes for patienter med overvægt. Det er ofte ikke selve vægttabet, men i stedet en øget livskvalitet og sundhed, der betyder noget for dem. Så i stedet for at tale om vægttab, så taler vi måske om, hvad der skal til for at kunne lege med barnebarnet. Dét oplever jeg gør en forskel,« sige Frede Lyck.
Del artiklen: