Diabetes
Personer med diabetes opdager sjældnere symptomer på irregulær hjerterytme
Udgivet:
Kommentarer (0)
Vi bør overveje at screene personer med diabetes for atrieflimren, så behandlingen kan påbegyndes tidligere, siger forskere bag nyt studie.
Voksne med enten type 1- eller type 2-diabetes samt atrieflimren er mindre tilbøjelige til at lægge mærke til symptomer på irregulær hjerterytme, viser ny forskning.
Samme forskningsresultat viser, at personer med diabetes og atrieflimren også har lavere livskvalitet og oftere lever med flere helbredsproblemer end personer med atrieflimren, men uden diabetes.
Denne forskning kan give os indsigt i måder at forbedre behandlingen af atrieflimren samt forebygge de associerede komplikationer
Tobias Reichlin, professor og læge, Universitetshospitalet i Bern
Forskningen er offentliggjort i Journal of the American Heart Association.
»Eftersom diabetes er en af de store risikofaktorer for atrieflimren, undersøgte vores hold af forskere, om der er forskel på personer med og uden diabetes i forhold til symptomer på atrieflimren og komplikationer relateret til atrieflimren. Denne forskning kan give os indsigt i måder at forbedre behandlingen af atrieflimren samt forebygge de associerede komplikationer,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, professor og læge Tobias Reichlin fra universitetshospitalet i Bern, Schweiz, i en pressemeddelelse.
Atrieflimren er i vækst
I USA alene lever 2,7 mio. mennesker med atrieflimren, hvilket kan lede til blodpropper, slagtilfælde, hjertesvigt og andre hjertekar-relaterede komplikationer.
Det er estimeret, at i 2030 vil antallet af amerikanere med atrieflimren stige til 12,1 mio.
I studiet har forskerne undersøgt 2.411 personer, der havde fået en diagnose med atrieflimren. Gennemsnitsalderen for undersøgelsesdeltagerne var 74 år, og 27 pct. var kvinder.
Ved studiet begyndelse skulle forsøgsdeltagerne svare på spørgeskemaer, ligesom de fik deres helbred undersøgt.
17 pct. havde en diagnose med diabetes, hvoraf nogle havde behov for behandling med insulin, mens andre ikke havde.
Dobbeltdiagnose associeret med flere problemer
For at finde ud af, hvordan diabetes påvirker atrieflimren, sammenlignede forskerne symptomerne på atrieflimren, livskvaliteten, hjertekar-relaterede komorbiditeter og neurologiske komorbiditeter mellem personer med og uden diabetes.
Resultatet af undersøgelsen viser:
Personer med diabetes havde 25 pct. lavere sandsynlighed for at genkende de mest almindelige symptomer på atrieflimren, eksempelvis hurtige hjerteslag.
Personer med diabetes havde tre gange så høj risiko for at have forhøjet blodtryk.
Personer med diabetes havde 55 pct. større sandsynlighed for at have oplevet et hjerteanfald.
Personer med diabetes havde dobbelt så høj risiko for hjertesvigt.
Personer med diabetes havde 39 pct. forhøjet risiko for at have oplevet et slagtilfælde.
Personer med diabetes havde 75 pct. højere sandsynlighed for at være kognitivt svækkede.
Med tanke på fundet og med hensyn til de alvorlige konsekvenser af ikke at opdage atrieflimren i tide virker det rettidigt at overveje at screene ældre personer med diabetes for atrieflimren, så behandling kan påbegyndes så hurtigt som muligt
Prakash Deedwania, læge og medlem af Know Diabetes by Heart
»Det er bemærkelsesværdigt, at personer med diabetes har lavere sandsynlighed for at genkende symptomer på atrieflimren. Det kan muligvis resultere i en forsinket diagnose og dermed risiko for flere komplikationer, blandt andet slagtilfælde. Vores fund rejser spørgsmålet, hvorvidt patienter med diabetes rutinemæssigt skal undersøges for atrieflimren,« siger Tobias Reichlin.
Da forskerne undersøgte forskellige aspekter af livskvalitet, fandt de, at det at have diabetes og atrieflimren negativt påvirkede mobiliteten, evnen til at tage vare på sig selv og at have en normal hverdag sammenlignet med personer med kun atrieflimren.
I pressemeddelelsen kommenterer læge og medlem af Know Diabetes by Heart Prakash Deedwania på studiet.
»Med tanke på fundet og med hensyn til de alvorlige konsekvenser af ikke at opdage atrieflimren i tide virker det rettidigt at overveje at screene ældre personer med diabetes for atrieflimren, så behandling kan påbegyndes så hurtigt som muligt,« siger Prakash Deewania.
Del artiklen: