Patienter med den største risiko for frygtet øjensygdom kan findes ved at inddele type 2-diabetes i undergrupper

Diabetisk retinopati er en frygtet komplikation til diabetes. Derfor bliver både personer med type 1-diabetes og type 2-diabetes regelmæssigt screenet af en øjenlæge for at fange tilstanden, når den opstår, eller for at følge tilstandens udvikling.

Det betyder helt konkret, at det enkelte individ, som er velbehandlet, ikke behøver at ses lige så ofte som tidligere, og vi derved kan fokusere på de personer, som har brug for at blive set oftere

Frederik Nørregaard Pedersen, ph.d., Forskningsenhed for Oftalmologi ved Syddansk Universitet

Et nyt dansk studie viser, at nogle undergrupper af personer med type 2-diabetes faktisk har mindre risiko for udvikling af diabetisk retinopati sammenlignet med andre.

Ifølge en af forskerne bag studiet peger det i retning af, at det er muligt at underinddele personer med type 2-diabetes i grupper, i forhold til hvem det er relevant at screene ofte for diabetisk retinopati, og hvem der godt kan have længere tid mellem screeningerne.

»Det handler om at kunne risikostratificere personer med type 2-diabetes, så vi kan gøre vores screeningsprogram bedre. Siden udarbejdelsen af den nationale guideline for screening af diabetisk retinopati i 2018 har ny viden blandt andet medført, at screeningsintervaller er forlænget. Det betyder helt konkret, at det enkelte individ, som er velbehandlet, ikke behøver at ses lige så ofte som tidligere, og vi derved kan fokusere på de personer, som har brug for at blive set oftere. Med vores resultater ser vi, at subtypen af type 2-diabetes har betydning for både udvikling og forværring af diabetisk retinopati, hvilket i fremtiden kan have relevans for screeningsintervallet,« forklarer ph.d. Frederik Nørregaard Pedersen fra Forskningsenhed for Oftalmologi ved Syddansk Universitet.

Forskningen er offentliggjort i Diabetes.

Opdelt i tre undergrupper

I studiet ønskede forskerne at undersøge, om der mellem forskellige undergrupper af personer med type 2-diabetes er forskel i risikoen for udvikling og forværring af diabetisk retinopati.

Forskerne skelede specifikt til underinddelinger efter betacellefunktion og insulinsensitivitet.

Inddelingen i studiet var som følger:

• Klassisk: Denne gruppe har både lav produktion af insulin i betacellerne og ringe sensitivitet over for insulin.

• Hyperinsulinæmisk: Denne gruppe har velbevaret betacellefunktion og producerer som sådan fine mængder insulin. Personerne er bare ikke særligt sensitive over for insulinen.

• Insulinopænisk: Denne gruppe har egentlig god sensitivitet over for insulin, men betacellerne producerer ikke meget af det.

»Tidligere studier har indikeret, at jo bedre betacellefunktionen er bevaret, des mindre er risikoen for udvikling af diabetisk retinopati,« forklarer Frederik Nørregaard Pedersen.

Undersøgelse blandt flere end 10.000 danskere

I studiet indhentede forskerne data fra en lang række nationale databaser for at finde ud af, om den ene eller anden gruppe personer med type 2-diabetes har højere eller lavere risiko for udvikling af diabetisk retinopati og forværring af allerede eksisterende diabetisk retinopati.

Den primære kohorte i undersøgelsen var den såkaldte DD2-kohorte med flere end 10.000 danskere med type 2-diabetes.

Ved hjælp af blodprøvedata havde forskerne mulighed for at inddele forsøgsdeltagerne i de tre underinddelinger af type 2-diabetes og i DiaBase-databasen se, om personerne ved udgangspunktet havde diabetisk retinopati, og om de udviklede eller oplevede forværring i diabetisk retinopati.

Lavere risiko for retinopati

Resultatet af studiet viser, at i sammenligningen med den klassiske form for type 2-diabetes havde personer med insulinopænisk type 2-diabetes større sandsynlighed for at have diabetisk retinopati ved baseline.

Vores resultater tyder på, at underkategorisering af type 2-diabetes kan være vigtigt for at skræddersy individualiseret diabetesbehandling og screening af diabetiske komplikationer hos personer med type 2-diabetes

Frederik Nørregaard Pedersen, ph.d., Forskningsenhed for Oftalmologi ved Syddansk Universitet

Det mest interessante resultat er dog, at da forskerne udelukkende skelede til dem, der ikke ved baseline havde retinopati, men udviklede det i løbet af opfølgningsperioden, havde personer med hyperinsulinæmisk type 2-diabetes 40 pct. lavere risiko for at udvikle øjensygdom og 47 pct. mindre risiko for forværring sammenlignet med den klassiske undergruppe.

»Disse resultater viser en betydende heterogenitet inden for type 2-diabetes og styrker ideen om muligheden for individualiseret behandling på baggrund af biokemisk klassificerede subtyper,« siger Frederik Nørregaard Pedersen.

Insulinreceptorer beskytter nethinden

Frederik Nørregaard Pedersen siger, at der kan være en god forklaring på, at personer med hyperinsulinæmisk type 2-diabetes ser ud til at være bedre beskyttet mod retinopati sammenlignet med de to andre undergrupper af sygdommen.

Forskning har allerede vist, at insulin har en beskyttende effekt over for væv i nethinden, og derfor kan en velbevaret betacellefunktion og derved niveauer af insulin medføre en bedre beskyttelse mod diabetisk retinopati sammenlignet med de subtyper, hvor betacellefunktionen er nedsat.

Ifølge Frederik Nørregaard Pedersen kan resultatet af studiet være vigtigt i forhold til tilgangen til screeninger af personer med type 2-diabetes.

»Vores resultater tyder på, at underkategorisering af type 2-diabetes kan være vigtigt for at skræddersy individualiseret diabetesbehandling og screening af diabetiske komplikationer hos personer med type 2-diabetes. Særligt må vi overveje, om screeningsintervaller for personer med hyperinsulinæmisk type 2-diabetes kan forlænges i forhold til de to andre grupper,« siger han.