Overvægtsoperationer ændrer kroppens regulering af insulinsekretion og blodsukker

Overvægtsoperationer har markant indflydelse på vægten og glukosestofskiftet hos den opererede.

Det er ikke unormalt, at personer taber sig rigtig meget, omkring 40 til 50 kg., efter en operation og også i mange tilfælde opnår remission af deres type 2-diabetes.

Nu viser ny dansk forskning offentliggjort i Diabetes, hvordan forskellige typer af overvægtsoperationer ændrer kroppens måltidsrelaterede regulering af insulinsekretion og dermed blodsukker i forhold til betydningen af tarmhormonerne GLP-1 og GIP.

Vi kan vise, at forskellige typer af overvægtsoperationer gør blodsukkerreguleringen og insulinsekretionen relativt mere afhængig af GLP-1 og mindre afhængig af GIP sammenlignet med ikke-opererede personer

Morten Hindsø, læge, Hvidovre Hospital

Opdagelsen giver større indsigt i hele det store samspil mellem tarmens anatomi, tarmens sekretion af tarmhormoner og kroppens kontrol med blodsukkeret.

Det er ifølge en af forskerne bag studiet vigtig viden, da det har været et mysterium, hvordan to meget forskellige operationer begge er effektive i behandlingen af svær overvægt og type 2-diabetes.

»Når man ændrer på tarmens anatomi, påvirker det tarmhormonresponset hos den opererede, og her kan vi vise, at forskellige typer af overvægtsoperationer gør blodsukkerreguleringen og insulinsekretionen relativt mere afhængig af GLP-1 og mindre afhængig af GIP sammenlignet med ikke-opererede personer,« forklarer læge Morten Hindsø fra Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Undersøgte effekt af to overvægtsoperationer

I studiet ønskede forskerne at forstå betydningen af tarmhormonerne GLP-1 og GIP for de postoperative ændringer i glukosemetabolismen.

Begge hormoner spiller en vigtig rolle i at fortælle bugspytkirtlen, hvor meget insulin den skal producere i forbindelse med indtag af et måltid.

I studiet har 36 danskere med overvægt, men uden type 2-diabetes, deltaget. Forsøgsdeltagerne var enten ikke blevet opereret, havde gennemgået en gastrisk bypass eller havde fået foretaget en gastrisk sleeve-operation.

Undersøgelserne blev foretaget på Hvidovre Hospital i et samarbejde mellem Endokrinologisk- og Kirurgisk Afdeling, og studiet involverede også deltagelse af forskere fra Biomedicinsk Institut på Panum Instituttet.

Forsøgsdeltagerne havde et gennemsnitligt BMI omkring 44 kg/m2 før operationen, hvilket på undersøgelsestidspunktet var faldet til et gennemsnitligt BMI på cirka 34 kg/m2.

For at undersøge betydningen af tarmhormonerne blokerede forskerne farmakologisk for virkningerne af GIP og GLP-1 hos forsøgsdeltagerne og målte effekten på blodsukkerreguleringen og insulinsekretionen.

»Ved de to typer operation ændrer man tarmanatomien meget forskelligt. Ved en gastrisk sleeve-operation fjerner man et stort stykke af mavesækken, mens resten forbliver et smalt rør, som maden passerer igennem til duodenum, mens man ved en gastrisk bypass laver mere omfattende omstruktureringer, blandt andet ved at skære tarmen over og flytte den nedre del af tyndtarmen tættere på mavesækken. Det betyder, at maden ryger direkte ned i et stykke af tyndtarmen, som den normalt først rammer på et senere tidspunkt. De forskellige operationer kan derfor gøre, at tarmhormonresponset bliver forskelligt mellem dem,« fortæller Morten Hindsø.

Vender styrkeforholdet mellem tarmhormonerne

I studiet udførte forskerne standardiserede måltidstest med målinger af blodsukkerkoncentrationer og insulinsekretion.

Hver forsøgsdeltager blev undersøgt på fire adskilte dage, hvor de enten fik en infusion med saltvand, en infusion med et middel til at blokere for virkningen af GLP-1, en infusion med et middel til at blokere for virkningen af GIP eller en infusion med midler til både at blokere for GLP-1 og GIP.

Styrkeforholdet mellem tarmhormonerne blev byttet rundt ved de forskellige operationer. Det understreger vigtigheden af tarmhormonerne for glukosemetabolismen og udvider vores viden om, hvordan overvægtsoperationer virker

Morten Hindsø, læge, Hvidovre Hospital

Resultaterne af studiet viser, at hos personer, der ikke var blevet opereret, var GIP vigtigere end GLP-1 for kroppens evne til at regulere blodsukkeret og insulinsekretionen efter et måltid.

Billedet var dog ændret hos forsøgsdeltagerne, som havde undergået de forskellige vægtreducerende operationer. Ved en gastrisk sleeve-operation var begge tarmhormoner lige vigtige for insulinsekretionen og blodsukkerkontrollen, mens GLP-1 var vigtigere end GIP efter en gastrisk bypass.

»Styrkeforholdet mellem tarmhormonerne blev byttet rundt ved de forskellige operationer. Det understreger vigtigheden af tarmhormonerne for glukosemetabolismen og udvider vores viden om, hvordan overvægtsoperationer virker,« fortæller Morten Hindsø.

Han vil helst ikke drage direkte paralleller fra forskningen til den kliniske hverdag, men pointerer, at studiet kan være relevant i en kontekst af de nyeste lægemidler til behandling af type 2-diabetes og overvægt. Disse lægemidler, som for eksempel Novo Nordisks semaglutid og Eli Lillys tirzepatid, virker ved at aktivere netop GLP-1-receptorerne enten alene eller i kombination med GIP-receptorerne.

»Det vil være interessant at lave nogle flere undersøgelser af, hvordan billedet ser ud hos personer med diabetes, der får foretaget en overvægtsoperation, og hvordan effekten af tarmhormonerne adskiller sig i forhold til vægttab og appetitregulering hos disse personer,« siger Morten Hindsø.