Diabetes
Overlæge fra Herlev og Gentofte Hospital modtager pris for sin diabetesforskning
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den danske forsker og overlæge Jesper Johannesen modtager svensk pris for sin enestående forskning inden for diabetesområdet.
Forsker og overlæge Jesper Johannesen fra Herlev og Gentofte Hospital hædres og modtager anerkendt pris fra den svenske børnediabetesfond for sin fremragende forskning i type 1-diabetes.
Jesper Johannesen fra Afdeling for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital har fået overrakt den svenske Børnediabetes Fonds Johnny Ludvigsson-pris for sit enestående bidrag til diabetesforskningen.
Det skriver Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.
Prisen hylder de mest fremtrædende og bemærkelsesværdige nordiske forskere inden for forskning i type 1-diabetes. Jesper Johannesens forskning har bidraget væsentligt til forståelsen af mekanismerne bag udviklingen af type 1-diabetes.
Jesper Johannesen har gennem mange år udvist enestående videnskabeligt engagement for forskningsfeltet, og har været drivkraften bag flere internationale forskningssamarbejder.
Særligt har den beærede prismodtager arbejdet med klinisk forskning i type 1-diabetes hos børn med fokus på afklaring af stofskifte- og hormonelle faktorer, og han håber i fremtiden at kunne hjælpe mange børn med type 1-diabetes.
»Mit håb er, at vi gennem denne forskning både nu og i fremtiden kan hjælpe mange børn med type 1-diabetes og deres familier med at opnå et blodsukkerniveau, der er så tæt på det normale som muligt. At modtage denne pris bekræfter vigtigheden af denne udfordrende opgave, som jeg vil fortsætte med stor respekt for disse familier,« siger Jesper Johannesen.
Ved siden af at drive forskning og arbejde som overlæge på Herlev og Gentofte Hospital er Jesper Johannesen også medlem af Diabetesforeningens Diabetesråd og forskningsudvalget til den svenske Børnediabetes Fond.
Med Johnny Ludvigsson-prisen følger et beløb på 187.000 kr.
Del artiklen: