Nyopdaget receptor kan være nøglen til at regulere insulinsensitivitet

På overfladen af fedtcellerne i kroppen sidder en lille receptor, som danske forskere nu kobler sammen med hovedansvaret for fedtvævets insulinsensitivitet.

Hvis receptoren bliver deaktiveret, forsvinder næsten hele fedtvævets insulinrespons, og det gør receptoren til en oplagt kandidat til behandling af insulinresistens og derigennem risikoen for udvikling af type 2-diabetes.

Ifølge en af forskerne bag opdagelsen er næste skridt at undersøge, hvad der sker med insulinsensitiviteten i både celler og dyr, hvis man skruer op for aktiveringen af den opdagede receptor.

»Jeg kender ikke til andre receptorer af denne type med større effekt på insulinsensitivitet, og det gør den til et oplagt lægemiddelmål til behandling af insulinresistens. Derfor kan vores forskning måske også bane vejen for helt nye former for behandling, der forhindrer mennesker i overhovedet at udvikle type 2-diabetes,« fortæller professor Kim Rewitz fra Institut for Biologi ved Københavns Universitet.

Forskningen, der er lavet i samarbejde med blandt andre Novo Nordisk, er offentliggjort i Nature Communications.

Bananfluer ledte forskere på sporet

Type 2-diabetes har næsten altid sit udspring i insulinresistens, hvor kroppens fedt- og muskelvæv mister evnen til at optage sukker fra blodet, fordi de to væv mister responset på insulin.

Det er sandsynligvis en universelt konserveret signalvej for dyr til at tilpasse sig mængden af tilgængelig sukker

Kim Rewitz, professor, Københavns Universitet

Når sukker ikke bliver trukket ud af blodet, skruer bugspytkirtlens betaceller op for produktionen af insulin, og hvis denne opskruede produktion står på i for lang tid, kan betacellerne brænde sammen.

Og resultatet er type 2-diabetes.

I forskningsarbejdet, der er foretaget i bananfluer, har forskerne screenet fluerne for receptorer og hormoner med stor betydning for insulinsensitivitet og sukkerkontrol.

Kim Rewitz forklarer, at selvom det måske kan synes, som om at der er langt fra bananfluer til mennesker, er kontrollen med kroppens sukker faktisk bevaret på tværs af langt de fleste dyrearter.

Derfor kan forskning i bananfluer være et glimrende udgangspunkt for bedre forståelse af, hvad der sker i mennesker.

Hormon regulerer insulinresponset

I forskningen identificerede forskerne hormonet Bursicon som en vigtig spiller i kontrollen med blodsukkeret.

Forskerne fandt, at når de deaktiverede Bursicon i bananfluer, blev fluerne mere insulinresistente.

Forskerne fandt desuden, at når muskelceller kan mærke, at der er sukker i omgivelserne, signalerer de til neuroner i hjernen, at de skal producere mere Bursicon.

Bursicon gør derefter to ting; Det første er at signalere til bananfluernes pendant til betaceller, at de skal producere mere insulin, og for det andet gøre fedtvævet mere følsomt over for insulin, så fedtvævet begynder at optage mere sukker.

»Det er sandsynligvis en universelt konserveret signalvej for dyr til at tilpasse sig mængden af tilgængelig sukker. Når der er meget sukker til stede, skal det hurtigt fordeles i kroppens væv, og i den fordeling spiller Bursicon-signalering en stor rolle,« forklarer Kim Rewitz.

Receptor med ansvar for insulinsensitiviteten

I næste del af forskningen identificerede forskerne den receptor, som Bursicon interagerer med i fedtvævet.

Der er tale om en såkaldt LGR-receptor (Leucine-rich-repeat-containing ‘G-protein coupled receptor’, GPCR), nærmere bestemt en receptor, der svarer til LGR4-receptoren på overfladen af fedtceller i mennesker.

Forskerne lavede forsøg, hvor de med RNA-hæmmere deaktiverede LGR4-receptoren, og de forsøg viste, at det resulterede i tab af 60 til 70 pct. af insulinfølsomheden i fedtcellerne hos både fluer og mus.

Forskerne så dette ved, at 60 til 70 pct. af de proteiner, der plejer at blive aktiveret ved et insulinrespons, slet ikke blev aktiveret i celler, der manglede LGR4.

Oversætter vi det til mennesker, ville det formentlig betyde, at personen ville være svært insulinresistent med en diagnose med type 2-diabetes på vej.

Vil lave lægemidler mod LGR4

Kim Rewitz mener, at opdagelsen af LGR4-receptoren som vigtig for fedtvævets insulinsensitivitet kan være udgangspunktet for udvikling af helt nye former for medicin, der ikke kun har som formål at behandle type 2-diabetes, men derimod måske sikre, at sygdommen aldrig opstår.

Tanken med sådan en form for medicin er, at den skal holde aktiviteten af insulinsensitiviteten i fedtvævet højt, og måske også i muskelvævet, så betacellerne ikke brænder sammen under behovet for forhøjet insulinproduktion.

Samtidig er Kim Rewitz stærkt tilfreds med, at LGR4 netop er en GCPR-receptor, da en stor del af alle udviklede lægemidler er målrettet mod netop denne type receptorer.

Det næste skridt for forskerne er derfor at undersøge i både fedt- og muskelceller og mus, om aktivering af LGR4 kan øge cellernes sensitivitet over for insulin og derigennem nedbringe blodsukkeret.

»Vi synes, at resultatet er meget interessant. LGR4-recptoren kan vise sig at være et oplagt lægemiddelmål, og når det kommer til behandling af insulinresistens, er jeg ikke bekendt med andre mål, der er mere oplagte til at forbedre insulinsensitiviteten,« siger Kim Rewitz.