Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Diabetes

Novo Nordisk præsenterer imponerende data med kombinationsbehandling mod svær overvægt og type 2-diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

Professor og overlæge Filip Krag Knop fra Center for Klinisk Metabolisk Forskning ved Herlev og Gentofte Hospital mener, at resultaterne med CagriSema er meget lovende.

Ny kombinationsbehandling løfter barren for, hvor meget personer med svær overvægt kan tabe sig i løbet af lidt over et halvt år. Det ser lovende ud, mener professor, overlæge og fedmeforsker Filip Krag Knop.


Novo Nordisk har fremlagt nye resultater fra et fase 2-studie med den danske lægemiddelkæmpes nyeste skud på stammen af behandlinger til personer med type 2-diabetes og svær overvægt.

Vægttabet i dette studie er måske lidt mindre, end hvad man kan forvente. Med andre ord vil jeg sige, at der måske er potentiale for et endnu større vægttab med denne kombinationsbehandling

Filip Krag Knop, professor og overlæge, Herlev og Gentofte Hospital

Resultaterne omhandler ugentlig subkutan behandling med CagriSema, der er et kombinationspræparat af GLP 1-receptoragonisten semaglutid og den eksperimentelle amylinanalog cagrilintid.

Forsøgsdeltagerne blev behandlet med CagriSema i 32 uger, og vægttabet landede på et hidtil uhørt højt niveau.

»Vi er opmuntrede af de imponerende resultater af fase 2-studiet med CagriSema til personer med type 2-diabetes. Resultaterne indikerer, at CagriSema kan reducere blodsukkeret mere end semaglutid alene, og vægttabet i dette studie bekræfter det substantielle vægtreducerende potentiale af CagriSema,« fortæller executive vice president for Development hos Novo Nordisk Martin Holst Lange i en pressemeddelelse.

Vægttab på over 15 pct. på 32 uger

I studiet har 92 personer med type 2-diabetes og svær overvægt deltaget.

Forsøgspersonerne blev randomiseret til behandling i 32 uger med 2,4 mg semaglutid, 2,4 mg cagrilintid eller kombinationen af de to behandlinger. Både semaglutid og cagrilinitid blev administreret subkutant én gang ugentligt.

Ved baseline var gennemsnitsvægten for forsøgspersonerne 106 kg, og det gennemsnitlige langtidsblodsukker, HbA1c, lå på 8,4 pct.

Efter 32 uger havde forsøgsdeltagerne i alle grupper fået sænket deres blodsukker:

  • Cagrinlitid sænkede blodsukkeret med 0,93 procentpoint.

  • Semaglutid sænkede blodsukkeret med 1,79 procentpoint.

  • CagriSema sænkede blodsukkeret med 2,18 procentpoint.

Vægttabet fulgte med:

  • Cagrinlitid ledte til et vægttab på 8,1 pct. af den oprindelige kropsvægt.

  • Semaglutid ledte til et vægttab på 5,1 pct.

  • CagriSema ledte til et vægttab på hele 15,6 pct.

Professor og overlæge er imponeret over data

Ifølge professor og overlæge Filip Krag Knop fra Center for Klinisk Metabolisk Forskning ved Herlev og Gentofte Hospital er resultaterne med CagriSema lovende.

Filip Krag Knop har ikke haft noget med studiet at gøre, men han hæfter sig ved, at det høje vægttab er opnået på relativ kort tid, 32 uger. Andre studier med semaglutid som vægttabsmedicin til patienter med type 2-diabetes er foregået over 68 uger og har vist vægttab på små 10 procentpoint.

»Normalt ses det største vægttab på semaglutid først efter 52 uger, hvorfor man kan forvente et endnu større vægttab, hvis man fortsætter behandlingen i længere tid. Det er dog vigtigt at holde fast i, at det store vægttab normalt kommer tidligt i behandlingsforløbet, så man kan ikke bare sige, at man dobler vægttabet op, hvis man fortsætter behandlingen i yderligere 32 uger. Men vægttabet vil formentlig være højere,« siger han.

Kombinationsbehandlinger til personer med svær overvægt ser ud til at være fremtiden. Det er den vej, som verden går

Filip Krag Knop, professor og overlæge, Herlev og Gentofte Hospital

Filip Krag Knop bider desuden mærke i, at det kan se ud som om, at der kan være tale om en supra-additiv eller synergistisk effekt af de to behandlinger, altså at effekten af CagriSema er større end effekterne af semaglutid og cagrinlitid lagt sammen.

Dog noterer han også, at de vægttab, som blev observeret i tidligere forsøg med semaglutid som enkeltbehandling, var lidt højere efter 32 uger, end der er blevet observeret i dette studie.

Det skyldes ifølge overlægen formentlig, at dette fase 2-studie ikke har benyttet samme livsstilsrekommandationer som fase 3-studiet STEP 2, der undersøgte effekten af semaglutid 2,4 mg i patienter med type 2-diabetes over 68 uger.

»Det vil sige, at vægttabet i dette studie måske er lidt mindre, end hvad man kan forvente. Med andre ord vil jeg sige, at der måske er potentiale for et endnu større vægttab med denne kombinationsbehandling,« siger Filip Krag Knop.

Fremtiden er kombinationsbehandlinger

Filip Krag Knop vurderer, at CagriSema kan være med til at udstikke en retning for, hvordan behandling af svær overvægt kommer til at se ud i fremtiden.

For nuværende fører Novo Nordisk kapløbet om at have det bedste fedmemiddel på markedet. Det har de med semaglutid i form af Wegovy, men konkurrenten Eli Lilly haler ind med imponerende data med deres tirzepatide, som er et kombinationslægemiddel, der både stimulerer GLP-1-receptoren og receptoren for det andet inkretinhormon, GIP.

Tirzepatide er dermed en såkaldt dual GLP-1-/GIP-receptoragonist, der i kliniske studier har vist sig at kunne lede til vægttab hos svært overvægtige mennesker på 22,5 pct. over 72 uger.

»Kombinationsbehandlinger til personer med svær overvægt ser ud til at være fremtiden. Det er den vej, som verden går. Vi kommer til at se flere behandlinger, hvor man bruger en GLP 1-receptoragonist i kombination med andre ting for at opnå det størst mulige vægttab på kortest mulig tid,« siger Filip Krag Knop.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere