Diabetes
Kræft er den hyppigste dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes
Udgivet:
Kommentarer (0)
Der er brug for nye behandlingsstrategier i sundhedsvæsenet, som forholder sig til, at en stigende gruppe borgere har både type 2-diabetes og kræft, siger læge, ph.d. Tinne Laurberg.
Hjerte-kardødeligheden blandt personer med type 2-diabetes er næsten halveret på 18 år, viser stor undersøgelse. Kræft er nu den hyppigste dødsårsag, og det kalder på nye behandlingsstrategier, mener forsker.
I løbet af de seneste årtier er kræftsygdom blevet den væsentligste dødsårsag blandt danskere med type 2-diabetes. Det skyldes først og fremmest faldende hjerte-kardødelighed blandt især mænd med type 2-diabetes.
Personer med type 2-diabetes har fortsat en betydelig overdødelighed i forhold til den øvrige befolkning, men hvor overdødeligheden blandt mænd har været stabil, er den diabetesrelaterede overdødelighed blandt kvinder – med undtagelse af hjerte-karsygdomme – for hvert årti øget med 6-17 pct. afhængig af dødsårsag.
Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af betydning af diabetes og køn for årsagsspecifik dødelighed fra 2002 til 2019. En forskergruppe fra Steno Diabetes Center Aarhus står bag undersøgelsen, som er offentliggjort i The Lancet – Regional Health Europe.
At kræft nu er den hyppigste dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes, og dermed på det punkt ikke adskiller sig fra personer uden type 2-diabetes, kalder på nye behandlingsstrategier, mener én af forskerne bag undersøgelsen, læge, ph.d. Tinne Laurberg.
Hvis vi skal kunne imødegå den voksende forskel på den diabetesrelaterede dødelighed blandt mænd og kvinder, bliver vi nødt til at have mere fokus på kønsaspektet i forskningen og i det daglige kliniske arbejde
Tinne Laurberg, ph.d., Steno Diabetes Center Aarhus
»Vi er blevet gode til at forebygge og behandle hjerte-karsygdom blandt personer med type 2-diabetes, og deres hjerte-kardødelighed er næsten halveret over en periode på 18 år. Omvendt er kræftdødeligheden forblevet høj, hvilket gør kræft til den primære dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes,« siger Tinne Laurberg.
»Når vi sammenholder det med, at personer med type-2 diabetes har en forøget risiko for at dø af både fedme- og ikke-fedmerelaterede kræftsygdomme, ser vi det som et tydeligt signal om, at der er brug for nye behandlingsstrategier i sundhedsvæsenet, som forholder sig til, at en stigende gruppe borgere har både type 2-diabetes og kræft,« uddyber hun.
Fedmerelaterede kræftsygdomme
Sammenfaldet mellem fedme, type 2-diabetes og en række specifikke kræftsygdomme er kendt, og undersøgelsen understreger også, at der blandt personer med type 2-diabetes er en markant øget risiko for at dø af fedmerelaterede kræftsygdomme som kræft i lever, nyrer og bugspytkirtel.
Type 2-diabetes var også associeret med en betydelig øget risiko for at dø af tarmkræft, og for kvinder over 50 år også en markant øget risiko for at dø af brystkræft. Uden at koble det direkte sammen med den øgede dødelighed for de to sidstnævnte kræftformer, påpeger Tinne Laurberg, at personer med type 2-diabetes deltager mindre i nationale screeningsprogrammer for tarm- og brystkræft end den øvrige befolkning.
Lungekræft er den hyppigste dødsårsag blandt kræfttilfældene både hos mænd og kvinder, uanset om de har type-2 diabetes eller ej. Over de 18 år, som undersøgelsen omfattede, fandt forskerne en generel overdødelighed af lungekræft hos personer med type 2 diabetes, som er stigende frem mod i dag.
Rejser bekymring
På baggrund af undersøgelsens resultater mener Tinne Laurberg, at der nu er et presserende behov for at indtænke kræft som et særligt opmærksomhedspunkt i arbejdet med personer med type 2-diabetes.
»Vores manglende viden om behandlingen af personer med type 2-diabetes, der også har kræft, er bekymrende. Vi ved ikke, om diabetes i sig selv giver særlige udfordringer i forhold til at kunne give den optimale kræftbehandling. Vi ved heller ikke, om valget af kræftbehandling måske bør afhænge af, om patienten har en velbehandlet diabetes, begyndende følgesygdomme eller betydelige følgesygdomme,« siger hun.
»Samtidig mangler vi også viden om, hvorvidt patientens diabetesmedicin kan have betydning for det videre kræftforløb – er GLP-1-receptor agonister, SGLT-2-hæmmere eller andre lægemiddelgrupper det bedste valg i forhold til at kunne tolerere og få effekt af den medicinske kræftbehandling, eller har diabetesmedicinen ikke betydning,« spørger Tinne Laurberg.
Hun tilføjer, at tidligere forskning har peget på, at dårligt reguleret blodsukker øger risikoen for kræfttilbagefald, og reducerer overlevelsen ved kræftsygdomme.
Nationalt og internationalt er der stor forskningsmæssig interesse i at undersøge, hvordan personer, der både har type 2-diabetes og kræft, skal behandles. Derfor vurderer Tinne Laurberg, at det inden for de kommende fem til ti år vil blive muligt at handle og behandle på et mere kvalificeret grundlag, end det er tilfældet i dag.
På kort sigt så hun gerne, at kredsen af regionale Steno Diabetes Centre i Danmark satte fokus på type 2-diabetes og kræft, og at de i tæt samarbejde med onkologer, kræftkirurger og almen praksis fik diskuteret og iværksat fælles klinisk relevante forskningsprojekter på området.
Stigende kønsforskelle
Den markant reducerede hjerte-kardødelighed blandt personer med type 2-diabetes i perioden 2002-2019 var ikke ligeligt fordelt mellem kønnene, men var mere udtalt blandt mændene, viser undersøgelsen. I forhold til alle andre dødsårsager end hjerte-karsygdomme havde kvinder med type 2-diabetes en diabetesrelateret overdødelighed på 6-17 pct. per årti.
»Der er nogle aspekter af kvinders biologi, vi endnu ikke fuldt forstår. I et ikke publiceret studie af patienter med malignt melanom kan vi se, at blandt kvinderne har dem med type 2-diabetes en større risiko for, at sygdommen har spredt sig, mens det ikke forholder sig sådan for mændene. Vi ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan.«
»Melanomstudiet understreger meget godt, at hvis vi skal kunne imødegå den voksende forskel på den diabetesrelaterede dødelighed blandt mænd og kvinder, bliver vi nødt til at have mere fokus på kønsaspektet i forskningen og i det daglige kliniske arbejde,« siger Tinne Laurberg.
Del artiklen: