Diabetes
Ingen sammenhæng mellem kronisk nyresygdom og NAFLD
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Efter at vi nu har undersøgt sammenhængen hos både personer med og uden diabetes og med to forskellige teknikker, har vi mistet interessen for at gå videre med NAFLD, som det defineres i dag med en øget mængde fedt i leveren,« siger Bo Feldt-Rasmussen, cheflæge og professor i nefrologi, der er en af forskerne bag de to studier.
Danske forskere afviser med to studier teorien om, at kronisk nyresygdom og ikke-alkoholisk fedtlever sygdom (NAFLD) er koblede sygdomme. »Vi kan i hvert fald ikke finde en kobling mellem fedt i leveren og kronisk nyresygdom,« siger Bo Feldt-Rasmussen, cheflæge og professor i nefrologi på Rigshospitalet.
Inden for de seneste år har flere internationale studier indikeret, at der er en kobling mellem to komorbiditeter til type 2-diabetes, nemlig ikke-alkoholisk fedtlever sygdom (NAFLD) og kronisk nyresygdom.
Vi kan med disse to studier i hvert fald ikke finde en kobling mellem fedt i leveren og kronisk nyresygdom
Bo Feldt-Rasmussen, cheflæge og professor i nefrologi, Rigshospitalet
Tanken har for mange forskere været besnærende, fordi koblingen måske kunne pege i retning af en fællesnævner for mange komorbiditeter til type 2-diabetes.
To danske studier viser dog nu, at hverken hos personer med eller uden diabetes er de to sygdomme koblede, altså at den ene øger risikoen for udvikling af den anden eller omvendt.
»NAFLD dækker både over tilstande med fedt i leveren, og hvor der er tilkommet arvæv. Vi kan med disse to studier i hvert fald ikke finde en kobling mellem fedt i leveren og kronisk nyresygdom,« fortæller en af forskerne bag de to studier, cheflæge og professor i nefrologi ved Afdeling for Nyresygdomme, Center for Kræft og Organsygdomme, Rigshospitalet, og Københavns Universitet, Bo Feldt-Rasmussen.
De to studier, som er publiceret i Nephron og Nephrology, Dialysis & Transplantation, er en del af den ph.d.-afhandling, som læge Therese Adrian fra Afdeling for Nyresygdomme har lavet.
Ingen kobling mellem NAFLD og kronisk nyresygdom
I det ene studie har forskerne undersøgt sammenhængen mellem kronisk nyresygdom og NAFLD hos personer både med og uden diabetes.
Til formålet undersøgte forskerne fedtindholdet i leveren hos 291 patienter med kronisk nyresygdom og matchede resultaterne med fedtindholdet i leveren hos 866 alders- og kønsmatchede personer med normal nyrefunktion.
Undersøgelserne for fedtindholdet i leveren blev gjort med CT-skanning.
Resultatet af undersøgelsen viste, at andelen af forsøgsdeltagere med moderat til alvorlig fedtlever var hhv. 7,9 pct. blandt personer med kronisk nyresygdom og 10,7 pct. blandt kontrollerne. Der var ingen statistisk signifikant forskel mellem de to.
Til gengæld fandt forskerne en klar sammenhæng mellem diabetes, overvægt samt svær overvægt og risikoen for moderat til alvorlig fedtlever. Her var de justerede odds ratio hhv. 3,1; 14,8 og 42,0.
»Man kunne godt have forestillet sig, at der ville være en sammenhæng. Patienter med kronisk nyresygdom har nedsat insulinfølsomhed og insulinresistens samt forskellige metaboliske abnormaliteter, der trækker i retning af diabetes, og der er mange sammenhænge mellem diabetes og NAFLD. Det er ikke sådan, at tanken er fjern, men vi kan bare ikke finde sammenhængen i data hos personer uden diabetes. At andre har fundet det, kan måske skyldes, at de ikke har justeret for, om deres forsøgspersoner har haft diabetes eller forstadier til diabetes,« siger Bo Feldt-Rasmussen.
Undersøgte sammenhængen med MR hos personer med type 2-diabetes
I det andet studie gik forskerne skridtet videre og undersøgte en mulig sammenhæng mellem kronisk nyresygdom og NAFLD hos personer med type 2-diabetes.
Kronisk nyresygdom ser i sig selv ikke ud til at spille en rolle for, om man har NAFLD eller ej
Bo Feldt-Rasmussen, cheflæge og professor i nefrologi, Rigshospitalet
I dette studie gjorde forskerne brug af MR-skanninger, der sammenlignet med CT giver mere præcise målinger af fedt i leveren.
I studiet deltog 50 personer med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom samt 50 personer med type 2-diabetes uden kronisk nyresygdom.
NAFLD blev karakteriseret som mere end 5,6 pct. fedt i leveren.
Forsøgsdeltagerne var gennemsnitligt 72 år gamle blandt personer med kronisk nyresygdom og 66 år blandt personer uden kronisk nyresygdom. Tre ud af fire forsøgsdeltagere var mænd. BMI var gennemsnitligt 28,6 kg/m2 blandt forsøgspersoner med kronisk nyresygdom og 27 kg/m2 blandt forsøgspersoner uden kronisk nyresygdom.
Heller ingen sammenhæng hos personer med diabetes
Resultatet af det andet studie viste ligesom i det første, at der ingen kobling er mellem kronisk nyresygdom og NAFLD.
I undersøgelsen havde 22 personer med kronisk nyresygdom og type 2-diabetes også NAFLD, mens tallet for kontrollerne, der kun havde type 2-diabetes, var 19. Der var ingen statistisk forskel mellem de to.
Leverfedtfraktionen var i de to grupper gennemsnitligt 4,7 pct. og 4,1 pct. hos hhv. forsøgsdeltagere med og uden kronisk nyresygdom. Igen var der ingen statistisk forskel.
På baggrund af resultatet konkluderer forskerne, at der heller ikke hos personer med type 2-diabetes er en sammenhæng mellem kronisk nyresygdom og NAFLD.
»Vi fandt, at mange af vores forsøgspersoner havde NAFLD, hvilket ikke er overraskende, fordi vi taler om personer med type 2-diabetes. Men kronisk nyresygdom ser i sig selv ikke ud til at spille en rolle for, om man har NAFLD eller ej. Efter vi nu har undersøgt sammenhængen hos både personer med og uden diabetes og med to forskellige teknikker, hvor MR er den klart mest avancerede måde at gøre det på, har vi mistet interessen for at gå videre med NAFLD, som det defineres i dag med en øget mængde fedt i leveren. Men vi vil se videre på, om der er interessante fund omkring andre stadier, hvor der påvises arvæv,« siger Bo Feldt-Rasmussen.
Læs også:Tresiba er bedst til personer med type 1-diabetes og høj risiko for natlig hypoglykæmi
Læs også:Tarmhormoner giver håb for behandling af knogleskørhed
Del artiklen: