Diabetes
Hotline giver hurtigere adgang til behandling af fodsår
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Fodterapeuter og hjemmesygeplejersker er gode til at spotte de relevante patienter,« siger Gry Maria Hoffmeier, som er projektleder for en hotline om fodsår i Region Sjælland. Hotlinen får fire-fem henvendelser om dagen, og næsten alle er relevante, siger Gry Maria Hoffmeier.
Fodterapeuter og kommunale sygeplejersker i Region Sjælland er gode til at spotte patienter, der har gavn af en hurtig specialistvurdering af fodsår via en hotline.
For få dage siden undersøgte Malene Ringholm Bæk Larsen en patient, der akut havde fået en tid på baggrund af et opkald fra en fodterapeut. Fodterapeuten havde benyttet sig af den fodsårshotline, som er tilknyttet de fire akuthospitaler i Region Sjælland, og ringede, mens patienten fortsat var i hendes konsultation. Patientens fødder havde en temperaturforskel på seks grader, hvilket er et tegn på Charcots fod – en sjælden diabeteskomplikation, som typisk opstår i fodens eller anklens knogler hos personer med længerevarende dårligt reguleret diabetes.
Den giver de sundhedsprofessionelle i primærsektoren adgang til god, kompetent og hurtig hjælp, og den øger sandsynligheden for, at vi kan nå at forebygge forværring, inden et sår udvikler sig i en kritisk retning
Malene Ringholm Bæk Larsen, sektionsansvarlig overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge
Som sektionsansvarlig overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge, var Malene Ringholm Bæk Larsen klar over, at det var en patient, der skulle behandles akut for at forsøge at undgå svære deformiteter i foden, sår på foden, og i værste fald amputation.
»Charcot-patienter er desværre ofte længe om at komme af sted til egen læge. Og når det endelig sker, er det ikke usandsynligt, at de først henvises til reumatolog for at blive udredt for eventuel urinsyregigt, inden de kommer videre til en sårlæge – og så kan den varige skade på foden være sket,« siger Malene Ringholm Bæk Larsen.
Fodsårshotlinen er udelukkende henvendt til fodterapeuter, praktiserende læger og kommunale sygeplejersker i regionen og har betydet, at regionens borgere hurtigere end tidligere kan få adgang til den rette behandling af deres fodsår.
Mere end halvdelen af henvendelserne til fodsårshotlinen har desuden været om personer, der ikke i forvejen med sårproblemer.
»I det konkrete tilfælde kom henvendelsen om en mulig Charcot-patient fra en fodterapeut, der normalt ikke har henvisningsret, men kan gøre det via hotlinen. Den giver de sundhedsprofessionelle i primærsektoren adgang til god, kompetent og hurtig hjælp, og den øger sandsynligheden for, at vi kan nå at forebygge forværring, inden et sår udvikler sig i en kritisk retning,« siger Malene Ringholm Bæk Larsen.
Fodsår kan ende med amputation
Initiativet til fodsårshotlinen i Region Sjælland kom for cirka toethalvt år siden fra Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS).
Behovet for at give de ansatte i primærsektoren hurtigere adgang til specialistvurdering af fodsår kom bl.a. ud fra en erkendelse af, at en stor andel af de diabetespatienter, der udvikler fodsår på grund af diabetisk neuropati, ender med en amputation af tæer, fod eller ben, og at langt de fleste amputationer begynder med et fodsår.
Fodterapeuter og hjemmesygeplejersker er gode til at spotte de relevante patienter
Gry Maria Hoffmeier, projektleder for fodsårshotlinen, SDCS
Projektleder for fodsårshotlinen i SDCS Gry Maria Hoffmeier fortæller, at SDCS gav økonomisk og praktisk støtte til at starte hotlinen på de fire hospitaler (Køge, Nykøbing Falster, Næstved/Slagelse/Ringsted og Holbæk).
Efter et år blev funktionen overtaget af hospitalerne. SDCS monitorerer fortsat funktionen og rådgiver efter behov. Forventningen er, at regionen vil hjemtage hotlinen inden for det nærmeste år, så der kun bliver én indgang med et fælles telefonnummer.
Henvendelserne er relevante
Selv om hotlinen blev opstartet på forskellige tidspunkter, viser en opgørelse fra slutningen af 2023, at der for hele regionen er fire-fem daglige henvendelser til hotlinen. Stort set alle henvendelser blev i opgørelsen vurderet til at være relevante, siger Gry Maria Hoffmeier.
»Fodterapeuter og hjemmesygeplejersker er gode til at spotte de relevante patienter. At de er gode til at finde de patienter, der har størst behov for hurtig behandling, understreges også af, at vi i vores evaluering kan se, at mere end halvdelen af alle henvendelser til hotlinen resulterer i enten en akut eller subakut tid på hospitalet,« siger Gry Maria Hoffmeier.
For en del af patienterne kan det være svært at forstå alvoren af deres fodsår, og sammenholdt med, at mangel på praktiserende læger i regionen gør det svært at få en tid hos egen læge eller i en regionsklinik, kan hjemmesygeplejersker og fodterapeuters adgang til hurtig rådgivning gøre processen hurtigere og smidigere.
»Til trods for bestræbelserne på at opnå det modsatte får stadig flere konstateret type 2-diabetes. Det kræver også flere ambulante ressourcer, men det kan også give en efterfølgende besparelse, hvis vi dermed kan bevare flere diabetespatienters førlighed,« siger Gry Maria Hoffmeier.
Den højeste amputationsrate
SDCS’ initiativ med etablering af en fodsårhotline kom, før Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) i en rapport fra august 2022 konkluderede, at Region Sjælland var den region, som havde det laveste antal amputationsforebyggende indgreb i forhold til indbyggertallet og også den højeste amputationsrate. Ifølge RKKP var det primært forskelle i behandlingspraksis, som var årsagen til de forskellige regionale rater af forebyggende karkirurgiske indgreb og amputationer.
»Rapportens konklusioner understregede den bekymring, vi allerede havde, og at der var behov for at styrke adgangen til hurtig vurdering af patienter med fodsår,« siger Gry Maria Hoffmeier.
Del artiklen: