Diabetes
Graviditetsdiabetes øger risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom
Udgivet:
Kommentarer (0)
Stor befolkningsundersøgelse viser, at diabetes i forbindelse med graviditet kan have langvarige konsekvenser for hjerte-kar-helbredet.
Graviditetsdiabetes kan øge kvinders risiko for at udvikle en lang række hjerte-kar-sygdomme senere i livet.
Det viser et nyt studie, hvor forskerne har fundet, at kvinder, som under graviditeten havde haft graviditetsdiabetes, senere havde højere sandsynlighed for at få en diagnose med hjerte-kar-sygdom.
Graviditetsdiabetes var i studiet forbundet med 7,80 nye tilfælde af hjerte-kar-sygdom pr. 1.000 person-år sammenlignet med 5,81 tilfælde af hjerte-kar-sygdom pr. person-år blandt kvinder, som ikke havde haft graviditetsdiabetes.
Forskningen, der er lavet med data fra UK Biobank, blev ifølge Medpage præsenteret på et virtuelt møde for Society for Maternal-Fetal Medicine af forskere fra Seoul National University College of Medicine i Sydkorea.
»Kvinder med graviditetsdiabetes har langvarig øget risiko for hjerte-kar-komplikationer selv sent i livet. Kroniske, metaboliske komorbiditeter kan muligvis delvist forklare koblingen mellem graviditetsdiabetes og kardiovaskulær sygdom,« fortalte en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Seung Mi Lee, på det virtuelle møde.
Forskningen er også offentliggjort i American Journal of Obstetrics & Gynecology.
Bred vifte af hjerte-kar-sygdomme koblet til graviditetsdiabetes
Forskningsresultatet viser, at graviditetsdiabetes specifikt øger risikoen for senere i livet at få stillet en diagnose med:
Hjerte-kar-sygdom
Blodprop i hjertet
Stroke
Perifer arteriel sygdom
Hjertesvigt
Mitralinsufficiens
Atrieflimren
Forskerne fandt desuden, at diagnosticeret diabetes forklarede 23 pct. af sammenhængen mellem graviditetsdiabetes og det overordnede kardiovaskulære udfald. Forhøjet blodtryk forklarede 11 pct. af koblingen, og dyslipidæmi forklarede 10 pct.
I studiet har forskerne brugt data fra UK Biobank og inddraget data på 219.330 kvinder. 1.390 havde under graviditeten udviklet graviditetsdiabetes. Den gennemsnitlige opfølgningsperiode var ti år. Seks pct. af kvinderne udviklede hjerte-kar-komplikationer i løbet af opfølgningsperioden.
Kvinder med graviditetsdiabetes var i studiet tilbøjelige til at være yngre, have højere BMI og have højere forekomst af forudgående diabetes, forhøjet blodtryk og dyslipidæmi.
Færre kvinder med graviditetsdiabetes røg, havde været i behandling med hormonterapi eller fik efterfølgende fjernet livmoderen.
Del artiklen: