Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Glukagonreceptorer i hjernen kobler diabetes og demens sammen

Udgivet:
Kommentarer (0)

Nicolai J. Wewer Albrechtsen mener på baggrund af et nyt forskningsresultat, at glukagon måske kan få en plads i behandlingen af demens.

Danske forskere har opdaget, at mangel på glukagonreceptorerne er associeret med øget risiko for kognitiv dysfunktion. Koblingen peger på, at behandling med glukagon muligvis kan reducere risikoen for demens hos både personer med og uden diabetes, siger forsker.


Et spritnyt dansk studie har fundet en mulig kobling mellem diabetes og demens.

Koblingen hedder glukagon, for i det nye danske studie har forskerne identificeret tilstedeværelsen af glukagonreceptorer i den del af hjernen, der har med kognition at gøre.

Derudover har forskerne i et stort datasæt med information på flere end 500.000 personer fundet, at mangel på glukagonreceptorerne i hjernen er associeret til kognitiv dysfunktion.


EASD 2024:Dagens Medicins journalist Kristian Sjøgren rapporterer direkte fra årets EASD i Madrid. Følg dækningen her.


Ifølge forskningslederen bag studiet er resultaterne meget interessante, fordi de peger på et muligt nyt mål til behandling af demens og skaber samtidig en bedre forståelse af koblingen mellem diabetes og demens.

»Vi har manglet en forståelse af, hvorfor personer med diabetes har øget risiko for udvikling af demens, og her kommer vi med en ny forklaring. Vores resultater peger også på, at det måske er muligt med glukagon i behandlingen af diabetes at reducere risikoen for udvikling af demens hos denne gruppe patienter. Muligvis kan glukagon også benyttes i behandlingen af demens hos personer uden diabetes,« fortæller Nicolai J. Wewer Albrechtsen, afdelingslæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, og lektor ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research på Københavns Universitet.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen har netop præsenteret de spændende resultater på den årlige kongres for European Association for the Study og Diabetes (EASD), der i disse dage løber af stablen i Madrid.

Glukagonreceptorer i hjernen koblet til demensrisiko

I studiet har Nicolai J. Wewer Albrechtsen med sine kolleger undersøgt hjerner for tilstedeværelsen af glukagonreceptorer.

Det betyder, at vi i studiet kan koble noget deskriptivt fra vores undersøgelser af menneskehjernen til en potentiel klinisk betydning

Nicolai J. Wewer Albrechtsen, afdelingslæge, Bispebjerg Hospital

Hjernerne var fra afdøde mennesker, og forskerne brugte forskellige metoder til at identificere, hvor i hjernen glukagon kan have en effekt gennem relevante receptorer.

Undersøgelsen viste, at glukagonreceptorer både er udtrykte og funktionelle i den frontale cortex, som er ansvarlig for kognition, herunder hukommelse.

I anden del af undersøgelsen undersøgte forskerne data fra UK Biobank, for at se om der blandt 500.000 personer i databasen er en sammenhæng mellem udtrykket af glukagonreceptorer i hjernen og kognitiv dysfunktion, for eksempel udvikling af demens.

Denne del af undersøgelsen viste, at personer med nedsat glukagonsignalering i den frontale cortex havde øget risiko for også at have kognitiv dysfunktion, når de blev sammenlignet med en matchet gruppe af mennesker.

»Det betyder, at vi i studiet kan koble noget deskriptivt fra vores undersøgelser af menneskehjernen til en potentiel klinisk betydning,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.

10 mio. til at undersøge glukagon som behandling mod demens

Ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen er resultatet af undersøgelsen yderst interessant, fordi det kan spille ind i behandlingen af flere forskellige sygdomme.

For eksempel kan resultaterne pege i retning af, at det måske er formålstjenesteligt at behandle personer med diabetes med glukagon i tillæg til andre former for diabetesbehandling.

Formålet skulle være at udnytte glukagon til at reducere den ellers forhøjede risiko for udvikling af demens hos denne patientgruppe.

Glukagon har i andre studier også vist sig at have forskellige positive effekter, der går ud over de effekter, som andre diabetesbehandlinger har. Glukagon kan blandt andet give øget reduktion af leverfedt.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen mener også, at glukagon måske kan få en plads i behandlingen af demens.

Er demens associeret til manglende stimulering af glukagonreceptorer i hjernen, kan det være, at behandling med glukagon kan reducere risikoen for udvikling af demens.

Det skal Nicolai J. Wewer Albrechtsen faktisk selv til at undersøge.

»Vi har fået 10 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden til at undersøge, om det reducerer risikoen for udvikling af demens hos personer med diabetes, at man i tillæg til behandling med en GLP-1-receptoragonist også giver personerne glukagon,« fortæller han.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere